Koncertanmeldelse: Niclas Bardeleben, Bartof Station, Frederiksberg

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Claudia Adeath

Allerede i november 2019 udkom Niclas Bardelebens album N.O. in my heart, Cph in my blood i download- og streaming-format (læs anmeldelse her). Fra den 23. januar 2020 kunne man erhverve sig albummet på vinyl, og det skulle naturligvis fejres med en release-koncert. Denne fandt sted samme dag på Bartof Station på Frederiksberg.

Trommeslageren Niclas Bardeleben kendes af bluespublikummet for sit samarbejde med blandt andre Miriam Mandipira og Christian Bundgaard. For eksempel sad han bag trommerne, da Christian Bundgaard vandt Danish Blues Challenge i 2015. Niclas Bardeleben optræder også i New Orleans-foretagendet Bylling/Bardeleben Project sammen Johan Bylling Lang, og han er i det hele taget et kendt ansigt hos dem, der dyrker den blues, jazz og rhythm & blues, der udspringer af New Orleans.

Kapelmester

Med N.O. in my heart, Cph in my blood er han dog for alvor sprunget ud som kapelmester. Hans band på Bartofs scene var med en enkelt undtagelse det samme, som man kan høre på albummet. De fire blæsere var altså igen Vincent Nilsson på trombone, Henrik Bolberg på trompet og flygelhorn, Jan Harbeck på tenorsax og Jesper Løvdal på klarinet og barytonsaxofon. Matthias Petri havde erstattet Lasse Mørck på kontrabassen. Jazz-kendere vil vide, at det var lidt af et dream team.

Og publikum på Bartof Station blev da også vidner til lidt af en drømmekoncert. Niclas Bardeleben og co. spillede hele albummet igennem og supplerede med et ekstranummer, og der var tale om New Orleans-baseret blues-jazz på allerhøjeste plan.

Den blot 29-årige Bardeleben har allerede markeret sig som en fremragende trommeslager, og det var verdensklasse, hvad han præsterede denne aften. Ekstremt disciplineret, opfindsomt og opmærksomt spil med såvel stikker som whiskers og bare hænder holdt tilskuernes opmærksomhed fangen, samtidig med at han rundhåndet delte spotlyset med solisterne – og det vil sige samtlige medlemmer – i bandet.

Respekt og veneration

Numrene på N.O. in my heart, Cph in my blood er i det store hele kompositioner af New Orleans-musikere, som Niclas Bardeleben så har arrangeret særdeles originalt, men med stor respekt og veneration for forlægget. Bardelebens arrangementer bæger præg af hans skandinaviske herkomst og tilfører i de fleste tilfælde en umiskendeligt nordisk melankoli, men også en modernitet, der udfordrer stilens konventioner.

Turner Laytons ”Dear old Southland” åbnede sættet med en militærbegravelses-agtig trompet-intro af Henrik Bolberg. Så faldt de øvrige blæsere ind (minus Løvdal, der sad over på dette og flere andre numre), og med trommer og bas kom et temposkift og et ”Summertime”-lignende melodistykke.

Niclas Bardelebens stikker dansede på bækken og lilletromme, så det var en fryd, mens Bolberg leverede en fed, bluesy trompetsolo. Det hele emmede af New Orleans, men på en skæv, lidt urovækkende vis. Nummeret sluttede med hvirvlende blæsere, der igen ledte tankerne mod en New Orleans-begravelse.

Effektive temposkift

Spencer Williams’ meget kendte ”Basin Street blues” fulgte, indledt af Niclas Bardelebens energiske tamburinspil. Atter skabte de effektive temposkift overgange mellem det velkendte og det udfordrende. En sublim blues-solo af Vincent Nilsson på trombone gik over i Jan Harbecks saxofonsolo, der indfangede det lidt slibrigt burleske i Basin Street-kvarteret. En klagende trompetsolo ledte over i oldschool ensemblespil med alle blæserne, inklusive Jesper Løvdal på klarinet.

