Koncertanmeldelse: Fredericia Blues Festival, Tøjhuset, Fredericia

Tekst og foto: Jakob Wandam

Lørdag den 1. juni kunne Double Trouble – Fredericia Bluesklub sammen med spillestedet Tøjhuset slå dørene op for den 2. årlige Fredericia Blues Festival. Fem bands var på programmet, heriblandt gæster fra både Sverige og Tyskland, men det var et dansk orkester, der endte med at blive dagens største oplevelse.

Mukherjee Blues havde også i år fået til opgave at underholde i Tøjhusets caféområde, mens de øvrige (og mere kendte) navne pakkede ned og stillede op i koncertsalen. Det betød, at Oscar Mukherjee og hans band fik muligheden for at spille hele tre korte koncerter, og de greb i dén grad chancen for at markere sig som et af de mest lovende nye bands på den danske bluesscene.

Udvidet besætning

Siden udgivelsen af debut-ep’en The Vibe recordings, der udkom sidste år (læs anmeldelse her), har Mukherjee Blues udvidet besætningen, så de nu optræder som kvartet. Guitaristen Jakob Holm er blevet fast medlem og slutter sig dermed til Asmus Jensen (trommer), Søren Bøjgaard (bas) og Oscar Mukherjee (guitar og vokal).

Det har været et virkelig godt træk, for ud over at være en original og medrivende guitarist holder Jakob Holm også Oscar Mukherjee på stikkerne, og i Fredericia var det virkelig en fornøjelse at se de to spille op mod hinanden.

Jakob Holm har i øvrigt seks album i eget navn bag sig, Asmus Jensen kendes fra Delta Blues Band, og Søren Bøjgaard spiller med Thorbjørn Risager & the Black Tornado, så det er erfarne folk, Oscar Mukherjee har fået med i sit bluesprojekt.

Et miks

De spillede et miks af hovedsageligt Chicago blues-standarder og Oscar Mukherjee-kompositioner, sidstnævnte inklusive sange fra hans mere singer/songwriter-orienterede projekter. Desuden var der udvalgte numre af for eksempel John Fogerty og Bob Dylan.

Det var med andre ord et alsidigt repertoire, der blev leveret med rå umiddelbarhed og åbenlys spilleglæde af Mukherjee Blues. Oscar Mukherjee er stadig ingen Buddy Guy i sin måde at møde publikum på, men det var en klart mere scenevant og selvhævdende Mukherjee end sidste gang, Bluesnews.dk så ham live (læs her).

Hans spillestil er direkte og fuld af selvtillid. Dette demonstrerede Oscar Mukherjee i første sæt blandt andet med en flot solo i sin egen melodiøse ballade ”Domino”. Nummeret var en af flere endnu uudgivne Oscar Mukherjee-sange, og der blev også givet smagsprøver fra Oscar Mukherjee Bands debut-ep Solid shade of blue (2018), for eksempel den country-rockede ”Down the line” (med Mukherjee på slide-guitar) og ”The road (I don’t wanna go)” i singer/songwriter-stil.

Skrøbelighed

Oscar Mukherjees tilbagelænede vokal minder meget om Jesse Ed Davis (der var medlem af Taj Mahals band og indspillede med Albert Collins, John Lee Hooker, B.B. King og mange andre). Den kan virke skrøbelig, men Oscar Mukherjee gør denne skrøbelighed til en styrke og skærper lytterens opmærksomhed, på samme måde som for eksempel George Harrison gjorde det.

Og Mukherjee Blues havde virkelig publikums opmærksomhed, ikke mindst takket være den oplagte ping-pong mellem Mukherjee og Holm.

Det gjaldt, både når de spillede kendte bluesnumre som Sonny Boy Williamson II’s ”Help me”, Guitar Slims ”The things that I used to do” og Howlin’ Wolfs ”Killing floor”, og når de kastede sig over Chuck Berry (”Carol”), Creedence Clearwater Revival (”Long as I can see the light”) eller Bob Dylan (en særdeles vellykket ”Not dark yet”).

Willie Dixons ”Talk to me baby” alias ”I can’t hold out”, et hit for Elmore James, blev en lejlighed for festivalpublikummet til at synge med, og det samme gjorde Muddy Waters-klassikeren ”Got my mojo working” og Buddy Guy-hittet ”Let me love you baby”.

