Koncertanmeldelse: Johnny Rawls, Dexter, Odense

Tekst og foto: Jakob Wandam

Det var en soul blues-sanger i hopla, der indtog Musikhuset Dexter torsdag den 21. oktober. Johnny Rawls dansede, pjattede, konverserede og ikke mindst sang sig noget så strålende gennem en storartet koncert på det odenseanske spillested.

Sangeren, guitaristen og sangskriveren Johnny Rawls optrådte med det band, der nu i en årrække har bakket ham op, når han har spillet på vore breddegrader: Tyske Erkan Özdemir var på bas, sønnerne Kenan og Levent Özdemir på henholdsvis leadguitar og trommer, og italieneren Alberto Marsico spillede orgel.

Der var masser af smil musikerne indbyrdes, lige som publikumskontakten var i top hos især den erfarne forsanger, som gennem en menneskealder har lært kunsten at aflæse et spillelokale. Johnny Rawls ved, hvordan man skaber feststemning også hos et afmålt skandinavisk publikum, der på en hverdagsaften i oktober måske ikke er helt så talstærkt, som man kunne ønske.

Og fest blev der skabt med den rette balance mellem funky blues og blide sjælere, og med det rette mål af interaktion mellem folkene på scenen og tilhørerne på gulvet.

Blues-akkreditiver

Koncerten blev startet med et instrumentalt nummer fremført af The Özdemirs og Alberto Marsico, hvor bandet lige fik vist, at de havde deres blues-akkreditiver i orden. Her kom også backingbandets rollefordeling på plads med soloer fra Kenan Özdemirs guitar og Alberto Marsicos orgel.

Erkan og Levent Özdemir holdt sig i rollen som rytmesektion, og den rolle fastholdt de koncerten igennem uden skyggen af soloer fra nogen af dem. Med andre ord gjorde bas og trommer præcis, hvad de skulle, hverken mere eller mindre.

Alberto Marsico gjorde en stoisk figur bag orglet, hvor han bortset fra et stille smil kun sjældent fortrak en mine. Hans job var at give musikken fylde, og den opgave løste han med bravur. Hele tiden lå hans varme klangflader og holdt soul-gryden i kog, kun afbrudt af veltimede, disciplinerede soloer, snart svulmende og brusende, snart listige og dansende.

Også Kenan Özdemir kendte sin besøgstid som leadguitarist. Hans smagfulde licks og stramme soloer afslørede både en lækker tone og en stærk bluesfornemmelse, og de var med til at holde publikum på dupperne. Men han stjal aldrig billedet fra showets ubestridte stjerne.

Styrede showet

Selv om man klart fik fornemmelsen af et stærkt band-sammenhold mellem de fem musikere, var det nemlig Johnny Rawls, der meget overbevisende styrede showet helt fremme fra scenekanten. Her placerede han sig, da han dukkede frem til koncertens andet nummer, ”Too weak to fight”, og herfra veg han kun, når han ligefrem bevægede sig ned blandt publikum, hvilket skete flere gange.

Til gengæld var den 70-årige bluesmand yderst bevægelig mellem scenefløjene, og hans små dansetrin og store armbevægelser supplerede de begejstrede smil og det intense blik, der låste sig fast på skiftende publikummer. Det var en særdeles nærværende og veloplagt Johnny Rawls, der havde tilhørerne i sin hule hånd fra start til slut.

Velsyngende var veteranen også, og selv om der er kommet en ikke ubetydelig hæshed i Johnny Rawls’ stemme, var det snarere den varme glød og ubesværede frasering, der kendetegnede mandens røst. En blues shouter bliver Johnny Rawls aldrig, men han mestrer både de silkebløde ballader og den svedige funk, der udgør kernen i soul blues og southern soul.

Og så var der altså også lungekapacitet nok til at synge igennem, når det var påkrævet, og for eksempel i balladen ”Amazing love” ramte Johnny Rawls momentant næsten B.B. King-kvaliteter i vokalen.

Som guitarist var Johnny Rawls til gengæld tilbageholdende. Når han overhovedet spændte guitarremmen, var det primært for at spille rytmeguitar, hvilket han til gengæld gjorde glimrende. Kun en enkelt gang spillede Rawls en egentlig solo, nemlig på bluesen ”Shake it baby”, og dén var der heller intet at udsætte på.

Sangskriver

En glimrende sangskriver er Johnny Rawls tilmed, og han fremhævede gentagne gange, at repertoiret består af ”Johnny Rawls originals.” Helt renset for covernumre var sættet nu ikke, og vi fik fine versioner af for eksempel T-Bone Walkers ”Call it stormy Monday” og The Rolling Stones’ ”Beast of burden”.

Johnny Rawls’ forbilleder inden for soul blues og R&B anerkender han også gerne, og denne aften fortolkede han blandt andet den smægtende ”Members only” og publikumsfavoritten ”Turn on your lovelight” fra Bobby ”Blue” Blands repertoire samt Jackie Wilson-hittet ”(Your love keeps lifting me) higher and higher”.

Men hovedparten af aftenens 22 numre var Johnny Rawls’ egne, og han og bandet benyttede lejligheden til at lufte adskillige nye sange, som var tiltænkt en plads på det album, de stod over for at skulle indspille (læs her). Disse var iblandet Johnny Rawls-koncertfavoritter som ”Turning point”, ”Can I get it” og den funky ”Red Cadillac”.

Sidstnævnte blev leveret hele to gange! Efter ekstranummeret ville Johnny Rawls og co. ikke hjem, så ekstra-ekstranummeret blev en reprise af den populære ”Red Cadillac”.

Op at stå

Nu havde Johnny Rawls og hans band også fået publikum op at stå, for danses skulle der, sagde frontmanden, og danset blev der. Undervejs var der også både blevet klappet i takt og sunget call-and-response, og Johnny Rawls fik både takket publikum og anerkendt sit velspillede band på behørig vis.

En fremragende formidler og en stor soul blues-stemme fandt varmen, glæden og festen frem på en ellers lidt kold og kedelig oktoberaften. Southern soul til nordboerne var opskriften, serveret med overskud af en sprudlende Johnny Rawls og hans blues-kyndige band.