Koncertanmeldelse: The Blue Junction, Egtved Forsamlingshus, Egtved

Tekst og foto: Peter Widmer

Den hæderkronede østjyske blueskvartet The Blue Junction – eller bare Blue Junction – genopstod den 13. november 2021 i Egtved Forsamlingshus, hvor de som en engangsforestilling gav deres første koncert i 12 år. Dette skete på opfordring af Filip Hoffmann, der er primus motor bag bluesarrangementerne i Egtved (The Blue Junction kan man læse mere om her).

Genoplivningen af The Blue Junction under overskriften The Blue Junction Revival havde næsten religiøse over- og undertoner, og det var tæt på, at man var vidne til den ypperlige blueskvartets genkomst. Der var altså næsten tale om bandets genopstandelse, og aftenens koncertpublikummer var ret så andægtige og så klart frem til Blue Junctions koncert.

Samme antog forlods næsten karaktér af en spirituel begivenhed, hvor ærefrygt var, hvad man som publikum udviste. Det gjorde publikum da også med en god del modifikationer. Den dér med ærefrygt holdt altså ikke helt, for The Blue Junction-medlemmerne er en seriøs, men humorbefængt flok, og dét smittede af på publikum.

The Blue Junction – sangeren, sangskriveren og guitaristen Ole Frimer, guitaristen Uffe Steen, bassisten Morten Brauner og trommespilleren Claus Daugaard – tager desuden ikke sig selv spor højtideligt. Alle fire har de benene solidt plantet på jorden og møder folk der, hvor de er.

Koncertstart

Det gjorde de selvsagt også denne aften, hvor deres koncert var berammet til at gå i gang klokken cirka 19.30. Dette var naturligvis efter, at både publikum og musikere til sammen havde indtaget læssevis af veltilberedt flæskesteg med sprød svær, rødkål og rugbrød med smør, hvis man ville have det. Bespisningen gik i øvrigt i gang omkring klokken 18.

Folk, der var bænket ved langborde, kastede sig over den gode flæskesteg med tilbehør, som om de ikke havde indtaget føde i flere dage. Maden var i øvrigt som ved alle bluesarrangementerne i Egtved Forsamlingshus inkluderet i billetprisen. Flæskestegen med mere var ad libitum, og der var mere end rigeligt til alle.

Det ene fad efter det andet blev tømt for flæskesteg som dug for solen, og det var ikke mange skiver gris, der var tilbage, da folk havde spist det, de ville. Da folk havde fået gnasket af, bordene var ryddet, og folk havde fået købt drikkevarer og havde plantet sig på deres pladser, var man klar til musikken.

Imidlertid bød Filip Hoffmann først behørigt velkommen. Klokken havde nu nærmet sig otte, og aftenens vært gik på klokken 20.03 med nogle velvalgte ord og en gang passende spøg og skæmt. Filip Hoffmann foregav at være i radiokontakt med NASA i Houston, Texas.

Publikum med

Naturligvis skulle der tælles ned til raketaffyring som startskud til Blue Junctions koncert, og det 66 folk store publikum blev bedt om at være med til nedtællingen, efter at Filip Hoffmann på udenlandsk havde spurgt: ”Commander Daugaard, are you ready?” Claus Daugaard svarede bekræftende, og så blev der talt ned til koncertstart.

Samme fandt sted klokken 20.05, hvor The Blue Junction skød aftenens musikalske løjer i gang med en sej, vuggende udgave af ”Introduced to the blues” fra albummet The Journey, der kom på gaden i 2006. Her hørte man Ole Frimer på vokal og akustisk guitar med en fin solo, mens Uffe Steen supplerede med kongenialt el-guitarspil.

Morten Brauner leverede fuldfede bas-toner, mens Claus Daugaard fyldte op med glimrende trommespil. Uffe Steens indtagende Fleetwood Mac og Santana anno 1969-inspirerede instrumentalnummer ”Strange spirit” fra 2002-albummet Diamond on a dump fulgte som en blød overgang til aftenens tredje komposition.

