Tekst og foto: Jakob Wandam
Man skulle vel grave Jimi Hendrix’ afsjælede legeme op, hvis man skulle præsentere en større guitarlegende end Eric Clapton på scenen i Københavns Royal Arena, hvor Bluesnews.dk troppede op tirsdag den 14. juni (desværre uden tilladelse til at sende en fotograf, så du, kære læser, må tage til takke med anmelderens snapshots fra pressesektionen). Eric Clapton har siden karrierens begyndelse i 1960’erne været synonym med ”guitarhelt”, uanset om hans kunstneriske output så er faldet i ens personlige smag.
I den seneste tid har Eric Clapton dog mest fået omtale på grund af sin vaccineskepsis og udtalte modstand mod coronanedlukninger samt et par singler med samme dagsorden begået sammen med den kronisk mavesure kollega Van Morrison.
Intet at bevise
Derfor var det velkomment, at Clapton blot kom til København for at spille. Og dét var netop, hvad han gjorde tirsdag den 14. juni. Eric Clapton anno 2022 er ikke typen, der holder taler fra scenen, ej heller skal man forvente publikumsleflen a la ”Er I der, Roskilde?!” Hans optræden er ikke nødvendigvis kontrolleret, men blot naturligt stilig og cool. Eric Clapton har ikke noget, han skal bevise.
Uden et nyt album at promovere – det seneste album er live-i-studiet-udgivelsen The lady in the balcony (2021) – kunne Eric Clapton koncentrere sig om dels at præsentere nogle af de største hits fra bagkataloget, dels plukke fra den store bluessangbog, som mere end noget andet har formet hans musikalske identitet.
Det kom til at forme sig som et særdeles velkomponeret koncertsæt med friske arrangementer af gamle travere som hans egne ”Layla”, ”Tears in Heaven” og ”Wonderful tonight” og sange, som Clapton har gjort til sine egne, Bob Marleys ”I shot the sheriff” og J.J. Cales ”Cocaine”.
Ginne Marker
Inden da havde danske Ginne Marker leveret et rigtig sympatisk opvarmningssæt. Det var ikke blues, men let jazzet singer/songwriter-rock, men det forhindrede ikke hverken Ginne Marker eller hendes sidemand Aske Jacoby i at spille momentvis med guitarmusklerne. Særligt på nummeret ”Never golden but beautiful” demonstrerede Ginne Marker smagfuldt og energisk solospil, og hendes og bandets optræden var i det hele taget en god oplevelse.
Eric Clapton valgte at begynde med Jerry Lynn Williams’ ”Pretending”, der også åbner hans Journeyman-album (1989). Det var en bragende start, hvor Claptons wah-wah-solo skar som en varm kniv gennem smør. Herefter kom de første greb i blueslommen: Big Bill Broonzys ”Key to the highway” gyngede og swingede med Paul Carrack på svulmende orgel og klimprende, bluesy klaver af Chris Stainton.
Chris Stainton er en formidabel pianist, der spillede med Joe Cocker i dennes Grease Band og Mad Dogs & Englishmen, inden han første gang sluttede sig til Claptons band i 1980’erne. Denne aften bød på mange fremragende soloer fra Staintons hånd, og hans velkendte staccato-stil var prominent på Muddy Waters-klassikeren ”(I’m your) hoochie coochie man”, der også bød på en flænsende guitarsolo af kapelmesteren.
Blue-eyed soul
Herefter var der fokus på Paul Carrack, som ud over at have begået sig i bands som Ace, Squeeze og Mike & the Mechanics også dyrker en solokarriere som en af verdens bedste nulevende blue-eyed soul-sangere. Det fik København en prøve på med hans største hit, ”How long” (oprindelig indspillet med Ace i 1974). Clapton flåede en fed guitarsolo ud af ærmet og fulgte Carracks skønne, sjælfulde vokal til dørs.
I det hele taget var det lidt af superhold, Eric Clapton havde samlet til turnéen. Ud over de to tangentspillere bestod bandet af Doyle Bramhall II på guitar og kor, Nathan East på bas og kor, Sonny Emory på trommer og Sharon White og Katie Kissoon på backing-vokal – alle sammen folk, som har spillet med Clapton i mange år. Sonny Emory er seneste skud på stammen; han har været fast mand i bandet siden 2018, men spillede første gang med guitaristen allerede i forbindelse med Lethal weapon 2-soundtracket i 1989.
Bandet lod ”I shot the sheriff” simre til et adstadigt reggae-beat, indtil de nåede melodiens hook og tordnede igennem. Nummeret, som er en publikumsfavorit, bliver ofte brugt strategisk til at løfte Eric Claptons koncerter et gear op, og således var det også her. En udstrakt Clapton-solo høstede stort bifald, og det var der ikke noget at sige til. Sikken tone!
Akustisk
Herpå skiftede koncerten atter karakter, idet man gik fra det elektriske til et overvejende akustisk setup. Samtidig kom en af sætlistens små overraskelser i form af Big Maceo Merriweathers ”Worried life blues”. Clapton spillede den jævnligt i slut-70’erne på opfordring fra Muddy Waters, som dengang agerede support, og sammen med B.B. King indspillede Eric Clapton sangen på deres fælles album Riding with the king (2000). Nu fik vi den i en fremragende akustisk udgave med Nathan East på kontrabas og Doyle Bramhall II i en sjælden optræden på mundharpe.
Bessie Smith-standarden ”Nobody knows you when you’re down and out” fulgte til publikums udtrykte begejstring. Der var taktfaste klapsalver, mens den swingede elegant med blide soloer fra Staintons klaver og Claptons guitar over subtile orgelflader af Paul Carrack.
