Peter Nande
Tekst og foto: Jakob Wandam
Fredag den 2. oktober var Peter Nandes fødselsdag, og hvad ville være et bedre sted at fejre den end på Mojo Blues Bar i København?
En ekstra grund til at feste var, at Mojos booker gennem 25 år, Rasmus Vinther, også havde fødselsdag.
Egentlig var det britiske Big Joe Louis, der skulle have spillet på Mojo denne aften, men han måtte melde fra for at undgå coronakarantæne, når han skulle hjem til England igen.
”Erstatningsband”
Mikko Peltola
Så måtte Peter Nande samle et ”erstatningsband”, der i første omgang inkluderede Tim Lothar. Men også han måtte melde afbud for at kunne få lov til at gennemføre en efterfølgende turné i Tyskland. Heldigvis var der andre stærke kræfter, der kunne træde til, så aftenens hold bestod af Peter Nande (mundharpe, vokal og percussion), Alain Apaloo (barytonguitar og vokal), Mikko Peltola (trommer) og Morten Rune (guitar og vokal).
Alain Apaloo
De diskede op med tre sæt med sej, groovy blues a la Chicago, the Mississippi hill country og Vestafrika m.m., og det blev en festlig aften med indlagte publikumsquizzer og højt humør både på og foran scenen.
Selv om Peter Nande var aftenens ordstyrer, var det en rigtig ensemble-koncert, hvor Nande, Apaloo og Rune skiftedes til at agere frontmand. Og Alain Apaloo lagde ud med et personligt tag på Robert Johnsons ”When you got a good friend”. Arrangementet var et godt eksempel på Apaloos stil, der parrer delta bluesens sumpede groove med ørkenbluesens ringlende guitartoner og let messende vokal.
Eskapader
Peter Nande
Peter Nande bød ind med sit mere Chicago-funderede mundharpe-akkompagnement, som også matchede Morten Runes skarpe guitartone godt. Men selv om der var et klar Chicago-præg over mange af koncertens sange, fik de fleste numre lov til at udvikle sig til langstrakte, groove-baserede eskapader, forankret i Mikko Peltolas tunge, men spændstige trommespil.
Morten Rune var i front på Muddy Waters’ ”You can’t lose what you ain’t never had”, en lækker gang oldschool-Chicago-shuffle, hvor Runes bidende guitartone virkelig kom til sin ret. Det samme gjorde sig gældende med Tampa Red-nummeret ”I can’t get long with you” med pragtfuld akkompagnementsspil af Peter Nande.
Morten Rune
Nande selv sang en rumba-rytmisk ”Early in the morning” (Louis Jordan-sangen, ikke Sonny Boy Williamsons). Der var god pondus i Peter Nandes dybe stemme, som blev suppleret af korsang fra Apaloo og Rune, og en lille syng-med-seance med publikum blev det da også til. Inden da havde den velspillende Mikko Peltola fået aftenens første trommesolo, en mulighed, han greb med dansende let, latin-præget spil.
Glansnumre
Alain Apaloo
Andet sæt blev åbnet med et af Peter Nandes glansnumre, Al Simmons’ ”Ain’t too old”. Ofte serverer han den i et jug band-lignende arrangement – som det for eksempel kan høres i hans indspilninger sammen med Tim Lothar på Walk right in (læs anmeldelse her) eller Two for the road. Her fik den imidlertid et mere hill country blues-præg over de insisterende guitar-rundgange og Mikko Peltolas tunge tromme-beat.
Men der var også decideret funk i Alain Apaloos guitarspil, og i det hele taget gjorde kombinationen af de fire musikeres forskelligartede baggrunde og fremgangsmåder koncertoplevelsen unik.
Oscar Mukherjee
Et ekstra element blev tilføjet i slutningen af andet sæt, hvor der var gæsteoptræden af guitaristen og sangeren Oscar Mukherjee. Han byttede plads med Morten Rune, der så sad over i de to sidste numre, Guitar Slims ”The things that I used to do” og Howlin’ Wolfs ”Killing floor”. Mukherjee sang dem begge, og ikke mindst Guitar Slim-nummeret var en showcase for Oscar Mukherjees helt fænomenale, gnistrende guitar-arbejde. Han bliver dog bedre og bedre!
Skiftet stil
Morten Rune
Aftenens tredje og sidste sæt begyndte med endnu et tungt Chicago-groove i form af Little Walters ”Mellow down easy” med Peter Nande på leadvokal. Så blev der skiftet stil, idet Morten Rune sang den smægtende soul blues ”Let’s straighten it out”, og dét gjorde han godt – Latimores hit lå godt til Morten Runes stemme.
Alain Apaloo leverede fed bastoner og tog derefter selv over på Nat King Coles stemningsfulde ”China gate”, som blev tilføjet ekstra noir-stemning af Peter Nandes diskrete mundharpe. Så var det ved at være slut, og det stod ikke til at ændre, for Mojo skulle tømmes klokken 22 for at overholde corona-reglementet.
Peter Nande og Morten Rune
En fødselsdagssang fik Nande dog af publikum, inden han selv sang for på en afsluttende version af Snooky Pryors ”She tried to ruin me”.
Hermed sluttede en ret festlig fødselsdagskoncert med et band, som måske nok var blevet samlet i ellevte time, men som ikke desto mindre – eller måske netop derfor – bød på en alsidig, unik og ret fed bluesaften.