Koncertanmeldelse: Jam Days, Odense

Tekst: Peter Widmer

Den odenseanske Jam Days-festival 2019 præsenterede et fornemt, varieret program med masser af spændende navne inden for genrerne blues, jazz og folk. Faktisk må det konstateres, at arrangørgruppen bag Jam Days i år har præsteret det bedste program i festivalens historie.

Der var flere nye positive tiltag som gratis adgang – med gyldigt Jam Days-armbånd – til udstillingen af den kendte rockfotograf Anton Corbijns værker på Brandts.

Det samme gjaldt også de tre fremragende musikfilm, der blev vist i Café Biografen, om henholdsvis jazz-giganterne Chet Baker og Charlie ”Bird” Parker og om blueskæmpen B.B. King.

City Walks, musiksejlads på Odense Å med musikalsk ledsagelse samt Artist Talks var også nye fænomener, som publikum tog godt imod.

Koncertmæssigt var der nok at udforske, for ikke blot var der kendte navne på plakaten, men der var også et hav af mere ukendte, spændende orkestre og solister at stifte bekendtskab med.

Det er altid sundt at blive udsat for musik, man ikke kender, og dét var der for mange rig lejlighed til den 7., 8. og 9. august, hvor Jam Days 2019 løb af stablen på området ved Brandts Klædefabrik, eller bare Brandts, med afvikling af koncerter på Amfiscenen, på Kulturmaskinen, i Farvergården, på Studenterhuset og på Posten.

Man kan – med et så stort udbud af musiknavne, som blev præsenteret på Jam Days 2019 – umuligt nå det hele, og ofte måtte man nøjes med en smagsprøve på flere kunstneres musik, hvis man også ville nå at høre andre navne, for der var tidsmæssige overlap i flere tilfælde.

Kortvarige dyk

Hårdt presset måtte man således selektere, og dette gjaldt selvsagt også Bluesnews.dk, der i sagens natur koncentrerede sig om bluesmusikken.

Ofte måtte det blive til kortvarige dyk i de blå toners hav, og et par navne måtte Bluesnews.dk opgive at høre i fuld udstrækning grundet sammenfald med andre koncerter, der skulle afsøges, men dét måtte man leve med.

Første omgang i de blå toners tegn var aarhusianske Vestbo Trio, der udelukkende spiller instrumentalmusik af egen tilvirkning. Trioen har deres seneste album-udspil – Gentlemen … – i ryggen (læs anmeldelse her).

Samme album strøg direkte ind på førstepladsen på vinyl-salgslisten tidligere på året, og dét er noget at en præstation (læs her). Gentlemen … er i øvrigt indspillet i selveste Mark Knopflers studie i London (læs mere her).

Vestbo Trio er blandt andet også kendt for et frugtbart samarbejde med Uffe Steen Trio, både turné- og indspilningsmæssigt. Sammen har de to trioer for eksempel begået det fremragende live-dobbeltalbum Doppler effect (læs her og her).

Mange mennesker

Vestbo Trio spillede på Kulturmaskinen den 7. august med start kl. 19. Trods det, at et af festivalens hovednavne – Larkin Poe – entrerede Amfiscenen kl. 19.15, var der pænt fyldt med publikummer til Vestbo Trios koncert.

Bluesnews.dk talte således mellem 70 og 80 folk i koncertlokalet, og det er ret godt gået af et ikke specielt velkendt navn, der alene spiller instrumentalmusik, at kunne tiltrække så mange mennesker.

Vestbo Trio består af guitaristen Michael Vestbo, (kontra-)bassisten Jesper Smalbro og trommespilleren Eddi Jarl. Tilsammen udgør de tre musikere en velsammentømret enhed, der spiller med indbyrdes intuitiv forståelse, hvilket Bluesnews.dk før har oplevet under nogle af Vestbo Trios inciterende koncerter.

Bluesnews.dk måtte imidlertid videre til Amfiscenen, og nåede derfor kun at høre Vestbo Trios to indledende numre – naturligvis fra Gentlemen … – men det kunne konstateres, at publikum blev indfanget af trioens fascinerende musik fra første færd.

