Koncertanmeldelse: Sari Schorr, Godset, Kolding

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Mandag den 7. oktober 2019 var der premiere på Godset i Kolding med den amerikanske bluesrock-sangerinde og -sangskriver Sari Schorr og hendes band, der denne aften spillede deres første job i Danmark nogensinde.

Foruden jobbet på Godset spillede Sari Schorr & co. tre jobs på dansk grund i uge 41, 2019, på deres første Danmarksturné, der forhåbentlig ikke bliver deres sidste.

Danske yndere af kvalitets-bluesrock bør nemlig unde sig selv chancen for at opleve Sari Schorr og hendes band i levende live, for det er sjældent, at man bliver konfronteret med et orkester i dén genre, der har en kvinde i front, og hvor kvalitetsniveauet er betragteligt højt.

Sari Schorrs vokal er blevet beskrevet som et miks af Janis Joplin og Tina Turner, hvilket ikke er helt ved siden af. Imidlertid efterligner Sari Schorr ingen andre. Hun har sin helt egen stemme, der spænder over fem oktaver, og som tilmed har et behageligt, charmerende anstrøg af hæshed.

Brooklyn

Sari Schorr stammer fra Brooklyn, New York City. I ungdomsårene beskæftigede hun sig intensivt med opera, men efterhånden blev det bluesmusikken, hun primært arbejdede med. Jazz, pop og rock er hende dog heller ikke fremmede genrer.

Sari Schorrs musikalske forbilleder er mange, for eksempel Son House, Howlin’ Wolf, Muddy Waters, Leadbelly, Bessie Smith, Etta James og Ella Fitzgerald. Hertil kommer dog også navne som Robert Johnson, Robert Plant og Bob Dylan.

Sari Schorr sang i længere tid kor for Joe Louis Walker og Popa Chubby og har turneret i Australien og Asien med mere. For for et par år siden blev hun indvalgt i New York Blues Hall of Fame.

Sari Schorrs anmelderroste første album A force of nature (2016) er produceret af den legendariske engelske producer Mike Vernon og er som efterfølgeren ude på det engelske pladeselskab Manhaton Records.

Kuffert

Sari Schorr har tætte familierelationer i USA, hvor hun tilbringer en del tid, men blandt andet på grund af hendes pladeselskabs geografiske placering befinder Sari Schorr sig også ofte i Storbritannien, oplyste hun til Bluesnews.dk efter koncerten.

Sari Schorr sagde eksempelvis: ”Jeg har flyttet utroligt meget rundt og har boet i Tyskland, Frankrig, Spanien og England. Kort sagt har jeg boet i en kuffert i lange tider, og det gør jeg stadig.”

”Jeg vil gerne have en fast bopæl i Europa, for eksempel i England. Jeg har prøvet det. Jeg boede oven på et bageri i byen Bath i nogen tid, men måtte flytte, da bageriet lukkede, og andre skulle bruge min bopæl.”

England er et vigtigt sted for Sari Schorr, slog hun fast over for Bluesnews.dk.

”Jeg er jo fra storbyen, men jeg har virkelig brug for fred og ro til at tænke og til at skrive sange, og så er der lige det med mit pladeselskab.”

Landlige omgivelser

”Jeg er meget glad for de landlige omgivelser, som jeg har fundet i England, for eksempel i det engelske grevskab Somerset, hvor Bath ligger. Desuden ligger mit pladeselskab – Manhaton Records –  i et roligt miljø i landsbyen Twyford i grevskabet Hampshire, og det er jeg glad for,” sluttede Sari Schorr.

På Sari Schorrs Manhaton Records debutalbum medvirker navne som guitaristerne Walter Trout og Oli Brown samt keyboardmanden John Baggott (Massive Attack og Portishead).

I 2018 kom så Sari Schorrs andet album Never say never til mange anmelderroser.

Albummet består som debut-skiven primært af Sari Schorr-kompositioner og er indspillet live i studiet med den samme fine besætning, som man kunne opleve på Godset i Kolding.

Lige på

Med start klokken 20 gik aftenens koncert i gang med Sari Schorr på vokal og tre englændere, nemlig den fine guitarist Ash Wilson, der har sit eget band og et fornemt album – Broken machine fra 2017 – på gaden, den solide bassist Mat – eller Matthew – Beable (The Nimmo Brothers) og den versatile trommeslager Roy Martin, samt en hollænder, keyboardmanden Bob Fridzema, der har samarbejdet med navne som Dana Fuchs, Joanne Shaw Taylor og King King.

Holdet gik lige på uden ét ord med Sari Schorr og Bob Fridzema-nummeret ”The new revolution”, der tekstmæssigt kredser om verdens bekymringsvækkende tilstand. Nummeret findes på Never say never.

Ikke så mærkeligt med dén tekst, for foruden sin metier som musiker er Sari Schorr optaget af humanitære områder og har beskæftiget sig med boligsociale og uddannelsesmæssige spørgsmål, såvel som hun har arbejdet for Amnesty International med mere.

Instrumentalt og vokalt gik alt op i en højere enhed med smæk på og tyngde, og man blev præsenteret for et utrolig velspillende band, som var en sand fornøjelse at opleve hele koncerten igennem. Tilmed så Sari Schorr glad ud og demonstrerede et intenst vokaludtryk, mens hun smådansede omkring på scenen.

Kor

Der var direkte overgang til den langsomme ”Damn the reason” fra A force of nature, der på tekstsiden drejer sig om vold på hjemmefronten, og Sari Schorrs gestik understøttede teksten.

Her var der fint korarbejde ved Fridzema, Beable og Wilson, og sidstnævnte trykkede en fornem solo af, så man måtte spidse ører en ekstra gang.