”Bechet’s Creole blues” – af Sidney Bechet, ikke overraskende – blev introduceret som ”en hyldest til alle danske bassister” (som der er mange gode af). I dette tilfælde var Matthias Petri featured artist og spillede både med og uden bue. Endnu en gang var effekten stor, da blæserne brød igennem, og Jesper Løvdal satte trumf på med en klarinetsolo med næsten mellemøstlige undertoner.

Niclas Bardeleben præsenterede alle numrene på både informativ og underholdende vis. Det gjaldt også Louis Armstrongs blues ”Someday you’ll be sorry”, hvor New Orleans-atmosfæren endnu en gang fik et skud nordisk melankoli. Henrik Bolberg spillede nu flygelhorn, og Vincent Nilsson diskede op med en sørgmunter trombonesolo spillet med dæmper. Mathias Petris bassolo udløste skulderklap fra Bolberg, som afsluttede nummeret på trompet.

Enestående teknik

Niclas Bardeleben er den type trommeslager, som man aldrig bliver træt af at se spille. Der er en skarphed og energi i hans spil, som få kan gøre ham efter, og hans teknik er enestående. Blandt andet kunne man høre ham spille melodistemmen på trommerne(!) i af Harry Warrens ”Jeepers creepers”, som Bardeleben havde arrangeret som en hyldest til jazztrommeslageren Ed Thigpen. Det urolige, drilske arrangement gav nummeret en rastløshed, som fik tilhøreren ud på kanten af sædet. Tempoet var højt, og sveden sprang fra Bardeleben, der hele tiden opmærksomt dirigerede bandet med øjnene.

Rastløsheden kunne man også høre på Hoagy Carmichaels ”New Orleans”, hvor den i konstante temposkift alternerede med et dovent beat og søvnig, solvarm sydstatsstemning.

Med ”Who took the happiness out?” bevægede vi os op mod en mere nutidig New Orleans-form. Nummeret er skrevet af Dirty Dozen Brass Bands Kirk Joseph, og man genkendte deres stil med second line-trommer og hvirvlende blæsere.

Niclas Bardeleben fungerede som frempisker, Matthias Petri var hyperaktiv på bassen, og Jan Harbeck og Jesper Løvdal duellerede. Vi fik også her aftenens hidtil længste trommesolo, og den var ikke kedelig!

Atypisk

På vinyludgaven af N.O. in my heart, Cph in my blood er der ikke blevet plads til ”The man on my shoulder” (den findes på den digitale version), og det er en skam. Nummeret er atypisk – det er Niclas Bardelebens eneste egen komposition på albummet, det er det eneste vokalnummer, og det er en dyster og smådeprimerende sang, skrevet fra en junkies synsvinkel. Men det er også et særdeles stærkt og bevægende nummer, og Niclas Bardeleben har faktisk en glimrende sangstemme.

Nummeret startede med kun bas og vokal, og langsomt kom trommerne til, spillet med whiskers og bar hånd. En basunsolo af Vincent Nilsson gav lidt tiltrængt blues-varme, inden tenorsax, flygelhorn og klarinet kom til. Efter en flot vokal-afslutning kunne Niclas Bardeleben og hans band høste et stort og langvarigt bifald.

Han havde dog allerede fra begyndelse annonceret, at der ville være et ekstranummer, og det blev Fats Wallers ”Baby brown”. Dette swingende indslag blev en sand tour de force for Niclas Bardeleben, der rundede koncerten af med en aldeles hæsblæsende trommesolo. Igen demonstrerede han fabelagtig teknik, denne gang ved blandt andet at spille uden stikker – nærmest som spillede han congas.

Mindeværdig

Flere numre var der ikke på programmet, men koncerten havde også allerede været en mindeværdig musikalsk oplevelse. Et fænomenalt dygtigt band havde med humor og bunker af positiv energi levendegjort Niclas Bardelebens projekt med at spille New Orleans’ hjerte ud igennem et københavnsk blodkredsløb.

Resultatet var betagende, livsbekræftende og bare skidegodt!