Råt bluesrock-udtryk

Den amerikanske delstat Georgia har givet verden vægtige musiknavne som for eksempel The Allman Brothers Band og R.E.M.

Nu kommer så ”de nye piger i klassen,” nemlig bluesrock-duoen Larkin Poe, der består af de to søstre Rebecca og Megan Lovell. Til deres koncert på Jam Days 2019 havde de medbragt trommeslageren Kevin McGowan og bassisten Tarka Layman. Begge de sidstnævnte sang tillige lejlighedsvis kor og var i øvrigt også med, da Larkin Poe tidligere i år spillede i Pumpehuset i København (læs her).

Den mørkhårede – og yngste – af de to søstre, Rebecca Lovell, synger og spiller el-guitar samt flere andre instrumenter. Megan Lovell spiller slide-guitar, som hun betjener stående. At hun også bevæger sig omkring på en scene, medens hun spiller, giver en god visuel effekt. Megan Lovell synger desuden kor.

Larkin Poe har med udgangspunkt i bluegrass, folk, lidt jazz og blues spillet sammen i 15 år, og har fire fuldlængdeudgivelser bag sig.

Deres 2017-album Peach blev nomineret til en Blues Music Award 2018, men det er deres seneste album Venom & faith (2018) der især har påkaldt sig opmærksomhed i bredere kredse med et råt bluesrock-udtryk.

Knald på

Larkin Poe indtog Amfiscenen kl. 19.20 på festivalens første dag, og der var knald på fra første færd. Desuden viste begge søstre – men især Rebecca Lovell, der førte ordet mellem koncertens femten numre – sig at have virkelig god publikumskontakt. Desuden var søstrenes sceneoptræden aldeles livlig, og det talstærke publikum labbede det hele i sig med stor fornøjelse.

Godt nok var der det meste af koncerten igennem knald på musikken, men man blev også trakteret med mere stille, langsomme numre som det traditionelle gospel blues-nummer ”John the revelator”, som blues- og gospelmusikeren Blind Willie Johnson indspillede i 1930. Her spillede Rebecca Lovell banjo, og der var ren chain gang-stemning over Larkin Poes version.

Man fik også en bastant, slæbende version af Son House-nummeret ”Preachin’ blues”, krydret med rygradsrislende slide-guitartoner ved Megan Lovell. Forbindelsen til bluesrødderne blev således demonstreret på finurlig vis, og begge numre findes på Larkin Poe-albummet Peach (2017).

Larkin Poe spillede naturligvis også flere solide ørehængere fra Venom & faith, så som egenkompositionerne ”Bleach blonde bottle blues” og ”Blue Ridge Mountains”, og der var koncerten igennem i det hele taget meget at glæde sig over. Eksempelvis Rebecca Lovells vidtspændende stemme og hendes pågående guitarspil, der ofte blev flot sammenkædet med Megan Lovells inciterende slide-guitarudladninger. De to rytmefolks indsatser var ligeledes bemærkelsesværdige, og de fire musikere leverede sammen en veritabel bluesrock-eksplosion, som publikum med rette tog imod med åbne arme.

Unik blues

Klokken havde nu sneget sig hen mod 20.30, hvor den københavnske kvartet Trainman Blues gik på scenen i Farvergården. Trainman Blues består af irske Richard Farrell på sang og (fingerpicking) guitar, produceren og bassisten Laust ”Krudtmejer” Nielsen, trommespilleren Thomas Crawfurd og superguitaristen Ronni Boysen.

Trainman Blues er et band, der spiller unik blues af egen tilvirkning, og som ene og alene lyder som sig selv. Orkesteret har vind i sejlene. For eksempel fik de med deres debutalbum Trainman Blues (læs anmeldelse her) en Danish Music Award Blues i 2018 for Årets Danske Bluesudgivelse (læs her). Desuden vandt de ligeledes i 2018 Danish Blues Challenge (læs her).