Før tredje nummer, ligeledes fra A force of nature, den tempo-neddæmpede ”Demolition man” med tydelig blues feeling, henvendte Sari Schorr sig til publikum med disse bevingede ord, da publikum havde klappet af:

”Well, thank you so much! This is our first show in Denmark, and you always remember your first,” (sagt med glimt i øjet), “and we’re not on drugs, so we’ll remember!”

Og så var der ellers valuta for alle pengene i “Demolition man”, hvor man fik en fornem orgelsolo og en ditto guitarsolo. Nummeret gik direkte over i”Ain’t got no money”, der er åbningsnummer på A force of nature.

Format

Her viste Schorr virkelig sit format som vokalist. Her var blidt mod hårdt og store, imponerende stemmemæssige udsving. Tilmed var nummeret aldeles vuggende og medrivende. Ash Wilsons guitar spillede op mod Schorrs vokal på bedste vis, og alle fem musikere demonstrerede vitalitet og spilleglæde.

Man bemærkede desuden Roy Martins varierede trommespil, og endvidere blev man næsten slået bagover af den fremragende lyd, der er på Godset, både i salen og på scenen. Det sidste ifølge Ash Wilson, som Bluesnews.dk snakkede med efter koncerten. Således var alt jo godt på lydfronten.

Det samme gjaldt musikernes varierede sæt som sådan, og det var tydeligt, at Sari Schorr efterhånden blev mere og mere afslappet, og oftere end ved koncertstarten henvendte sig til det ca. 100 mennesker store publikum med præsentationer af op til flere numre.

For eksempel af den langsomme Mott the Hoople-skæring ”Ready for love”, der blev et hit for Bad Company i 1970’erne. Dette ret bastante nummer blev leveret med pondus, og Sari Schorr kærtegnede fragmentarisk egen krop og omfavnede næsten samme som for at understrege sangens budskab. Desuden demonstrerede hun atter stor vokalvariation.

Helt egen

Sari Schorr og hendes glimrende medmusikere gav på lidt over halvanden times tid 17 numre inklusive et ekstranummer. Kvalitetsniveauet var højt hele koncerten gennem, og der var efterhånden god kontakt til publikum fra en klædeligt ydmyg Sari Schorr.

Desuden var det tydeligt, at humøret på scenen var højt med både mange smil og anerkendende nik raden rundt, og i det hele taget var det et gennemsympatisk hold, der betrådte Godsets scene denne aften.

Repertoiret var som antydet en blanding af Sari Schorrs egne numre og et par covers. Tilmed fik man også et par bluesstandard-numre, som for eksempel Leadbellys ”Black Betty” fra A force of nature.

Her gjorde Sari Schorr ”Black Betty” til sin helt egen sang, og for første gang denne aften tog hun sin mikrofon i hånden og gav den gas med fuld opvisning i alle sine vokalkvaliteter. Bandet var i dén grad med hende, og atter fik man en forrygende guitarsolo ved Ash Wilson.

Imponerende

Sari Schorr præsenterede Willie Dixon-klassikeren ”I just want to make love to you” med disse ord: ”We’re now gonna do one of my favourite blues tunes. We’ve got a special arrangement for you.”

Ja, dét tør nok siges! Man fik nemlig en helt anderledes version af nummeret, end man på nogen måde kunne forvente, helt forskellig fra de mange andre udgaver, man har hørt.

Her var der en rå, næsten larmende forvrænget guitar-intro. Ikke nok med dét; Ash Wilson angreb konstant sin guitar og gav blandt andet en forrygende, lang, overfed solo. ”I just want to make love to you” blev her kørt i en tætpakket uptempo version, og Sari Schorr var som sine medmusikere i hopla. Hun leverede lange, rygradsrislende skrig, men også næsten hviskende vokal, og alles indsatser var aldeles overbevisende.

Hyldest

Dernæst fulgte Sari Schorrs hyldest til Robert Johnson i form af åbningsnummeret på Never say never, ”King of rock and roll”. Atter vist Sari Schorr sine gnistrende vokaltænder i en grad, så hun fremstod som en veritabel vokalorkan. Og bandet lod hende ikke alene.

Her var igen forrygende instrumentalarbejde fra alle hendes fire medmusikere. Desuden var der effektfuldt korarbejde ved både bassist og guitarist, såvel som den versatile keyboardmand lejlighedsvis sang unisont med Sari Schorr.

Fint korarbejde var der også i Sari Schorrs egen ”Valentina” fra Never say never, et meget hårdtpumpet, velfungerende nummer, hvor Ash Wilson atter stak guitarsolosnuden frem.

Teksten til nummeret drejer sig om at blive fortabt i ”fame and fortune” i stedet for at sætte fokus på langt vigtigere dele af tilværelsen, så som ”unconditional love,” som Sari Schorr udtrykte det.

Plads

Ash Wilson havde sin akustiske guitar fremme i den næsten poprock-agtige ”Turn the radio on” fra Never say never, og afslutningsnummeret på denne glimrende koncert blev den behagelige, men ret faste ”Back to L.A.”, hvor Sari Schorr igen demonstrerede sin vokale spændvidde.

Og spændvidde er der virkelig også i bandet som sådan. Ash Wilson sagde for eksempel til Bluesnews.dk: ”Det er en stor fornøjelse at spille med Sari, for hun giver os medmusikere masser af plads.”

Klokken var nu 21.35, og publikum gav musikerne stående ovationer i en grad, så et ekstranummer måtte komme, og det gjorde det i form af Never say never-nummeret ”Maybe I’m fooling”.

Med dette på alle planer saft- og kraftfyldte nummer sluttede en aldeles fornem bluesrock-med-mere-koncert med en i Danmark endnu ret ukendt amerikansk sangerinde og hendes fortræffelige medmusikere, som det kun kan anbefales, at man stifter bekendtskab med.