Samba Touré
Tekst og foto: Jakob Wandam
Fredag den 7. april sad mange odenseanere formodentlig og nød forårsvejret på terrassen eller i sommerhuset. Måske derfor var der for første gang på den igangværende turné ikke udsolgt til en koncert med den maliske bluesmand Samba Touré, der tilbragte langfredag aften på spillestedet Dexter.
Turnéen havde ellers været både i Nederlandene, Belgien og Sverige samt i Vanløse, hvor alle billetter var blevet solgt, for Samba Touré er ved at være et rigtig veletableret navn inden for afrikansk blues og verdensmusik. Touré har da også flere gange tidligere besøgt Danmark, og hver gang Bluesnews.dk har set ham, har han været mere end overbevisende.
Energifyldt og medrivende
Djimé Sissoko, Samba Touré, Souleymane Kane
Derfor var Bluesnews.dk på plads igen på Dexter, og atter imponerede Samba Touré og hans band med en energifyldt og medrivende koncert.
Hvor Touré i 2019 havde optrådt med en kvartet (læs her), var der denne gang skåret ned til et tremandsband, som ud over kapelmesteren på elguitar og leadvokal bestod af gengangerne Djimé Sissoko på ngoni, tamani og kor og Souleymane Kane på kalabas og kor.
Djimé Sissiko
Koncerten var så at sige bygget op på samme måde som mange af de enkelte kompositioner, hvor der først blev etableret et groove og siden skruet mere og mere op for intensiteten. Djimé Sissiko var først på scenen med en instrumental intro på tamani, en lille tromme, der bæres i armhulen. Han fik snart selskab af Souleymane Kane, som aftenen igennem lagde bunden på sin kalabas, der blev slået an med både håndflader og stikker.
Alle mand var på plads til den vuggende ”Goye kurya” (fra 2009-abummet Songhai blues), hvor Sissiko nu havde skiftet til strengeinstrumentet ngoni. Her fik man det første af mange eksempler på det fede sammenspil mellem Djimbé Sissikos ngoni og Samba Tourés guitar.
Fascinerende lethed
Samba Touré
Touré er tydeligt bluesfunderet og spillede med en meget karakteristisk afrikansk lyd, der skiftede mellem den klare, ringlende tone a la Paul Simon-guitaristen Vincent Nguini og en mere beskidt, metallisk og næsten støjende sound, som man kender den fra ørkenbluesbands som Tinariwen. Der var en fascinerende lethed over Samba Tourés touch, som til dels blev faciliteret af hans brug af fingerplekter, men som nok primært simpelthen skyldtes en ubesværet musikalitet.
På samme vis svævede hans klare, gennemtrængende røst over strengeinstrumenternes sammenflettede lydlandskab, rigtig godt bakket op af Souleymane Kanes og Djimé Sissokos korsang. Dette samspil kunne tage form af call-and-response, men havde også ofte karakter af unison forstærkning, der gav punktvis variation i et lydbillede, som var præget af en tilsigtet monotoni.
Djimé Sissioko
I afrikansk blues ødsler man nemlig ikke med akkordskiftene. Men man skal naturligvis ikke forveksle monotoni med kedsommelighed, for lige som det i amerikansk blues ikke er tolvtaktersformen, der er det interessante, men hvad man stiller op med den – således findes genialiteten i den vestafrikanske blues i de små variationer, skift i tempo og intensitet og i licks og fraseringer.
Dem mestrer Samba Touré, og han spillede ofte med en helt B.B. King-agtig timing og klarhed. Andre gange blev der brugt effektpedaler og spillet rivende rocket, men altid elegant og veltimet. Der var desuden en fed kontrastvirkning mellem Samba Tourés guitar og Djimé Sissokos bluesy ngoni-spil. De elektrisk forstærkede ngonier kunne have et meget varieret udtryk og lød snart som en banjo, snart som en elguitar, komplet med wah-wah-pedaler, og snart som en harpe eller måske snarere en kora.
Galopperende
Souleymane Kane
Souleymane Kanes kalabasspil var en effektiv drivkraft, og hans galopperende rytme gjorde for eksempel den fængende ”Al barka” umulig at sidde stille til. Publikum lyttede ellers i noget, der lignede andægtighed, men stemningen blev mere og mere løssluppen, efterhånden som aftenen skred frem.
Kommunikationen mellem scene og publikumsrækker var naturligvis hæmmet af, at der næppe var mange af koncertgængerne, der forstod noget af sangteksterne, og Samba Touré var tydeligvis mest komfortabel med at tale fransk til publikum, hvilket heller ikke alle mestrede. Men musikken talte sit eget, tydelige sprog, og som tilhører forsvandt man længere og længere ind i de vuggende bluesrytmer.
Selv om der ikke blev talt voldsomt meget fra scenen, virkede Samba Touré også mere og mere tilpas med situationen. Da han fandt ud af, at ”merci” på dansk hed ”tak”, løsnede det for alvor op for smilene, og han strålede nærmest, når han efter numrene kunne grine ”TAK, TIK-TAK!”
Løssluppen
Samba Touré og Souleymane Kane
Musikken blev også mere og mere løssluppen, ligesom dansetrinnene blev fundet frem, hver gang endnu et nummer nærmede sig sit crescendo. Publikum sang med på ”Wande”, der dermed fik et ganske andet udtryk end versionen på albummet af samme navn. Og som belønning for den gode modtagelse blev koncerten udvidet langt ud over den sætliste, som Touré havde liggende foran sig.
Blandt andet blev det, med to fremkaldelser, til hele syv ekstranumre, hvorved koncerten kom til at strække sig til næsten to timer uden pause. Så nok kunne man have ønsket sig et større fremmøde på denne helligdag, men Samba Touré og hans band var i hvert fald ikke tilsvarende karrige med musikken. De leverede varen og langt mere til.
Djimé Sissoko og Samba Touré