Ronni Boysen er en travl mand, som ikke altid har mulighed for at være på scenen med resten af Trainman Blues, der således lejlighedsvis har benyttet sig af diverse andre yderst kapable guitarister som Joachim Svensmark, der var med til Danish Blues Challenge, og Rune Højmark, der var med på Randers City Blues Festival 2019 (læs her).

Imidlertid var det en sand fornøjelse atter at opleve Ronni Boysen sammen med resten af Trainman Blues, for dén mand er en ganske særlig guitarist med en helt egen, vidtfavnende spillestil, hvilket også blev bemærket af flere blandt orkesterets yderst talstærke publikum, der fyldte Farvergården godt op.

Solo

Koncerten startede som noget helt specielt med en vokal solopræstation ved Richard Farrell, der optrådte helt alene på scenen. ”Hold da helt kæft, hvor han synger godt,” hørte Bluesnews.dk én blandt publikum udbryde om Richard Farrell, og det kan man jo kun give vedkommende ret i.

Efter Richard Farrells solopræstation dukkede resten af bandet op, og så fulgte “The wind will blow me home”. Allerede her fik Ronni Boysen sparket en af mange fede guitarsoli ind, og han fremturede atter med formidabelt guitar-arbejde i andet nummer, ”Sit and practice”.

Der er hos Trainman Blues absolut plads til improvisatoriske indslag, og desuden var samtlige bandets egne numre lettere omarrangerede, så man ikke ”bare” fik kopiversioner af numrene fra deres debutalbum, og det var et godt træk.

Det yderst velsammenspillede Trainman Blues leverede fornemme præstationer fra samtlige musikere, der i alt spillede sig igennem ni numre. Blandt disse fik man aftenens eneste cover-nummer i form af Eric Bibbs ”I heard the angels singin’” i en udgave, der faktisk overgik originalversionen i intensitet.

”Tree of life” fik publikum også, og nummeret indeholdt en fin slide-guitarsolo ved Ronni Boysen. Trainman Blues afsluttede deres koncert med en flot udgave af ”Wholesome treat”, hvor Ronni Boysen atter trykkede den af med en glimrende guitarsolo.

Klokken var nu ca. 21.25 og det var tyndet kraftigt ud blandt publikum, der var trukket mod Amfiscenen for at høre engelske Jamie Cullum kl. 21.30. Imidlertid må man formode, at Trainman Blues fuldt fortjent fik mange nye tilhængere denne aften, for der er ingen tvivl om, at publikum fik sig en yderst tilfredsstillende koncertoplevelse i fremragende selskab med unikke Trainman Blues (læs interview med Richard Farrell her).

Singer/songwriter

Torsdag den 8. august kl. 19 gik Oscar Mukherjee og hans musikalske makker Jakob Holm, der spillede el-guitar, på scenen i Kulturmaskinen.

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Oscar Mukherjee er i vide kredse nok mest kendt som bluesmand, men han har flere karrierer kørende. Oscar Mukherjee har selvsagt en blueskarriere med sit band Mukherjee Blues, der har en gedigen cd bag sig (læs anmeldelse her).

Desuden har han en americana-musik-karriere i gang med orkesteret Oscar Mukherjee Band og cd’en Solid shade of blue fra 2018 bag sig. Ydermere har Oscar Mukherjee en singer/songwriter-karriere i kog, og det var denne, publikum blev præsenteret ved denne lejlighed.

Ikke blues

Oscar Mukherjee, der spillede akustisk guitar og mundharpe, slog følgende fast, før den første tone blev slået an på scenen: ”Det er ikke blues, vi spiller i aften.”

Så vidt, så godt. Egentlig burde Bluesnews.dk være smuttet her, men når Oscar Mukherjees inspirationskilder blandt andet omfatter blues – og folk, rock og pop – var der grund til at opleve singer/songwriter-versionen af kunstneren samt Jakob Holm, der i øvrigt også spiller med Mukherjee Blues (læs her).

Denne aften blev man præsenteret for et bredt udvalg af Oscar Mukherjees egne numre, og Bluesnews.dk nåede at høre syv kompositioner, gennem hvilke begge musikere supplerede hinanden på smagfuld vis.