Samme var ”Get out of my life woman” fra Blue Junctions prisvindende debutalbum 22:17 – live in Aarhus fra 1998. Her spillede bandet nummeret i en lidt hårdere og lidt mere bastant og kontant udgave end før hørt og med tempoet sat en kende ned. Nummeret fik således karakter af en gang funky shit.

Elegant

Både Ole Frimer og Uffe Steen brillerede med fornemt guitarspil, og de to rytmefolk bidrog med yderst solidt og varieret spil, som de i øvrigt gjorde det hele koncerten igennem. ”Get out of my life woman” blev spillet overlegent, elegant og med nerve og overskud, som om orkesteret aldrig havde bestilt andet.

Endnu et nummer fra debutalbummet fulgte, nemlig ”If you only could forgive me”, der som flere af orkesterets kompositioner havde fået klassikerstatus. Nummeret var let omarrangeret, jordbundent og med fornemt vokal- og guitararbejde ved Ole Frimer, hvis gestik desuden hjalp nummerets sangtekst godt på vej.

Desuden gik Uffe Steen og Ole Frimer fysisk hinanden i møde fra hver deres ende af scenen, mens de spillede med og mod hinanden på bedste duel-vis. Det var et gensyn og genhør med de to musikeres gamle trick – ”to guitarister over for hinanden, der udvekslede toner” – eller som det lød fra Ole Frimer, var det ”Kærlighed old style.” Og der var godt gang i guitarduellen, der tog kegler hos publikum.

Man fik også ”Oh, that freedom” fra Diamond on a dump med Morten Brauner på kor og prominent, øreglædende basspil. Ind imellem en perlerække af numre i første sæt, der foruden de nævnte også omfattede en smuk, langsom blues og mere hårdtslående, uptempo numre, krydrede Ole Frimer det hele med Blue Junction-anekdoter og velvalgte kommentarer til flere numre.

Essensen

Første sæt var slut klokken 20.55, hvorefter The Blue Junctions fire musikere tog sig en velfortjent pause. Første – og også andet – sæt var præget af virkelig god stemning på scenen med masser af smil og løbende, god publikumskontakt. Desuden var Ole Frimer fremme med følgende bevingede ord som en fodnote til det, at Blue Junction ikke havde været samlet i 12 år:

”Det er længe siden, det her, men vi kan sgu godt,” og dét kunne Blue Junction. Morten Brauner sammenfattede desuden i pausen mellem aftenens to sæt essensen af, hvad det at spille sammen i Blue Junction drejede og drejer sig om: ”Det skal være hyggeligt, det er det vigtigste.” og ”Den der tryghed ved at spille med hinanden betyder utrolig meget.”

Og Blue Junction rummede tydeligvis både hygge og tryghed, samtidig med at der også denne 13. novemberaften var både godt og højt humør på scenen fra start til slut, hvilket forplantede sig til publikum, som var med på den værste og som en selvfølge for eksempel klappede på de måder, de blev anvist at klappe på, når det var det, bandet ville have folk til.

Desuden klappede publikum flere gange helt spontant, og Blue Junction kvitterede med anerkendelse. Dertil var der sjov og spas på scenen og i det hele taget aldeles glimrende humør både på de skrå brædder og i det til lejligheden amerikansk oppyntede spisnings- og koncertlokale med det amerikanske flag, fest og farver.

Fed musik

Andet sæt gik i gang klokken 21.26. Ole Frimer havde sin akustiske guitar fremme og forklarede lidt om Blue Junctions holdning til musik, der ikke udelukkende var af bluestilsnit: ”Vi spillede bare, hvad vi syntes, var fed musik.” Det gjorde Blue Junction befriende nok også denne aften, fra det langsomme og næsten tyste til det mere pågående.

Desuden blev forskellige genrer, som indikeret, luftet i form af blues, americana og sågar lidt jazz med mere. Andet nummer var titelnummeret fra albummet The journey – en Blue Junction-klassiker og et mix af americana, et stænk country med mere, der rent faktisk opnåede at komme i kraftig radiorotation på DR. Usædvanligt for et band, der først og fremmest er forbundet med the blues.

