Kenn Lending Blues Band
Tekst og foto: Jakob Wandam
67-årige Kenn Lending har spillet på Mojo Blues Bar (og dens forgænger, Rådhuskroen) rigtig mange gange – helt præcis 613 gange, ifølge Lending selv. Det har selvfølgelig været både solo og i forskellige konstellationer, i sin tid for eksempel sammen med amerikanske ”Champion” Jack Dupree, senere blandt andet med Michael Sunding i samarbejdet Lending & Sunding – Higher Ground (læs her).
Men mon ikke de fleste koncerter alligevel har været med Kenn Lending Blues Band, som Lending stiftede i 1980? Den seneste inkarnation af orkestret debuterede netop på Mojo Blues Bar i København i februar sidste år, og lørdag den 28. januar 2023 klokken 22 var Kenn Lending Blues Band så tilbage på Mojos lille scene.
Afstikkere
Henrik Kjelin
Bandet tæller i dag Kenn Lending på guitar og vokal, Henrik Kjelin på orgel, Svenni Svafnisson på bas og Jacob Vikkelsø på trommer. Og det er en musikersammensætning, som passer rigtig godt til Lendings foretrukne funk-orienterede blues med diverse verdensmusikalske afstikkere.
Særligt kunne man konstatere, at Henrik Kjelin og hans Hammondorgel var rigtig klædelige sparringspartnere for Kenn Lending. Kjelin er ikke en organist, der spiller kropsligt og eksplosivt som for eksempel en Palle Hjorth; snarere virker Henrik Kjelin som en rolig, næsten stoisk tilstedeværelse på scenen. Men hans konstante modspil til kapelmesteren var en bærende kraft for musikken, og det var en fornøjelse at høre Kjelin lade sine soloer folde sig ud.
Kenn Lending
Bandet spillede tre sæt, hvilket gav dem rig mulighed for at veksle mellem de forskellige stilarter. Åbningsnummeret var for eksempel den swingende jump blues-standard ”Everyday I have the blues”, indspillet af blandt andre Memphis Slim, Joe Williams og B.B. King, og Lending viste, at han kan sin B.B. King, med skarpe, velplacerede guitar-stik.
Ånden fra B.B. King levede også på Kenn Lendings egen, swingende ”Ain’t it hard” – ”vores hit,” som Lending kaldte den, oprindelig fra Steamin’ hot (1988) – med en fed, bidende guitarsolo. Og så var Lendings guitararbejde knivskarpt i både en King’sk intro og en virkelig stærk solo på T-Bone Walker-nummeret ”I’m in an awful mood” (alias ”I woke up this morning”).
Klasse
Svenni Svafnisson
Sidstnævnte var et af koncertens højdepunkter. Blandt de øvrige var Kenn Lending-kompositionen ”Chess” (der findes på hans cd Game of life (1995)). Her spillede Svenni Svafnisson dyb, groovy bas, Lending brød ind med prikkende guitar-fills, og Henrik Kjelin leverede en herlig orgelsolo. Alt sammen bidrog til et fedt groove, der byggede op til en skarp og opfindsom guitarsolo med bismage af både Carlos Santana og John McLaughlin. Klasse!
I det hele taget fik numrene god tid til at udfolde sig, mens orkestret udforskede de forskellige grooves. På ”Down the alley” var det for eksempel et reggae-beat, der lå til grund, mens især Henrik Kjelin ved orglet tryllede. Og ”Afro blue” var en instrumental latin jazz-standard af cubanske Mongo Santamaria.
Jacob Vikkelsø
Men ofte var det funk, der var drivkraften, ikke mindst i ”It ain’t good news”, hvor Kenn Lending fandt alle cirkustrickene frem og spillede med tænderne som plektre og med næsen på gribebrættet (dog ikke på én gang!).
Andre funky numre fra Kenn Lendings pen var ”It’s been a long time” og ”Time”. Funk var der også i bandets fremragende version af New Orleans-guitaristen Steve Masakowskis instrumentale ”Sidewalk strut”, hvor Jacob Vikkelsø brillerede med fedt, second line-påvirket trommespil.
Vikkelsø spillede med whiskers på den langsomme, stemningsfulde ”Black clouds”. Her var Kenn Lending skiftet til 12-strenget guitar, og det gav en helt særlig lyd og atmosfære – meget vellykket.
Publikumsvenlige
Kenn Lending
Koncertens hovedvægt var meget naturligt lagt på Kenn Lendings egne numre – han har trods alt en diskografi på fjorten album i eget navn samt endnu flere sammen med andre bands og kunstnere – men det tredje og afsluttende sæt blev hovedsageligt dedikeret til publikumsvenlige bluesstandarder.
Det var blandt andet ovennævnte ”I’m in an awful mood”, men også Bumble Bee Slims ”Bricks in my pillow” tog kegler med en muskuløs guitarsolo og fedt trommespil. Jacob Vikkelsø var også særdeles livlig bag trommerne på ”I’m coming home”, tredje sæts enlige Lending-komposition, der også bød på soloer til hele holdet.
Den absolut største publikumssucces blev dog Jimi Hendrix’ ”Voodoo child (Slight return)”. Dén gør altid lykke, men Kenn Lending Blues Band spillede den nu også ualmindeligt fedt i et sumpet, sejt og senet arrangement. Her spillede Kenn Lending med bottleneck-slide og velproportioneret brug af wah-wah-pedal.
Kenn Lending Blues Band
Kenn Lending Blues Band kunne lukke og slukke klokken 01.20 efter en kæk ”Got my mojo working”, naturligvis med indlagt syng med-seance. Det var første gang, Bluesnews.dk oplevede orkestret i denne opstilling, og det viste gode takter og lover godt for det varslede studiealbum (som dog ikke er lige på trapperne, betroede Kenn Lending til dette organ).
Samspillet med de nye folk Jacob Vikkelsø og Henrik Kjelin, og særligt interaktionen mellem guitar og orgel, har tilført en ny friskhed til veteranerne Kenn Lending og Svenni Svafnisson, og bandet har samtidig vist, at de er i stand til at følge Kenn Lending ud af de tangenter, hvor hans muse måtte føre ham.