Ronni Boysen og Hans Knudsen
Tekst og foto: Peter Widmer
Torsdag den 29. november 2018 gav pianisten og sangeren Hans Knudsen og guitarsten Ronni Boysen en fremragende koncert i kirkelige omgivelser i Odense. Koncerten var arrangeret af Jazzens Venner Fyn.
Hans Knudsen og Ronni Boysen har gennem flere år lejlighedsvis dannet duo og har leveret nogle fascinerende optrædener på forskellige lokationer.
Eksempelvis har de spillet til DMA (Danish Music Awards) Blues i Huset i centrum af København i 2014, hvor Hans Knudsen blev tildelt prisen som Årets Danske Blues Navn (læs her). Året før scorede Ronni Boysen i øvrigt samme pris.
De to garvede musikere har også rundet Mojo Blues Bar i København (læs her) og har også musiceret på mere ydmyge steder som beværtningen Kontoret i Randers (læs her).
Den 29. november var de mindre spillesteder udskiftet med et af nogle helt andre dimensioner, nemlig Hans Tausens Kirke i Odense, hvor de to garvede musikere spillede kl. 19–21.
Velbesøgt
Hans Tausens Kirke er dog ikke i storformat. Den ligner absolut ikke Peterskirken i Vatikanstaten i Rom, The Cathedral Church of Christ i Liverpool eller domkirken i Milano, der alle tre er i den tunge vægtklasse aldersmæssigt og størrelsesmæssigt. Desuden har de en fortræffelig akustik.
Hans Tausens Kirke i Odense er derimod en lille kirke. Kirkesalen blev bygget i 1930, men hele kirkekomplekset stod færdigt i 1954. Den oprindelige kirkesal fungerer i dag som menighedssal.
I dag er der er foldevæg mellem menighedssalen og kirkesalen, og når der er åbent mellem de to rum, er der plads til ca. 300 mennesker. Til koncerten med Ronni Boysen og Hans Knudsen var foldevæggen dog ikke skudt til side.
Altså var der ”kun” plads til ca. 150 publikummer i kirkesalen, hvor koncerten foregik, og der var proppet med folk. Det var rart at opleve, at aftenens duo kunne trække så mange mennesker til Hans Tausens Kirke, som tilfældet var, og koncerten må siges at være aldeles velbesøgt.
Veloplagt
Lige så velbesøgt, som Hans Tausens Kirke var denne aften, var aftenens to hyperkompetente musikere veloplagte, og der var fornem kommunikation mellem musikerne og mellem musikerne og publikum.
Vanen tro var det Hans Knudsen, der førte ordet, mens Ronni Boysen overlod det til sin guitar at tale, og dén rollefordeling fungerede fint hele vejen igennem.
Akustikken i kirkesalen var lidt svær at tackle. Som Ronni Boysen sagde til Bluesnews.dk, før han og Hans Knudsen skulle spille aftenens første af to sæt:
”Det er svært at lave lyd derinde, men det går,” og det gjorde det.
Der kom nemlig styr på lyden trods det hårde kirkegulv, så alt var på plads, da Hans Knudsen bød velkommen kl. 19.01 i forlængelse af en ét minut lang introduktion ved kirkens organist Karolina Bogus.
Sidstnævnte betonede i øvrigt, at aftenens koncert var den første blueskoncert i Hans Tausens Kirke. Dog bliver den forhåbentlig ikke den sidste.
Kirken og kroen
Før musikken gik i gang, bød Hans Knudsen velkommen til det talstærke publikum og fortalte lidt om bluesmusik i relation til det at spille blues med mere i kirkesammenhæng.
Førhen, sagde Hans Knudsen, stod den på gospelmusik i kirken og bluesmusik på kroen, og når man synger gospel, kan man ikke også spille blues. Sådan var en udbredt opfattelse. Blues blev af mange anset for at være djævelens musik, der af gode grunde ikke passede i kirkesammenhæng.
Men tingene hænger sammen, betonede Hans Knudsen og citerede jazz-trompetisten Kid Ory, der en gang konstaterede, at ”jeg har aldrig hørt musikken rocke så meget som i kirken!” Han må have lyttet til swingende gospel.
Desuden forberedte Hans Knudsen publikum på, hvad tilhørerne kunne vente sig med disse ord: ”Blues, jazz, gospel og lidt folkemusik er det, vi spiller.”
