Koncertanmeldelse: Miriam Mandipira & the Soul Family, Medborgerhuset Lipperts, Taastrup

Tekst og foto: Jakob Wandam

Med den nys udgivne ep One i bagagen (læs anmeldelse her) troppede Miriam Mandipira & the Soul Family op i Medborgerhuset Lipperts i Taastrup onsdag den 23. oktober. Anledningen var en koncert arrangeret af foreningen Bag Duggede Ruder, en musikklub, hvis koncept blandt andet er baseret på, at koncertdatoerne er kendt, men hvem der spiller, annonceres ikke.

Denne onsdag var der to koncertnavne på den ikke-eksisterende plakat. Nikolaj & Piloterne lagde ud klokken 20, og cirka klokken 21.30 tog Miriam Mandipira og hendes band over. Selv om publikum ikke på forhånd kendte aftenens program, var The Soul Family dog ikke ukendte for dem, for Thomas Fog på bas, Sten ”Larm” Rasmussen på trommer, Martin Stender på guitar og Søren Skov på keyboard har spillet mange gange hos Bag Duggede Ruder.

Ny sammensætning

Sammensætningen med Miriam Mandipira var dog ny, og det var da ifølge sangerinden også kun det fjerde fælles spillejob for Miriam Mandipira & the Soul Family. De trakterede det stopfyldte Medborgerhus med et kort sæt bestående af soul, pop, blues og jazz, alt sammen bearbejdet igennem Miriam Mandipiras stærkt personlige destilleri.

Miriam Mandipira & the Soul Family mødtes oprindelig om en fælles kærlighed til Etta James. Og lige som der var noget paradoksalt ved mødet mellem James’ dampende hede bluesstemme og Riley Hamptons orkesterarrangementer, der på forbløffende vis fungerede så godt, fik The Soul Family nogle kvaliteter frem i Miriam Mandipiras sangforedrag, som var anderledes, end hvad vi kender fra hendes samarbejde med bluesmusikere som Troels Jensen og Big Creek Slim eller jazzbands som Kjeld Lauritsens trio.

Thi for nu at konstatere det åbenlyse er The Soul Family hverken et bluesband eller et jazzband. The Soul Family spillede den lækre lyd og pakkede Miriam Mandipiras stemme ind i fløjsbløde toner.

Dermed ikke sagt, at musikken var kønsløs eller – vorherre bevares – kedelig, men man mærkede straks, at hér var et sammenspillet band med et veludviklet pop-øre.

Fåmælt

De lagde ud med den elegant jazzede ”A Sunday kind of love”, den første af fire numre, der gik igen fra One-ep’en. Det var en relativt fåmælt Mandipira, der præsenterede aftenens numre, men man fik dog hurtigt fornemmelsen af hendes velkendte lune, da hun introducerede Willie Dixons bluesstandard ”I just wanna make love to you” (oprindelig indspillet af Muddy Waters i 1954 og senere bl.a. af Etta James i 1960).

Det var aftenens mest bluesy moment, og The Soul Family håndterede blues-idiomet på deres egen måde – uden Waters’ Chicago-råhed, men med en drivende hed, næsten lummer energi udtrykt blandt andet gennem en lækker, disciplineret guitarsolo fra Martin Stenders Gibson ES-335.

Han skiftede til Fender Stratocaster på den efterfølgende ”What do you do now” af Thomas & Anders Koppel. Den var nok første gang, denne anmelder hørte Miriam Mandipira fortolke den danske pop/rock-sangskat, men et vist åndeligt slægtskab med Savage Rose og Annisette – en anden sangerinde med en stor stemme og et internationalt niveau – virker ikke fortænkt.

Kim Larsen

Men det blev ikke ved Savage Rose; også Kim Larsen var såmænd på programmet. Den engelsksprogede ”Fly away into the night”, en hyldest til John Lennon og en af Larsens mere obskure skæringer fra albummet Sitting on a timebomb (1982), blev leveret som en jazzet ballade. Og koncertens ekstranummer var såmænd Gasolin’-balladen ”This is my life”.

Inden da skulle vi dog vidt omkring. Amy Winehouses ”Take the box” var en lejlighed for bandet til at finde de mere fusionsrock’ede, funky takter frem. ”Malaika” lod til gengæld Miriam Mandipira gribe tilbage til sine afrikanske rødder – sangen er skrevet af Adam Salim fra Tanzania, var et hit for sydafrikanske Miriam Makeba og blev altså her sunget af zimbabwiske Mandipira.

Og Alice Coopers ”Only women bleed” – også indspillet af Etta James, og af Miriam Mandipira & the Soul Family på One – var en powerballade og en vokal tour-de-force af Mandipira.

Et disciplineret hele

Det var meget naturligt bandets forsanger, der stjal billedet, men man kunne altså ikke undgå at bemærke, hvor tight The Soul Family spillede. De fremstod som et disciplineret hele med en lyd, der var glat og glad på den fede måde og samtidig gav plads til, at for eksempel Søren Skov pludselig kunne eksplodere i en funky keyboard-solo (eller et Stevie Wonder-citat), eller Thomas Fog kunne kræse for os med et par smooth-jazzede bas-solotakter.

Sten Rasmussen bag trommerne bærer tilnavnet ”Larm”, men der var ikke meget larm over hans spil. Tværtimod var han en konstant solid og gnidningsfri aksel i The Soul Familys vellydsmaskine.

Det var sjovt og interessant at høre Miriam Mandipira tage livtag med et uvant repertoire, men et højdepunkt var nu stadig hendes egen ”Blame me”, der stammer fra albummet My love, som hun udgav sammen med Troels Jensen & the Healers i 2017 (læs anmeldelse her). Det er en fremragende sang, som samtidig udstiller mange af Mandipiras sangtekniske kvaliteter, herunder hendes imponerende vibrato-kontrol.

Sjæl

”I’d rather go blind” sluttede kredsen og bragte os tilbage til udgangspunktet – Etta James – og til Miriam Mandipira som det vokale kraftcenter. Selv ikke Søren Skovs fine, Thomas Koppel-lignende orgelflader kunne rive fokus fra Mandipiras stemmeopvisning. Og vi kan gentage, hvad vi skrev om One: Det kan godt være, at vi har hørt Etta James’ bluesballade til bevidstløshed, men hvis man ikke bliver bevæget af at høre Miriam Mandipira synge ”I’d rather go blind”, mangler man altså noget af sin sjæl!

Mon ikke Miriam Mandipira også fik sig nogle nye fans i musikklubben Bag Duggede Ruder denne onsdag aften? Der var i hvert fald stor begejstring at spore hos publikum, da de med stående applaus tog afsked med Miriam Mandipira & the Soul Family i Taastrup.

De havde fået en kort, men effektiv præsentation af orkestrets styrke og alsidighed, og de havde i øvrigt fået det i lydmæssigt noget nær perfekte rammer. Der skal lyde en stor ros til lydmanden i Medborgerhuset Lipperts, som havde en stor andel i, at koncerten var kræs for øregangene fra start til slut.