Koncertanmeldelse: Mojo Makers, Blågårds Apotek, København

Tekst og foto: Jakob Wandam

Københavnske Mojo Makers er netop hjemvendt fra en turné i Tyskland og kunne derfor træde op på Blågårds Apotek, Nørrebro i København fredag den 16. november. Kvartetten er aktuel med det Danish Music Award-nominerede album Songs of the sirens (læs anmeldelse her), som udkom på cd i september (online-versionen har været tilgængelig i Danmark siden marts).

Opstillingen var, som på albummet, Kasper Osman på leadvokal og rytmeguitar, Kristian Hoffmann på leadguitar, dobro og lapsteel, Kristian Bast på elbas og ukulele-bas samt Morten Hæsum på trommer. Koncerten var berammet til klokken 21, og musikken startede på klokkeslættet.

Skramlet intro

Kristian Hoffmann lagde ud alene med en skramlet intro, hvilket ikke fungerede helt optimalt. Publikum lod til at være i tvivl om, hvorvidt koncerten rent faktisk var i gang, eller om der stadig var lydprøve. Snart kom resten af bandet dog på scenen og gav sig i kast med ”Faster with the gun” fra debutalbummet Wait till the Morning (2013), og så var der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om.

Sangen havde en sumpet, voodoo-agtig rytme, særligt båret af Morten Hæsums fremragende trommespil, som koncerten igennem emmede af New Orleans-funk. Særligt hans brug af gulvtammen var stemningsskabende, og selv om Mojo Makers blander mange elementer, var der en underliggende Neville Brothers/Daniel Lanois-atmosfære især i de første to sæt.

Næste nummer, ”Hit me one time”, begyndte som en minimalistisk John Lee Hooker-boogie startet af Kasper Osman med sagte whiskers-spil af Morten Hæsum, og det blues’ede groove dannede bund for Kristian Hoffmanns kantede guitarsolo.

God variation

Bandet spillede tre sæt i alt mellem klokken 21 og 24, og der blev spillet numre fra alle Mojo Makers’ tre studieplader samt adskillige numre, der ikke er at finde deres album. Kvartetten skriver selv sine sange, og det gør de godt. Deres form for blues, eller bluesrock, er ikke traditionel 12-takters blues, og Mojo Makers har et originalt og mangeartet udtryk. Derfor var der god variation i sættene.

I første sæt fik vi blandt andet ”Away” fra Songs of the sirens og ”Come on brother” og ”Indian woman” fra Devils hands (2014). Førstnævnte bød på ekkofyldt dobro med pragtfuld bottleneck-slide spillet af Kristian Hoffmann, hvilket på effektiv vis gav den en David Lynch-stemning. På ”Indian woman” gav Morten Hæsums dansende NOLA-trommespil og Kristian Basts bas sangen en jazzet rytmik, inden Hoffmanns skramlede, ukonventionelle spil – nu atter på elektrisk Fender Stratocaster – fik lov til at rulle sig ud i et langt instrumentalt break.

På ”Come on brother” havde Kristian Hoffmann atter skiftet instrument, nu til lapsteel, og sammen med Hæsums skønne trommespil tilførte det et element af hill country blues.

Inciterende

Efter et lille kvarters pause fortsatte Mojo Makers med ”Howl away” fra Devils hands. Kristian Hoffmann frembragte en fed slide-lyd på sin dobro, mens sanger Kasper Osman til gengæld havde sat guitaren fra sig. Han har en fascinerende, udtryksfuld stemme med en inciterende skrøbelighed, som er med til at give Mojo Makers deres helt eget præg. Det hørte man ikke mindst på den efterfølgende ”I’m your man” (som hverken var Leonard Cohens eller Wham!’s sang!), en langsom, længselsfuld ballade, hvor Osman dog også demonstrerede noget fin string-bending i en sjælden guitarsolo fra hans side.

På den følgende, næsten fusionsjazzede ”Go home” var Kristian Hoffmann dog tilbage i det instrumentale fokus med en vild, psykedelisk guitarsolo med wah-wah-pedal, suppleret af funky akkompagnement fra rytmesektionen.

Den skiftende instrumentering var med til at skabe afveksling i Mojo Makers’ udtryk, og undervejs hørte man også Kristian Bast på en bas-ukulele, som trods sin ringe størrelse kunne emulere lyden af en kontrabas. Det fungerede rigtig godt på de mere jazzede, langsomme numre, hvor den blev taget i brug – gerne i samklang med Kristian Hoffmanns dobro.

Led Zeppelin-agtig

Andre numre havde en tung, Led Zeppelin-agtig lyd. Den fine ”Bless my soul” fra Song of the sirens, for eksempel, begyndte ganske vist sagte, gospelagtig og næsten a cappella, men udviklede sig til et hårdt rocknummer. ”The girl with the red dress” var til gengæld ren funk a la Prince.

Andet sæt blev afsluttet med den groovy “The river”, hvor publikum fik lov til at synge med, og Kristian Hoffmann spillede fed slide på Stratocasteren.

Guitarsoloerne blev efterhånden længere og vildere, og musikken bevægede sig ud i flere retninger. Hoffmanns spil blev helt John McLaughlin-agtigt avantgardistisk på ”One for the money” fra Songs of the sirens, og også på den rock & roll/garage-prægede ”Man fire soul” fra Devils hands spillede han en forrygende, skæv guitarsolo.

Vokal-blær

”Bound for the cradle” var en glimrende, funky rocksang, og balladen ”Coming home to you” fra Wait till the morning – der på bandets Live in Germany (2014) har skiftet navn til “Ain’t got time” – var slow blues-lignende og gav Kasper Osman mulighed for at lave lidt vokal-blær til sidst.

Kristian Hoffmann gik i fuld Hendrix-modus på den riff-baserede, rockende ”Let me take you there” og spillede støjende og forvrænget med god brug af whammy-barren.

Blågårds Apotek måtte ikke forstyrre naboerne med live-musik efter klokken 24, så bagkanten var givet på forhånd for Mojo Makers, der som ekstranummer spillede titelsangen fra Songs of the sirens. Dermed var det bedste gemt til sidst, for kompositionen er ganske enkelt et lille mesterværk. Et mellemøstligt-klingende riff var basis for nummeret, som også bød på en herligt vrængende guitarsolo.

Største aktiv

Mojo Makers’ styrke som sangskrivere var også deres største aktiv som live-orkester, for det var umuligt at kede sig undervejs i den alsidige koncert, hvor bandet også fik det optimale ud af et firemands-ensemble ved at spille med skiftende instrumentering og varierede stilretninger.

Desuden var Kasper Osmans vokal dragende, rytmesektionen Bast og Hæsum energisk og veloplagt, og Kristian Hoffmanns strenge-præstationer originale og opsigtsvækkende.

Er man til stemningsfuld bluesrock med et unikt udtryk, bør kan unde sig selv at høre Mojo Makers på plade og bestemt også i levende live.