Ray Charles
Derefter blev publikum så taget på en musikalsk rejse gennem blues og relaterede musikformers spraglede og for mange publikummer både kendte og ukendte historie.
Hans Knudsen trak koncerten igennem tråde op og ned og ud og ind af den relevante musikhistorie tilbage i tiden og op til mere moderne stunder, og dét er han glimrende til.
Hans Knudsen – og Ronni Boysen for den sags skyld – er i besiddelse af en guldgrube af viden om bluesmusikkens mange-facetterede arter og afarter, og dertil kommer, at Hans Knudsen er en fremragende formidler, der får sit budskab ud med både viden, humor og glimt i øjet.
Aftenens duo lagde ud med Ray Charles-nummeret ”Rock house” fra 1958, der indeholdt en fornem guitarsolo ved Ronni Boysen og fine flygeltriller ved Hans Knudsen. Nummeret er måske ikke så velkendt i dag, men Ray Charles var et navn, som publikum kunne nikke genkendende til.
Aktuel
Dernæst blev der gearet ned med Percy Mayfields bluesballade fra 1950, ”Please send me someone to love”. ”En sang om fred og kærlighed, der er lige så aktuel i dag som dengang for 68 år siden,” som Hans Knudsen udtrykte det.
Med Hans Knudsen på vokal og flygel fik man en smuk fortolkning af dette nummer, og generøst roste Hans Knudsen sin medspiller, der leverede en fornem guitarsolo, med disse ord: ”Ronni er den guitarist, jeg er gladest for at spille med. Han kan variere!”
Så blev man ført tilbage til det gamle New Orleans, hvor blues og jazz mødtes, med det swingende ragtime-blues-standardnummer ”Make me a pallet on the floor” med folk-undertoner, blandt andet populariseret af den afroamerikanske jazzkornetist Buddy Bolden. Også her gjorde Hans Knudsens vokal god fyldest.
Også denne komposition tog kegler, og publikum klappede helt spontant med, som det i øvrigt skete flere gange under koncerten.
Inspireret
Hvis man ikke kendte til guitar/piano-duoen Scrapper Blackwell og Leroy Carr, ”som vi er meget inspireret af,” sagde Hans Knudsen, kom man til det gennem nummeret ”How long, how long blues” fra 1928.
Nummeret, der må siges at være en bluesstandard, er i øvrigt også indspillet af for eksempel Ray Charles, Hot Tuna og Eric Clapton.
Denne aften fik Ronni Boysen blandt andet i dette nummer luftet sit fine og velfungerende slide-guitarspil, så det var en sand fornøjelse.
I det hele taget var både Ronni Boysens og Hans Knudsen musikalske udladninger virkelig noget at glæde sig over fra start til slut. Desuden var det en fornøjelse at opleve de to musikeres intuitive forståelse af hinandens spil og af sjælen i den musik, de formidlede.
En sindsstemning
Hans Knudsen slog mellem to numre lige fast, idet han citerede den store bluessangerinde Billie Holiday, at ”blues is a feeling,” ”en sindsstemning,” og at der er glad blues, sørgelig blues og alt muligt andet indimellem.
Så var det tid til boogie-woogie, ”som jeg er meget glad for,” sagde Hans Knudsen, og boogie-woogie er glad blues. Herefter fulgte en forrygende version af ”Pine Top’s boogie woogie”, skrevet af den afroamerikanske boogie-woogie-pianist Clarence ”Pine Top” Smith og indspillet i 1928.
Faktisk regnes nummeret for grundstenen til rock & roll, og Hans Knudsen gik da også til tangenterne med ildhu, godt flankeret af Ronni Boysen, der brillerede med en fornem solo med egne finurligheder sparket ind, og der var ros fra Hans Knudsen – og fra publikum.
Publikum kunne åbenbart også lide boogie-woogie, for der var spontan og langvarig applaus i forlængelse af denne komposition.
Boogie jump
Efter tre fortræffelige numre mere var det første af aftenens to sæt forbi, og så var det tid til en pause, hvor man – som før koncerten – kunne tilkøbe sig vin, øl, kaffe, vand og snacks.