Jazzbaggrund

Bo Diddleys ”Mona” bød på en Jakob Holm-solo, der ikke kunne skjule hans jazzbaggrund, og den skinnede i det hele taget igennem ofte i form af ukonventionelle fraseringer. Men han var skarp og disciplineret i sit spil og havde i øvrigt en aldeles vidunderlig tone på sin Fender Telecaster.

Igennem alle tre sæt var Søren Bøjgaard stoisk rolig med bassen i karakteristisk revolvermandsgreb helt nede på hoften. Asmus Jensen havde en enkelt trommesolo i ”Mona” og varierede sit spil efter behov, blandt andet med brug af maracas og køller.

Mukherjee Blues blev Fredericia Blues Festivals store positive oplevelse med en optræden, der på én gang var såvel afslappet og tilbagelænet som intens og sulten. Vi glæder os allerede til at høre dem igen næste år!

Ny mand

Mukherjee Blues var dog ikke første navn på scenen. Festivalen blev skudt i gang kl. 13 i Tøjhusets koncertsal, hvor Ole Frimer Band stod klar.

Også Ole Frimer Band havde fået en ny mand med i opstillingen, idet den travle orgelbetvinger Palle Hjorth har ladet sig erstatte med Niels Ole Thorning, som nu er fast mand ved tangenterne (læs her).

Holdet består desuden af trommeslager Claus Daugaard og bassist Jesper Bylling, som begge har spillet med Ole Frimer gennem en årrække. Kapelmesteren selv stod naturligvis for guitar og vokal.

Ubesværet flow

Ole Frimers spillestil er melodisk og med et behageligt og ubesværet flow. Hans lyd får et særligt organisk præg, når hans fingre slår strengene an uden plekter. Inspirationen fra Eric Clapton virker desuden tydelig og høres både i guitartonen og i Ole Frimers vokalarbejde.

Tilføjelsen af Niels Ole Thorning har bibragt Ole Frimer Band en ny dimension. Hvor Palle Hjorth altid er en stor presence på en scene med sine psykedeliske klangflader og store armbevægelser, var Niels Ole Thorning mere diskret i både fremtoning og spil. Til gengæld synes han mere traditionelt bluesbaseret, og han har givet elklaveret en central position i bandets musik.

Det hørte man for eksempel meget effektfuldt på Frimers egen ”If you only could forgive me”, hvis glatte funk pludselig fik et helt nyt udtryk med Thornings klaversolo.

Orgel spillede Niels Ole Thorning dog også masser af, og Peter Greens blues-shuffle ”Watch out” nød godt af en hæsblæsende orgelsolo. Her var der i øvrigt soloer til hele bandet.

På trapperne

Ole Frimer Band har et nyt album på trapperne (læs her), men indtil videre er deres seneste og eneste studiealbum det dansksprogede Blålys fra 2014. Fra dette album fik vi titelnummeret og ”Single City”, sidstnævnte med en jazzet, Bruce Hornsby-agtig klaversolo af Thorning.

Ved at skrive på modersmålet har Ole Frimer ramt en lyrisk åre, som hans i øvrigt udmærkede engelsksprogede sange ikke har kunnet nå. Men ”Blålys” var nu ikke mindre poetisk i nummerets lange instrumentale passage. Her skabte Jesper Byllings båndløse bas og Niels Ole Thornings klaver magi, som kun blev udbygget af Claus Daugaards trommekaskader.

Britisk blues

Ole Frimers karriere begyndte, da det britiske blues-boom var på sit højeste i slutningen af 1960’erne, og lige som de engelske guitarhelte er Frimer påvirket af B.B., Freddie og Albert King. Men han er også i høj grad formet af englænderne selv, og de sniger sig gerne ind i hans repertoire.

Ud over den allerede nævnte Peter Green-sang fik vi således både Jeff Becks ”Brush with the blues” og Eric Claptons ”Old love”. På den førstnævnte fik Ole Frimer virkelig ramt Becks karakteristiske skæve tone, og Clapton-nummeret havde både en jazzet klaversolo af Thorning og fremragende, understøttende trommespil af Claus Daugaard.

Ole Frimers sangstemme bliver mere og mere karakterfuld, og for eksempel hans egen stemningsfulde ”Sheltered roads” var fremragende sunget.

Ole Frimer Band er altid gode for en koncert på et højt niveau, og deres optræden på Fredericia Blues Festival 2019 var ingen undtagelse. Der var stående applaus efter en energisk version af Johnny Winters ”Hustled down in Texas” og igen efter den afsluttende slow blues.

