Koncertanmeldelse: Miriam Mandipira & the Soul Family, Bartof Station, Frederiksberg

Tekst og foto: Jakob Wandam

Bluesnews.dk bevidnede Miriam Mandipira & the Soul Familys koncert i Taastrup, kort efter at de havde udsendt debut-ep’en One (læs anmeldelse af ep’en her).

Hvor koncerten i Taastrup var en relativt kort affære, som nærmest havde karakter af en showcase for det nye band (læs anmeldelse her), kunne Bartof Station på Frederiksberg lægge hus til en fuldlængde-optræden, da orkestret spillede, hvad de kaldte deres egentlige debutkoncert torsdag den 13. februar (dette til trods for, at de faktisk debuterede allerede i sommeren 2019 på Jam Days i Odense – læs her).

Det var tydeligt, at den mellemliggende tid var blevet brugt til dels at samle repertoire til to sæt, dels at arbejde videre med en egentlig identitet for Miriam Mandipira & the Soul Family.

Andet hjem

Miriam Mandipira & the Soul Family består af Martin Stender på guitar, Sten ”Larm” Rasmussen på trommer, Thomas Fog på bas, Søren Skov på keyboards og Miriam Mandipira på vokal. Mandipira har nærmest sit andet hjem på Bartof Station, hvor Bluesnews.dk tidligere har oplevet hende sammen med Troels Jensen (læs her), A Very Big Band (læs her) og The Blue Belles of Joy (læs her).

Hertil kommer hendes andre projekter som Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost, Blues Explosion og Tivolis forskellige orkestre.

Med The Soul Family føjer Miriam Mandipira endnu en dimension til sit musikalske virke. Blues og jazz vil altid være en del af hendes tonesprog, men her er udtrykket mere orienteret mod soul og pop. Og atter en gang viste Miriam Mandipira, at hun har stemmen til at tackle et hvilket som helst sangmateriale og gøre det til sit eget.

Etta James

Så hjælper det naturligvis også at have opbakning fra musikere, som ikke bare er erfarne og topprofessionelle, men som også tydeligvis nyder at spille med hinanden og med Miriam Mandipira.

De fem musikere, der udgør bandet, fandt oprindeligt sammen omkring en fælles kærlighed til Etta James, men sætlisten gik langt ud over rhythm & blues-divaens i øvrigt ret eklektiske materiale.

Der var genvalg til hele sætlisten fra Medborgerhuset Lipperts i Taastrup og dermed også til det meste af One-ep’en (”At last” er det eneste nummer, der ikke har fundet vej til koncerterne).

Etta James-repertoiret blev således dækket med bluesstandarden ”I just wanna make love to you”, Alice Coopers ”Only women bleed”, den jazzede ”Sunday kind of love” og en aldeles majestætisk ”I’d rather go blind”, som afsluttede koncerten. Desuden havde Miriam Mandipira & the Soul Family føjet en funky ”Something’s got a hold on me” til spillelisten.

Inden det kom så vidt, skulle vi dog igennem et vidtspændende udvalg af sange. Amy Winehouses jazz-soul’ede ”Take the box” åbnede ballet, og langt det meste af aftenen gik da også med covernumre. Blandt højdepunkterne var en smukt sunget ”What do you do now” (Savage Rose) og en helt forrygende og bevægende ”Isn’t it a pity” af George Harrison.

Egne sange

Mindst lige så interessant var det dog, at bandet nu også bragte egen sange på banen. Dels fik vi Miriam Mandipiras ”Blame me” – indspillet sammen med Troels Jensen & the Healers og altid et højdepunkt ved hendes koncerter – dels blev et par helt nye sange bragt til torvs.

”Give a little loving” var således skrevet af Mandipira og Jens Rugsted og var et let funky soulnummer, som gav anledning til en syng-med-seance med et engageret Bartof-publikum. ”Dad is gone” var en jazzy soulballade a la Crusaders/Randy Crawford, skrevet af The Soul Familys bassist Thomas Fog og broderen Henrik Fog.

Endelig gav den nye ”Ennui” mindelser om Steely Dan eller Doobie Brothers med sit bløde vestkyst-funk/soul-udtryk.

Holdånd

De nye sange var et tegn på, at her var et band, der var ved at udvikle sig til mere end bare et fritids-hygge-foretagende. Miriam Mandipira & the Soul Family har været en del år undervejs, men nu er de altså klar til at gøre noget mere alvorligt ved sagen.

Man kunne da også spore masser af holdånd i deres optræden på Bartof. Den indbyrdes anerkendelse og begejstring, når et nummer sad lige i skabet (og det gjorde de fleste), var en fryd at overvære. Og der var grund til begejstring over for eksempel Sten ”Larm” Rasmussens præcise, detaljerede og varierede trommespil på ”Isn’t it a pity”, den lækre, diskrete vibrato i Thomas Fogs basspil på ”I would rather go blind” eller de flotte guitar- og Hammondorgel-soloer af henholdsvis Martin Stender og Søren Skov på Kim Larsens ”This is my life”.

Miriam Mandipiras vokal er stadig uden sidestykke på den danske musikscene, altid i perfekt pitch og med en imponerende selvfølgelighed i kontrollen over styrke, fraseringer og vibrato.

Stående applaus

Intetsteds kom det samlede musikerniveau bedre til udtryk end på en formidabel gennemspilning af The Beatles’ Abbey Road-medley (”You never give me your money”/”Golden slumbers”/”Carry that weight”/”The end”). Dét fungerede bare, og publikum kvitterede da også med stående applaus.

Med den udsolgte koncert på Bartof Station fik Miriam Mandipira & the Soul Family en stærk debut, og det bliver spændende at se, hvad de kan drive dette projekt til – og hvilken plads bandet får i Miriam Mandipiras mangefacetterede musikalske løbebane.