Så var der i dén grad shuffle i form af nummeret ”The good thngs are hard to see” fra Blue Junction-albummet Diamond on a dump. Her spillede Ole Frimer en indfølt guitarsolo, og Morten Brauner og Ole Frimer spillede op til hinanden, og dét var stort, flot og godt. Nummeret gik let og gnidningsløst direkte over i ”Diamond on a dump”.

Samme har reggae-agtig karakter, og der var plads til en fornem guitarsolo ved Uffe Steen, der sammen med Morten Brauner hørtes på kor. Så kom man atter tilbage til Blue Junctions debutalbum med sangen ”Working too much”. Her strålede Uffe Steen med en fingerspilssolo, hvor begge hans hænder var i fuld sving.

Overgreb

Dertil fyrede Uffe Steen også en solo af, hvor han havde sit plekter i brug. Med andre ord var der tale om et dobbelt guitar-angreb på publikums sanser, og tilhørerne lappede det soniske overgreb i sig, som var det det rene slik. Publikum blev også diverteret med nummeret ”Out of love”.

Kompositionen er fra albummet The journey, men findes også på det sidste Blue Junction-album Live out of love fra 2007, der udløste en Danish Music Award for årets danske bluesalbum. Her spøgte reggaerytmerne nummeret igennem, og Ole Frimer og Uffe Steen demonstrerede et overvældende fedt duo-guitararbejde.

Tilmed præsterede Uffe Steen en aldeles glimrende guitarsolo. Sidste nummer i andet sæt var den swingende ”Who is loving you tonight”. Her hørte man Morten Brauner på vuggende bas, hvortil Claus Daugaard leverede fedt trommespil.

Uffe Steen og Ole Frimer fremturede med funklende elguitarspil, Uffe Steen fyrede en overfed solo af, og de to guitarister leverede en tæt duo-præstation. Alt i alt en fremragende indsats fra et af Danmarks fremmeste bluesbands nogensinde.

Ekstranummer

Reelt var koncerten slut klokken 22.18, men Filip Hoffmann, der overfor Bluesnews.dk udtalte, at han var ”ovenud tilfreds” med publikumstilstrømningen, musikken og aftenens forløb i det hele taget, sprang op på scenen og fik uden besvær Blue Junction overtalt til at give et ekstranummer.

Dét var ”Got a mind to travel” fra Live – out of love, der blev spillet i en lettere jazzet udgave, der var såvel fed som velfungerende. Uffe Steen spillede en fornem guitarsolo godt understøttet af Ole Frimer, og både Claus Daugaard og Morten Brauner fik masser af plads til at vise noget af, hvad de kunne.

Publikum kastede sig ud i spontan klappen, men blev også af Ole Frimer opfordret til at klappe med på to forskellige måder. Dét lykkedes, og en glad samling publikummer fik ros fra scenen. Ole Frimer gav den gas med en bidende guitarsolo, og Uffe Steen, Claus Daugaard og Morten Brauner rundede nummeret af.

Dermed var en aldeles vellykket Blue Junction-koncert definitivt slut klokken 22.27, og så havde publikum sandelig også fået fuld valuta for pengene. Man var nemlig kommet hele paletten i Blue Junction-universet godt rundt. Desuden havde man oplevet et yderst vitalt, super-velsammenspillet, hyperkompetent og velfornøjet band.

Et band, der virkelig fyrede den af, og som spilleglæden – og glæden ved at spille sammen igen – lyste ud af hele aftenen igennem. De fire orkestermedlemmer nød tydeligvis at være på scenen i samlet flok for første gang i 12 år – og hinandens selskab i det hele taget – og de var klart berørt af situationen. Morten Brauner tilmed i en sådan grad, at han måtte knibe en tåre. Jo, The Blue Junction trykkede den af og fik Egtved Forsamlingshus til at knage i fugerne.