Logistiske udfordringer

Det var egentlig meningen, at Jake Green Band skulle have åbnet festivalen, men logistiske udfordringer gjorde, at de måtte bytte plads med Ole Frimer Band. Den københavnske trio blev således andet navn på Tøjhusets store scene.

Guitarist og sanger Jake Green ankom med sin spritnye akustiske solo-cd Rough spring under armen (læs anmeldelse her). Koncerten i Fredericia var dog ingenlunde unplugged – nærmest tværtimod, fristes man til at sige. Det var bluesrock for fuld udblæsning fra første færd, også selv om åbningsnummeret ”Looking for a reason” egentlig stammer fra Rough spring.

Jake Greens powertrio skruede nemlig helt op for volumen og elektricitet, både på dén og den efterfølgende ”Still hung up on you” fra debut-studiealbummet Plugging in (2015) (læs anmeldelse her). Det var tungt og rockende, og Jake Green satte trumf på med wah-wah-pedalen.

Ny slow blues

De fleste af bandets numre har tekst og musik af Jake Green, men ud over en lille håndfuld covernumre blev der også plads til en ny slow blues skrevet af trommeslager Hans Rosenberg. Her brillerede Jake Green med en fremragende, Gary Moore-lignende solo.

Green er en stærk, sympatisk og nærværende performer, og han havde rigtig god kontakt til publikum. Det skadede nok heller ikke, at mange af dem havde hørt ham spille solokoncert samme sted dagen før, og de tog rigtig godt imod ham, Hans Rosenberg og bassisten Jens Simonsen.

Jake Green Band kvitterede med tæt trio-spil og Jake Greens uforlignelige powerhouse-vokal. Omtrent halvvejs i koncerten serverede han ”When the morning comes”, der med sit fængende guitarriff er en publikumsfavorit.

Momentum

Alligevel var det, som om koncerten var ved at tabe momentum. Temperaturen på scenen var høj, takket være både spotlys og bandets højenergiske optræden, og der gik simpelthen for lang tid mellem numrene med at tørre sveden af panden – og ikke mindst af guitaren.

Det var synd, for Jake Green og co. arbejdede virkelig hårdt for sagen. Green er en formidabel guitarist, og selv om han indimellem får blues-puristerne på nakken for at spille bluesrock og ikke ufortyndet blues, er der så meget sjæl, nerve og disciplin i hans spil, at det må være svært ikke at overgive sig.

Jake Green Band vandt da også salen tilbage med nogle velplacerede covers. En umanerligt hårdtslående version af Sonny Boy Williamsons ”Good mornin’ little school girl” fik publikum til at spidse ører, og Eddie Boyds ”Five long years” tog virkelig kegler, ikke mindst på grund af en fed guitarsolo.

Trumfen

Trumfen blev imidlertid Jimi Hendrix-klassikeren ”Hey Joe”. Her udfordrede Jake Green publikum med virkelig flot brug af sustain, og bandet vekslede effektfuldt mellem stille linjer og tordnende trommer.

Herefter kunne Jake Green Band tage stikket hjem med koncertfavoritten ”Ho-hum”, som naturligvis blev en syng-med-seance med Tøjhusets gæster.

Jake Green virker utrolig sikker på en scene, både i kraft af den sympatiske ro, der ligger i hans ageren, og takket være den tekniske kunnen, der ligger til grund for hans gnistrende, muskuløse guitarspil. Det kræver sin mand at spille Hendrix uden at falde igennem, men Jake Green magter det, og ”Hey Joe” var en decideret sejrsgang.

Fornuftigt indtryk

Rhythm & blues-ensemblet Headline Blues Band fra Umeå var første udenlandske navn på Fredericia Blues Festival 2019. Kvartetten gjorde et fornuftigt indtryk, da de repræsenterede Sverige ved European Blues Challenge 2017 i Horsens (læs her), og det var dén optræden, der havde skaffet dem jobbet i Fredericia.

Lige som i Horsens lagde Headline Blues Band ud med Robert Parkers ”Barefootin’”, og så var linjen lagt for omkring halvanden times jump blues af både egen og andres tilvirkning.

Frontfiguren var den joviale og veloplagte pianist og sanger Johan Öhman, der blev sekunderet af den særdeles kapable guitarist Ulph Johansson. Rytmesektionen bestod af Tomas Fredlander på bas og Ulf Sundqvist på trommer.

Dansabel

Headline Blues Band udgav albummet Blues and trouble i 2017, og fem af pladens numre havde fundet vej til sætlisten i Fredericia (heriblandt ”Barefootin’”). Det var dansabel musik, og mange publikummer tog imod invitationen; selv på balkonen blev der danset.

