Koncertanmeldelse: Esben Just & Margrete Grarup med Basic Bigband, Tøjhuset, Fredericia

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Jam Days, Odense den 4. august 2018: Som afslutning på den fynske jazz-, blues- og folk-festival spiller TipToe BigBand traditionen tro på Amfiscenen, og solisterne er dette år Esben Just og Margrete Grarup. Det er ”Big New Orleans Night”, og det går godt – rigtig godt endda (læs mere her).

Grarup og Just får blod på tanden – ”dét kunne man da godt lave noget mere af!”

Tøjhuset

Vi springer frem til forrige lørdag, den 23. marts 2019. I Tøjhuset i Fredericia spiller Esben Just og Margrete Grarup den første af tre koncerter sammen med det svendborgensiske Basic Bigband under ledelse af Claus Bjerregaard.

Der er nok lidt nerver på, men de kommer godt fra start med ”When my dreamboat comes home”. I forhold til koncerten i Odense er der denne gang sammensat et mere rendyrket New Orleans-program, og Esben Just synger Fats Dominos klassiker og giver en solo på klaveret, suppleret af en trombone-solo af Stefan Ringive.

Ringive, som i øvrigt også spillede med TipToe BigBand i Odense, må kante sig på faretruende vis rundt om bjælker og nodestativer frem på den lille scene i Tøjhuset, som i sagens natur er fyldt godt op.

Det samme er publikumsarealet, for der er mange, der gerne vil med til New Orleans-festen. Det er glad og tilgængelig musik, som er vanskelig at sidde stille til.

Swingende

Først nu kommer Margrete Grarup på scenen og synger først kor bag Esben Just på Dr. Johns swingende rhythm & blues-nummer ”I thought I heard New Orleans say”. Derefter er det Grarups tur til at indtage spotlyset, og hendes smukke, mørke vokal frembringer standarden ”Do you know what it means to miss New Orleans?”, oprindelig sunget og spillet af Billie Holiday og Louis Armstrong.

Denne gang er der en hel stribe af blæsere forrest på scenen – flygelhorn, trombone og klarinet – hvor de spiller flotte blues-soloer efter tur. Bag dem er der blandt andet nu kommet banjo til, og hvis man ikke savnede New Orleans før, gør man det i hvert fald nu!

Det er der heldigvis en kur for, thi der er masser af New Orleans-stemning også i resten af aftenens musik. Esben Just står for ruskende boogie-woogie-klaver på Hank Williams-nummeret ”Jambalaya”, der bliver fremført som en duet, mens Margrete Grarup tager en pause til ”Basin Street blues” af Spencer Williams.

Standardernes aften

Som det fremgår, er det standardernes aften, men selv om man kender de fleste numre temmelig godt, fremstår de friske og levende. Der er god variation i tempo og besætning – ”Blueberry Hill” og en smuk, dæmpet version af ”When it’s sleepy time down south” bliver for eksempel spillet uden bigbandet, og det samme gør Irma Thomas’ blues ”Don’t mess with my man”.

Thomas A. Dorseys gospelstandard ”Precious Lord, take my hand” synger Margrete Grarup helt a cappella, og på ”Iko iko” bliver der til gengæld fyret op for Mardi Gras-stemningen med dundrende trommer, banjo og en megafon-svingende Esben Just.

Og ”Just a closer walk with thee” bliver spillet som begravelses-jazz, først med dæmpede, dystre trommer, siden med hvinende blæsere.

Uhyre velsyngende

Begge vokalister er uhyre velsyngende. Margrete Grarup demonstrerer imponerende stemmekontrol og en mørk, henførende klang, mens Esben Justs varme, croonende glød og distinkte bag-beatet-frasering er fuld af swing.

Bandet spiller forrygende, og der er flotte, bluesy soloer fra blæserne og sågar en udstrakt rock-guitarsolo på ”King of the road”.

Også publikum bliver sat i sving, og der er masser af vilje til både call-and-response på ”Don’t mess with my man” og fællessang på ”You are my sunshine”.

Ekstranummer

Sidstnævnte afslutter koncerten som ekstranummer, efter at Margrete Grarup har sunget publikum til ro med sin smukke fortolkning af Louis Armstrongs signatursang ”What a wonderful world”.

Musikere som Margrete Grarup og Esben Just lader sig ikke begrænse af, om man kalder musikken traditionel jazz, blues, rhythm & blues eller gospel.

En aften som denne i Fredericia, med et New Orleans-orienteret bigband, viser, hvor flydende grænserne er, og hvordan de blå toner flyder gennem det hele.