Endnu større jubel hilste ”Layla”, stadig leveret overvejende akustisk med lækkert og stilfuldt orgelakkompagnement og jazzet solid body-guitar af Doyle Bramhall II. Her kom også Nathan East på banen med en solo, der høstede stort bifald.
”Tears in Heaven” er et af Eric Claptons største hits, der, som mange vil vide, blev til på den tragiske baggrund, at han i 1991 mistede sin blot fireårige søn i en faldulykke. Derfor virkede det i første omgang overraskende og næsten upassende, at den her blev leveret i et jazzet, næsten muntert arrangement. Snart erkendte man imidlertid, at det var sangens gospel-lignende katarsis-kvaliteter, der nu godt tredive år efter tragedien blev trukket frem, og pludselig gav det mening. Doyle Bramhall II’s pedal steel-imiterende guitartone understregede sangens kirkelige præg.
Uhyre effektiv
En ny elektrisk afdeling blev sparket i gang med en fremragende ”Badge”, Cream-sangen, som Clapton skrev sammen med George Harrison. Aftenens koncertudgave var uhyre effektiv med indlagte breaks, der iscenesatte tordnende soloer af først Clapton, så Paul Carrack.
Ingen Eric Clapton-koncert uden ”Wonderful tonight”, og har man som Bluesnews.dk’s udsendte hørt Clapton mange gange, er det som regel her, man overvejer, om der er brug for en toiletpause. Men faktisk var det den bedste version af Claptons signaturballade længe hørt. Doyle Bramhall II spillede sangens karakteristiske guitarriff, og hans skarpe tone gav på enkel vis arrangementet nyt liv. Sharon White og Katie Kissoons korsang tilføjede noget fylde, og nummeret blev ikke strakt længere, end det kunne bære – koncist og vellykket.
Nu blev det mere beskidt, og hårde bluesriffs introducerede Robert Johnsons ”Cross road blues”, der i hænderne på Cream blev til ”Crossroads”. Eric Claptons bidende guitarsolo blev matchet af hårdt, perkussivt spil af Chris Stainton på klaveret, og også både Carrack og Bramhall bød ind med soloer. Sangen var i øvrigt et flot udstillingsvindue for Claptons grusede vokal. Den 77-årige Clapton har udviklet sig til en fremragende bluessanger efter en lidt vaklende start i de klynkende 1970’ere, og hans vokal virker stadig stærk og ubesværet.
Timing og tone
Det usvigeligt smagfulde guitarspil har årene heller ikke kunnet pille fra Eric Clapton. Har han ikke længere Cream-årenes fandenivoldskhed, er hans timing og tone til gengæld upåklagelig. Clapton kombinerer B.B. Kings økonomiske sans med Freddie Kings pågående anslag, og med sin fuldfede tone og kompositoriske tæft skaber han en lyd, der er evigt genkendelig, men aldrig kedelig.
Det skal retfærdigvis siges, at koncerten dog aldrig nåede det helt magiske topniveau, som Clapton kan præstere og også tidligere har præsteret på dansk grund. Det musikalske niveau hos Eric Claptons band er ærefrygtindgydende højt, og selv en koncert på deres bundniveau ville have været alle pengene værd. Vi var væsentligt højere end dét tirsdag aften, men den helt transcendentale oplevelse udeblev.
Tættest på kom vi med dagens andet Robert Johnson-nummer. ”Little queen of spades” var arrangeret som en ulmende slow blues og blev indledt af et forrygende soloforløb af Clapton med sin stærkeste Freddie King-tone. Chris Staintons klaversolo høstede stort bifald, og en rå og rivende Doyle Bramhall II-solo var hans allerbedste denne aften. Så modulerede nummeret, og Eric Clapton satte trumf på med en eksplosiv solo. Suverænt!
Nathan Easts elbas introducerede det ordinære sæts sidste nummer, ”Cocaine”. Sonny Emorys trommer tordnede, Paul Carrack rullede sig ud på orglet, og Chris Stainton leverede endnu en decideret opvisning af en klaversolo.
Stående applaus
Nu var den regulære koncert forbi, og mens bandet tog imod publikums stående applaus, bevægede de, der hellere ville hurtigt ud af parkeringshuset end høre musik, sig mod udgangene. Heldigvis forblev de fleste på deres pladser, og de blev belønnet med aftenens eneste ekstranummer.
Det var ”High time we went”, som Chris Stainton i sin tid skrev sammen med Joe Cocker. Her blev dette dunkende soul/rock-nummer sunget af Paul Carrack, der således kunne sende de trofaste publikummer hjem med adrenalin i blodet.
Som nævnt indledningsvis er Eric Clapton sjældent det mest talende menneske på en koncertscene. Det begrænser sig som regel til et par spredte ”Thank you” og ”God bless” og en præsentation af bandet, og så lader han ellers musikken føre ordet.
Ville man have lange præsentationer af sangene eller politiske manifester, var man således gået til den forkerte koncert. Men ingen ville kunne fortænkes i at ønske sig lidt flere af de brede grin, som normalt signalerer, når Clapton og bandet i hans egne øjne virkelig har ramt the sweet spot.
Enhver eventuel tvivl om, hvorvidt Eric Clapton og hans band nu stadig kunne holde niveauet, blev dog gjort til skamme. De to koncerter i Royal Arena (der er reprise i aften, onsdag den 15. juni) var muligvis Eric Claptons sidste optræden på dansk grund – han truer i hvert fald med at indstille turnévirksomheden. Men der var på ingen måde tale om en musiker, der havde mistet grebet.