Det siger en del om Headline Blues Bands kvaliteter, og musikalsk var der bestemt heller intet at udsætte på dem. De spillede tight og sikkert, og især Ulph Johansson virkede teknisk dygtig og skarp. Johan Öhman havde en fin og klar, om end ikke så spændende sangstemme og havde godt styr på boogie-woogie- og bluesstilen.

Imidlertid var der mange tilskuere, der gik til og fra, og det skyldtes muligvis, at det var så som så med variationen i Headline Blues Bands sæt. Uanset om det var deres egne R&B-numre, sange fra B.B. Kings repertoire eller sågar J.J. Cale-kompositioner, kom det i Headline Blues Bands hænder til at lyde som jump blues.

Hårdhændet

Arthur ”Big Boy” Crudups ”Mean old Frisco” blev tæsket igennem, og Cales “Call me the breeze” fik en tilsvarende hårdhændet behandling. Det var teknisk i orden, men Headline Blues Bands uptempo boogie-arrangement syntes at stride mod sangens karakter og lå naturligvis milevidt fra Cales tilbagelænede original.

Headline Blues Band bestred opgaven som party-bluesband med stor professionalisme. De var et sympatisk bekendtskab, men udtrykket var simpelthen for ensartet til, at man som lyttende koncertgænger kunne få fastholdt interessen.

Hovednavnet

Tyske B.B. & the Blues Shacks har også ry for at kunne skabe en fest, hvilket de snart mange gange har bekræftet på danske scener. De var hovednavnet på Fredericia Blues Festival 2019 og indtog scenen klokken 22.

Også B.B. & the Blues Shacks spillede jump blues og lagde ud med Louis Jordans “Reet, petite and gone” med en guitarintro i T-Bone Walker-stil. Den var, som alt guitararbejdet, lagt i hænderne på Andreas Arlt, der for mere end 30 år siden stiftede bandet sammen med broderen Michael Arlt.

Michael Arlts Chicago-baserede mundharpespil og croonende, Sugar Ray Norcia-lignende leadvokal gav B.B. & the Blues Shacks mere af et West Coast blues-udtryk end Headline Blues Bands rendyrkede jump blues.

De øvrige medlemmer af B.B. & the Blues Shacks er Fabian Fritz på tangenter, Henning Hauerken på bas og Andre Werkmeister på trommer.

Opslidende

De var i gang med en opslidende turné, og kendere af bandet ville vide, at de spillede langt under niveau i Fredericia. Det var nu ikke til at gætte for nye lyttere (som Bluesnews.dk’s udsendte), for bundniveauet var altså højt.

Særlig Andreas Arlt spillede kontinuerligt med flot teknik og en herlig tone på sin Gibson Les Paul-guitar. Michael Arlt imponerede især med sin vokal på soul blues-numre som Bobby Bland-slow bluesen ”I’ll take care of you” og Otis Clays ”Too much mystery”, og også hans præstationer på mundharpen var af høj kvalitet.

Rytmesektionen gyngede skønt, ikke mindst takket være Henning Hauerkens swingende kontrabasspil. Numre af blandt andre Hollywood Fats (”Red headed woman”), Little Walter (”Oh baby”) og Johnny “Guitar” Watson (“She moves me”) blev fyret af i hurtig rækkefølge og leveret med stor professionalisme.

I søvne

Men måske var det også en lille smule for professionelt. Selv om man ikke direkte mærkede trætheden, fik man indtryk af et band, der kørte et grundigt indøvet show igennem, som de var dygtige nok til at kunne levere i søvne. Det var flot og disciplineret, men også en kende glat.

Undervejs fik B.B. & the Blues Shacks et skud energi udefra i form af den herboende engelske bassist Dave Stevens (tidligere i Paul Lamb & the King Snakes), som erstattede Henning Hauerken på ”The huckle-buck”.

Det var dog ikke helt nok til at slette indtrykket af et band, der denne aften kørte mere på rutine end nærvær og spillelyst. Når de kunne være koncerten bekendt alligevel – og det kunne de skam – var det, fordi selv et metaltræt B.B. & the Blues Shacks spiller på et højt internationalt niveau.

Nærvær, spillelyst og spontanitet fik man klart mere af i Mukherjee Blues’ energiske ”pauseunderholdning”, og derfor var det de langt mindre rutinerede danskere, der blev den store succeshistorie på Fredericia Blues Festival 2019.