Efter denne var det tid til ”en boogie jump-ting,” som Hans Knudsen betegnede nummeret ”Huckle boogie” fra 1950 af den afroamerikanske soul-, jazz-, rhythm & blues- og blues-guitarist Connie Curtis Crayton, bedre kendt som Pee Wee Crayton.
Her bemærkede man blandt andet Ronni Boysens fine guitarindsatser, og nummeret faldt tydeligvis i publikums smag, for der var spontan klappen fra salen.
Efterfølgende var det tid til at præsentere publikum for den indflydelsesrige afroamerikanske bluesguitarist T-Bone Walker med nummeret ”Evening”, der er skrevet af Mitchell Parish og Harry White.
Påvirket
Som Hans Knudsen fortalte, har T-Bone Walker påvirket et hav af guitarister så som Eric Clapton og Jimi Hendrix, ”som I jo kender.” Det er desuden ingen tilfældighed, at T-Bone Walker både blev indlemmet i Blues Hall of Fame og i Rock and Roll Hall of Fame.
Endvidere betonede Hans Knudsen, at ”vi skal prøve at finde vores eget udtryk, men T-Bone Walker spøger hele tiden.” Nummeret blev afleveret med indfølt vokal og tangenttriller samt en fin solo ved Ronni Boysen, med unikke løb op og ned ad guitarens gribebræt og godt gang i vibratoarmen.
At musikformer blandes, blev (også) demonstreret via den hvide country-mand Hank Pennys ”Don’t roll those bloodshot eyes at me”. ”Country,” fortalte Hans Knudsen, ”var the white man’s blues. Nogle afroamerikanske bluesmusikere nappede til tider nogle countrynumre og ”bluesificerede dem.” Stilarter blev således blandet.
Nummeret, der blev leveret med både smil og grin, afstedkom atter stor applaus fra publikum, og der var atter glade miner hos musikerne og publikum, da næste nummer blev præsenteret og afviklet.
Kurt Weill
”Man må godt blande tingene en gang imellem,” sagde Hans Knudsen som introduktion til næste nummer, der overraskende nok var et miks af ”blues og en gammel tysk kabaret-sang,” nemlig Kurt Weill og Maxwell Andersons ”September song” ”udsat for Knudsen og Boysen.”
”Vi er kreative, og skal være kreative,” sagde Hans Knudsen med et smil, og duoens kreativitet bar frugt, for også dette nummer fungerede i dén grad.
Derpå blev Professor Longhair, hvis borgerlige navn var Henry Roeland “Roy” Byrd, præsenteret som ”nok den mest indflydelsesrige pianist i New Orleans blues.” ”Han blandede calypso, rumba med mere med sin blues,” og så satte de to musikere i med Professor Longhairs ”Baby let me hold your hand”.
Og der var en bidende solo ved Ronni Boysen samt fornemt tangentarbejde ved Hans Knudsen, og atter hørte man helt spontan klappen fra publikum.
Hyldest
Herefter fik publikum ”en up-to-date version, en Hans Knudsen og Ronni Boysen-version” af pianisten Otis Spann og guitaristen Robert Lockwood Juniors nummer ”Take a little walk with me”.
Her var fint sangforedrag ved Hans Knudsen og smukt slide-guitarspil ved Ronni Boysen, og de to musikanter blev ved Otis Spann med en smuk udgave af sammes ”Going down slow” [som han dog havde “lånt” af St. Louis Jimmy, red.], ”en trist blues” og ”en hyldest til Otis Spann,” som Hans Knudsen sagde det.
Klokken nærmede sig koncertafslutningstidspunktet, og Hans Knudsen opfordrede publikum til at ”gå ud og hør noget jazz og blues,” hvorefter aftenens officielt sidste nummer – Roy Browns ”Good rocking tonight” fra 1947 – blev fyret af til megen klappen fra aftenens koncertgængere.
Men folk ville have mere, så Hans Knudsen og Ronni Boysen gav det velkendte folk blues-standardnummer ”Goodnight Irene”, indspillet i 1933 af den afroamerikanske blueskunstner Huddie ”Lead Belly” Ledbetter som ekstranummer.
Og publikum, der stod op, sang med. Midt i nummeret forlod Hans Knudsen og Ronni Boysen imidlertid deres instrumenter og gik mod kirkerummets udgang til publikums sang og stående ovationer. En fremragende afslutning på en fremragende koncert, som man gik beriget fra på mange planer.