Lending & Sunding – Higher Ground
Tekst og foto: Jakob Wandam
Konstellationen var sådan set ikke ny. Kenn Lending, Michael Sunding, Esben Duus og Dan Rasmussen har spillet massevis af jobs sammen som Kenn Lending Blues Band. Alligevel var det en slags premiere, da kvartetten optrådte på en temmelig fyldt Mojo Blues Bar i København lørdag den 30. november (og et pænt stykke ind i søndag den 1. december).
Kenn Lending og Michael Sunding
Hvor Kenn Lending Blues Band har kapelmesteren som det ubestridte fokuspunkt, er Lending & Sunding – Higher Ground nemlig et helt demokratisk projekt, hvor i hvert fald Kenn Lending (guitar og vokal) og Michael Sunding (Hammondorgel og vokal) deler spotlyset. De kan så optræde enten som en egentlig duo eller med udvidet besætning. Sidstnævnte var altså tilfældet på Mojo, hvor Esben Duus var på trommer, mens Dan Rasmussen betjente bassen.
Bredspektret
Det betød også, at Lending & Sunding præsenterede et mere bredspektret repertoire, end man er vant til hos Kenn Lending Blues Band. Funk og soul har længe været en væsentlig del af Lendings lyd, men duoen bevægede sig mere helhjertet ind på R&B-territoriet, hvor Michael Sundings soulstemme er hjemmevant, og så var der også betragtelige mængder latin-blues i de tre sæt, som blev spillet mellem klokken 22 og 01.30.
Kenn Lending
Måske fordi vi nu engang var på Mojo, blev der dog lagt ud med egentlig blues, nemlig Z.Z. Hills velkendte ”Down home blues”. Snart gik den dog over i bandets ”titelnummer”, Stevie Wonders ”Higher ground”, og så var festen i gang. Michael Sunding stod for sang og lækkert funky orgelspil, mens Kenn Lending begyndte at vise, hvad han kan på en guitar. Ganske vist var der lige lidt indledningsvis famlen i hans brug af wah-wah-pedalen, men han fik også vredet nogle fine ting ud af instrumentet, som var umiskendeligt Lending.
De to frontfigurer delte leadvokalerne imellem sig, men der var også flere instrumentale numre på sætlisten. Det var ikke mindst på disse numre, at latin-tonerne sneg sig ind. Kenn Lending startede i sin tid indspilningskarrieren med latin-fusionsbandet Himmelexpressen, og for eksempel hans komposition ”Rain”, der indledte aftenens andet sæt, var ren afrocubansk funk.
Spille med musklerne
Esben Duus
Latin-numrene var også kærkomne lejligheder til, at Dan Rasmussen på bassen og især Esben Duus bag trommerne kunne spille med musklerne. Og så var det klart disse numre, der fik flest folk ud på dansegulvet.
Latin-rytmerne sneg sig også ind alle vegne. Michael Sundings egen ”Re-sold blues” havde et funky habanera-beat, men også spiritualen ”I’m on my way to Canaan land” og sågar B.B. King-hittet ”The thrill is gone” blev leveret i en latinamerikansk tone.
Bluesfans kunne måske nok have ønsket sig lidt mere rendyrket blues. Kenn Lendings guitar spillede i denne konstellation en mere tilbagetrukket rolle end sædvanligt, og det betød færre smagsprøver på hans letflydende bluesspil, der, når han er bedst, er i verdensklasse.
Imidlertid er det svært at argumentere mod succes, og Lending & Sunding fik skabt en forrygende stemning og trængsel på dansegulvet med deres miks af blues, funk, soul, gospel og latin.
Højdepunkter
Kenn Lending og Michael Sunding
Blandt højdepunkterne var en hæsblæsende udgave af Aretha Franklins mægtige funk-klassiker ”Rock steady” med Michael Sunding på falsetsang og koklokke. En skøn instrumentalversion af ”Amazing grace” var også i særklasse, og hele koncertens bluesprægede tredje sæt var rigtig velfungerende. Her kunne man mærke, at Lending løsnede op, samtidig med at Sunding for alvor havde sunget sig varm.
Dan Rasmussen
Ray Charles’ ”What’d I say” (som igen er cubansk influeret) dannede atter kulisse for et stopfyldt dansegulv, Rasmussen og Duus gyngede forbilledligt, og publikum var også i dén grad med på en omgang call-and-response.
Og så lagde det faktisk slet ikke en dæmper på stemningen, når Kenn Lending kastede sig ud i en slow blues som ”The welfare (turns its back on you)”.
Den blev endnu et højdepunkt, hvor Lending endelig kunne lade sit bluesspil få frie tøjler, og også Michael Sunding fik vist sin klasse udi det bluesorienterede orgelspil.
Shownummer
Kenn Lending
”Got my mojo working” var Kenn Lendings shownummer, og den fik vanen tro hele armen – og næsen og tænderne! – under hans opvisning, som var afslutningen på tredje sæt. Som ekstranummer sang Michael Sunding for på en svedigt funky ”Will it go round in circles” af Billy Preston.
Mojos koncerter starter gerne sent (oftest, som her, klokken 22), og publikum begyndte da også at sive, efterhånden som koncerten kom ud på de små timer.
Michael Sunding
Ikke desto mindre holdt Lending & Sunding – Higher Ground stemningen kørende i uformindsket grad. Ja, faktisk var den stadigt stigende helt frem til koncertens afslutning.
Det siger en hel del om projektets levedygtighed og berettigelse, for Lending & Sunding – Higher Ground er et fest-orienteret band, hvor funk-stemningen er i højsædet. Er publikum ikke med, falder et sådant koncept til jorden. Det var der ingen fare for på denne svedige aften på Mojo.