Koncertanmeldelse: Tamikrest, Dexter, Odense

Tekst og foto: Jakob Wandam

Tamikrest er et band fra Mali, hvis medlemmer hovedsageligt tilhører nomadefolket tuareg, der holder til i den nordlige del af landet samt i tilstødende områder i nabolandene Niger, Algeriet, Burkina Faso og Libyen. Det er en krigshærget region, hvor forskellige terroristgrupperinger, banditter og Malis egen hær gør livet farligt.

Læg hertil et hårdt og omskifteligt klima og manglende muligheder for ordentlig skolegang. Der er mange grunde til at synge the blues i tuareg-regionen, og området har da også fostret ørkenblues-giganter som Tinariwen, Terakaft, Bombino og Mdou Moctar.

Maliske realiteter

Tamikrest tilhører denne kategori, så det var lidt af et scoop at få bandet til Musikhuset Dexter i Odense den 4. december. Det var dog også et indblik i de maliske realiteter, for Tamikrest mødte op som trio og ikke som den kvintet, de normalt er. Det havde ganske enkelt ikke været muligt for de resterende medlemmer at komme sikkert til hovedstaden Bamako og dermed få det visum, der var nødvendigt for at kunne spille i Europa.

Trioversionen af Tamikrest bestod af bandets frontfigur og primære sangskriver Ousmane Ag Mossa på vokal og guitar, Cheick Ag Tiglia på bas, kor og guitar og franske Cedric ”MomoJee” Maurel på kalabas, trommer, ankelbjælder og keyboard.

Formatet betød, at Tamikrest spillede med en mindre tætpakket lyd, end man ellers hører fra dem. Som Cedric Maurel udtrykte det, spillede Tamikrest i stedet, som de ville gøre omkring lejrbålet, og publikum fik så lov til at være deres lejrbål.

Den første halvdel af koncerten var også relativt afdæmpet med Ousmane Ag Mossa på halvakustisk guitar. Hans sagte fingerspils-intro til ”Imidiwan” blev først kun akkompagneret af en dæmpet keyboard-drone, inden Cedric Maurels tunge kalabas-beat satte ind, og Cheick Ag Tiglia fyldte tomrummene ud med en fed og fyldig basgang. Samtidig sang han kor bag Ousmane Ag Mossas messende, let arabisk-lydende leadvokal.

Tamashek

Tamikrest synger på sproget tamashek, og dét var det nok de færreste blandt publikum, der forstod. Sangene blev dog præsenteret på fransk af Ousmane Ag Mossa, mens Cedric Maurel kunne agere tolk for publikum og oversætte til engelsk.

Når man ikke kunne forstå teksterne, var man i stedet hensat til at fordybe sig i musikkens grooves – Ousmane Ag Mossas følsomme og nogle gange skrøbelige stemmeføring, ringlende guitar-rundgange og fingernemme licks, Cheick Ag Tiglias cremede basgange og lyse korsang og Cedric Maurels virtuose kalabasrytmer – og det var man godt tjent med.

Ousmane Ag Mossas fingre dansede over gribebrættet på ”Tapsakin”, og hans blik låste sig fast på Cheick Ag Tiglias, hvis dybe bas-toner forankrede sangen. På den smukke ”Azawad” (fra det seneste album, Tamotaït (2020)) blev endnu et element tilføjet, idet Cedric Maurel nu placerede sig bag trommesættet. Han spillede med køller, og de dæmpede bækkenslag og siden lilletrommespil var med til at give nummeret fremdrift, men fortsat uden at musikkens lejrbåls-karakter ændrede sig væsentligt.

Det kom med det efterfølgende nummer, hvor Cedric Maurels håndklap fik publikum i sving, og mens Maurel atter kastede sig over kalabassen, klappede tilhørerne videre.

Elektrisk

Herefter skiftede Ousmane Ag Mossa til elektrisk guitar, og hans to medspillere forlod scenen for en stund. Tempoet blev atter skruet ned, og det var op til den nu stående Ag Mossa at bære et vemodigt, vuggende og nøgent nummer igennem med blot vokal og guitar.

Det gjorde han fornemt med diskrete, men alligevel insisterende, små ringlende guitarlicks.

De blev erstattet af bluesy rundgange på ”As sastnan hidjan”, hvor Cheick Ag Tiglia og Cedric Maurel atter bemandede bas og kalabas.

Koncertens første egentlige uptempo-nummer kom med ”Imanin bas zihoun” fra gennembrudsalbummet Chatma (2013). Maurel tordnede løs på bækkenerne, Ousmane Ag Mossa spillede rocket elguitar, og det var, som slog lynet ned i Dexter. Det lød afsindig fedt, og det var helt umuligt ikke at klappe i takt.

Cedric Maurels gulvtam bankede ”Djanegh etoumast” (fra samme album) i gang, og den holdt det høje tempo kørende. Der var nu mere bevægelse i musikerne end nogensinde, og Ousmane Ag Mossa og Cheick Ag Tiglia fandt hinanden og det fælles groove midt på scenen.

Stjernestund

Det var Cheick Ag Tiglias stjernestund, og han afløste Ousmane Ag Mossas kværnende blues-rundgange med en forrygende slap bass-solo.

Således opildnet kunne publikum naturligvis ikke lade Tamikrest slippe, selv om bandet nu takkede af. Et ekstranummer var påkrævet, og det blev Ousmane Ag Mossas intense hjemstavnshyldest ”Aratane n’ adagh”.

Cedric Maurels synth-flader og kalabas lagde en stemningsmættet bund, hvorpå Ousmane Ag Mossa kunne lade sine Mark Knopfler-lignende flesh to strings-toner lyde – en mere fyldig og mindre ringlende lyd, end vi ellers hørte fra hans side.

Cheick Ag Tiglia supplerede på den halvakustiske guitar, og dette smukke og stemningsfulde nummer fik lov til at afrunde koncerten.

Cirka en time og 20 minutter tilbragte Dexter-publikummet i selskab med trio-udgaven af Tamikrest. Det kunne sagtens have været mere, og oplevelsen blev en helt sikkert en anden, end den ville have været med et komplet band. Men den intime fremførelse havde en egen værdi og var en nydelsesfuld oplevelse, som der næppe var nogen blandt publikum, der ville have undværet.