Blandt andet hørte man de smukke numre ”Girl” og ”Anything for you” fra den kommende ep Sentimental sleep, der udgives til september. Bob Dylans ”It’s not dark yet” med Oscar Mukherjee på guitar og mundharpe blev også luftet i en fin udgave.

Slide-guitarmester

Farvergården bød på den engelske slide-guitarmester Jack Broadbent, der startede sin koncert kl. 20.45.

Grundet tidspres oplevede Bluesnews.dk kun fem numre, der blandt andet omfattede kompositioner af Canned Heat og Little Feat. Der var dog også et Jack Broadbent-nummer iblandt, nemlig den nye folk-agtige ”That’s a man”.

Jack Broadbent har en behagelig stemme, og at han kan noget som slide-guitarist, tydeliggjorde han i nummeret ”Midnight radio”. Jack Broadbent viste sig at spille slide-guitar som salig Jeff Healey, der konsekvent spillede med sin guitar på skødet.

Nåede man ikke at høre Jack Broadbent, kan man jo tjekke af hans live-album One night stand fra 2018, eller man kan besøge YouTube.

I nye klæder

På Posten var Miriam Mandipira & the Soul Family gået på scenen kl. 21.15. Bluesnews nåede frem kl. 21.25. Orkesteret er et helt nyt foretagende, og ideen er at tage numre op af kunstnere, der har betydet noget for orkestermedlemmerne, som for eksempel den store bluessangerinde Etta James.

Imidlertid spænder orkesterets repertoire bredt, for de spiller både blues, funk, soul og rock, og at dømme efter de fire numre, Bluesnews.dk oplevede, gør de, hvad de gør, rigtig godt.

Foruden sangerinden Miriam Mandipira består The Soul Family af musikere, der blandt andet har spillet med folk som Ester Brohus, Dodo & the Dodo’s og Lis Sørensen. Der er tale om bassisten Thomas Fog, tangentmanden Søren Skov, guitaristen Martin Stender og trommemanden Sten Rasmussen.

Miriam Mandipira blev i 2016 kåret som Årets Danske Bluesnavn, men denne aften var hun sandelig kommet i nye klæder. At hun mestrer bluesgenren, er en kendt sag, men at hun også gør sig fint inden for funk, soul og rock, fik det store publikum at høre til denne siddekoncert.

Der var fin kommunikation musikerne imellem og mellem musikere og publikum. På instrumentalsiden var der flere fine indsatser så som orgel- og guitarsoli, og Miriam Mandipira brændte i dén grad igennem, så der er nok ingen af de tilstedeværende, der er gået skuffede bort fra denne koncert, som Bluesnews.dk desværre måtte forlade kl. 21.45.

Festfyrværkeriagtig

På Amfiscenen var det engelske bluesrock-orkester Laurence Jones Band gået i gang med deres koncert kl. 21.30. Bluesnews nåede frem kl. 22.

Her måtte man straks tørre sveden af panden, for guitaristen og vokalisten Laurence Jones var godt fremme på scenekanten, hvor han excellerede i de helt rigtige rockguitarist-attituder, mens han gav en festfyrværkeriagtig guitarsolo, og resten af hans orkester kogte.

Laurence Jones Band, der primært spiller egne kompositioner, består foruden orkesterlederen af tre mere end kapable musikere, nemlig keyboard- og kormanden Bennett Holland, trommeslageren Philip Wilson og bassisten Gregory Smith. Desuden var korsangerinden Abigal Adi, eller bare Abbi, som noget nyt indforskrevet med virkelig god effekt.

Laurence Jones Band gæstede spillestedet Dexter i Odense i 2018 (læs her). Imidlertid var det selvsagt noget helt andet at opleve orkesteret på den langt større Amfiscene, og det var tydeligt, at Laurence Jones & co. også mestrer det at spille på store scener, og dét til det talstærke publikums udelte begejstring.

Varieret

Ganske vist sprøjtede Laurence Jones fine, hårdtpumpede guitartoner rundt i æteren, men man fik blandt andet også mere afdæmpede numre som den næsten balladeagtige ”Take me” fra 2017-albummet The truth.

Der var også et musikalsk tilbageblik som det kraftfulde titelnummer ”What’s it gonna be” fra 2015-albummet af samme navn, og sandelig om ikke også Creedence Clearwater Revival blev vakt til live i en velturneret udgave af sammes nummer ”Fortunate son”.

Samme komposition indeholdt blandt andet en sekvens af det velkendte The Spencer Davis Group nummer ”Gimme some lovin’” fra 1966 med en bidende guitarsolo indlagt.

Med en hårdtslående afslutning i form af nummeret ”Gotta get back up” fra 2012-albummet Thunder in the sky var koncerten slut kl. 22.45, men publikum ville have mere, og det fik de i form af en fremragende, længere udgave af bluesstandard-nummeret ”Driftin’ blues”, og kl. 22.53 var denne aldeles forrygende koncert ovre. Og publikum var forståeligt nok ellevilde med Laurence Jones Band.

At Laurence Jones er vokset både som guitarist, som vokalist og som performer, viste han med al ønskelig tydelighed på Amfiscenen, og forhåbentlig går der ikke alt for længe, før han og hans fine band vender tilbage til Danmark, for Laurence Jones er virkelig en bluesrock-stjerne i svøb, som man bør holde øje med (læs interview med Laurence Jones her).

Risager rykkede

Fredag den 9. august stod Thorbjørn Risager & the Black Tornado på Amfiscenen kl. 19.15. Orkesterlederen fortalte, at aftenens job var orkesterets første efter tre ugers ferie, så det var en veloplagt flok musikere, man havde med at gøre.

Publikumstilstrømningen var absolut pæn, men publikum var ikke så talstærkt som under koncerterne med Jamie Cullum og Laurence Jones Band. Imidlertid rockede folk med under hele koncerten og var tydeligvis begejstrede for, hvad de hørte.

Før musikerne gik i gang, bedyrede Thorbjørn Risager, at: ”Vi skal ha’ en fest. Den starter nu,” og så var der ellers smæk for skillingen og fuld valuta for pengene gennem de fjorten numre, orkesteret kom igennem, inklusive et ekstranummer. Jo, Risager & co. rykkede.

Niveauet var højt hele vejen igennem, og man blev trakteret med numre som den bastante ”Burning up”, den afdæmpede ”China gate”, en særdeles swingende, fin udgave af Big Joe Williams-nummeret ”Baby please don’t go” og den hårdtslående ”Rock ’n’ roll ride”.

Plads

Man kunne i øvrigt notere sig, at der er blevet en kende mere plads end hidtil til improvisatoriske elementer under orkesterets koncerter, og dette er kun positivt.

Desuden er der lavet lidt om på koreografien, som især trompetisten Peter Kehl og tenorsaxofonisten Hans Nybo står for, hvilket man også kan hilse velkomment.

Guitaristen Peter Skjerning forlod i al fordragelighed Thorbjørn Risager & the Black Tornado i 2018 (læs her). Hans afløser, som Bluesnews.dk oplevede som en del af Thorbjørn Risager & the Black Tornado for første gang denne aften, er ingen ringere end Joachim Svensmark.

Samme fik lov at strække ud flere gange og tilførte musikken ”lidt blues,” som orkesterlederen udtrykte det. Det var en fornøjelse at opleve Joachim Svensmark i denne sammenhæng, såvel som det var herligt at være vidne til instrumentalparløb mellem ham og instrumentkollegaen Thorbjørn Risager.

At samtlige musikere i dette højkvalitetsorkester kan deres kram og mere til, fik de atter vist i denne ombæring til publikums store begejstring. At orkesteret så insisterer på, at det er et rockband snarere end et bluesband, er en anden ting. Kvalitetsniveauet er der i hvert fald intet i vejen med.

Under alle omstændigheder var bluesmusikken pænt repræsenteret på Jam Days 2019.