Koncertanmeldelse: The Blues Train Festival, Viften, Rødovre

Tekst og foto: Jakob Wandam

Hvad gør man for at holde udtrykket frisk på en forholdsvis lille bluesscene som den danske, hvor de samme kunstnere turnerer landet tyndt år efter år? For Jesper Theis og Peter Nande er et bud at ryste posen, danne nye konstellationer og prøve at skabe musikalske øjeblikke, der er unikke hver gang.

Til det formål har de skabt den omrejsende Blues Train Festival, som havde sit første stop på Viften i Rødovre fredag den 22. marts.

Viften er ikke vant med blues, så billetsalget blev iagttaget med en vis spænding. Det viste sig nu, at der ikke var grund til bekymring: Ikke blot blev salen fyldt godt op, det var også et begejstret publikum, der kunne lade sig underholde af nogle af de bedste navne i dansk blues.

Lynintroduktion

Konferencier Mik Schack bød velkommen med en slags lynintroduktion til bluesens historie og dens sammenhænge med jazz og rock.

Han er en erfaren fortæller og formidler med masser af humor, og så er han også en glimrende vaskebrætspiller. Derfor kunne han indgå i aftenens første programpunkt, der var annonceret som Mik Schack’s Juke Joint.

Kernen i dette ad hoc-ensemble var Peter Nande på mundharpe og sang, Jesper Theis på resonator-guitar og sang og så altså Mik Schack på vaskebræt og assorterede andre genstande som bækken og gummihøne!

Jesper Theis sang åbningsnummeret, Taj Mahals ”Leavin’ trunk”. Det er en sand fornøjelse at følge Theis’ udvikling; han pladedebuterede med Narrow line (læs anmeldelse her) i 2017, og siden har han været mere selvsikker og stærk i sin performance, hver gang Bluesnews.dk har set ham, vokalt såvel som instrumentalt.

Frontfigur

Peter Nande tog over med Little Walters ”Mellow down easy”. Nande har i de senere år tilsyneladende foretrukket rollen som sideman – nogen vil sige bagmand – for andre kunstnere, især Big Creek Slim. Men Peter Nande har også lavet fremragende plader i eget navn, og det var glædeligt at se ham som frontfigur igen.

Nande besidder nemlig en glimrende sangstemme og er desuden en karismatisk performer, som altid indtager en scene med en afslappet selvfølgelighed og et smittende humør. Hans mundharpespil er af international klasse, inspireret blandt andre af vennen og mentoren James Harman.

Peter Nande var også forsanger på en hokum-præget udgave af Al Simmons’ ”Ain’t too old” samt på Louis Jordans klassiker ”Early in the mornin’”.

Et niveau over

Inden da var trioen dog blevet udvidet med Big Creek Slim på sang og guitar, og fra den første strofe, han sang, stod det atter klart, at han som vokalist er et niveau over de fleste andre. Til gengæld var det kilde til en del morskab, at Rødovre-publikummet stort set ikke forstod et ord af, hvad Big Creek Slim sagde på sin uforfalskede Ikast-dialekt.

Hans guitarstil matcher sangstemmen, direkte og kraftfuld som den er. Big Creek Slim udvekslede soloer med Jesper Theis og Peter Nande og leverede blandt andet en herlig én af slagsen på den Jesper Theis-sungne ”Parchman Farm” af Mose Allison.

Musikerne i Mik Schack’s Juke Joint optrådte alle siddende – lige som i øvrigt publikum var bænket ved langborde i Viftens koncertal – og hovedvægten var på akustisk delta blues.

Næste gæst, Troels Jensen, fik dog trukket lyden i en mere urban retning, da han satte sig ved flyglet, annoncerede ”Den er i G!” og øjeblikkeligt kastede sig ud en pragtfuld Chicago blues.

Der var skiftende soloer af Jesper Theis og Peter Nande, begge fremragende. Big Creek Slim lukkede første sæt med sin egen bitre, based-on-a-true-story ”Landlord blues”.

Bonus

Næste punkt på programmet var duoen Troels Jensen & Miriam Mandipira, der som en uannonceret bonus var udvidet med guitaristen Thomas Puggaard-Müller.

Puggaard-Müller, der har en fortid i psykedeliske grupper som Pan og Culpeper, er desuden Troels Jensens gamle makker i Delta Blues Band. Han spiller p.t. en del jobs med Jensen og Mandipira, så helt så stor var overraskelsen heller ikke.

Ikke desto mindre føjede Thomas Puggaard-Müllers elegante guitarspil et nyt og anderledes element til musikken, som var særdeles velkomment.

Han og Troels Jensen lagde ud som halvakustisk guitar-duo med Jensen på vokal, og de spillede to numre, startende med Big Joe Williams’ ”Crawling king snake”.

Der var tale om sumpet, stemningsfuld deep blues, som blev til boogie med Troels Jensens egen ”She’s got a hold on me”. Jensen var i virkelig fin form med sin karakteristiske skiftevis slørede og gutterale vokal.

Vantro benovelse

Så blev det tid til at få Miriam Mandipira på banen, og der var tydeligvis en del blandt publikum, som ikke var forberedt på, hvad de nu skulle høre. Ved Mandipiras første ytrede tone gik der simpelthen et sus gennem forsamlingen, og mangen en dæmpet bemærkning lød af vantro benovelse over hendes stemmekraft og –skønhed.

Sangen var balladen ”My love”, en tekst, som Miriam Mandipira skrev som en kærlighedserklæring til sit fødeland Zimbabwe. Sangen blev ikke mindre bevægende af hendes præsentation, hvor hun talte om de svære ødelæggelser, der har ramt Zimbabwe, Mozambique og Malawi i skikkelse af orkanen Idai.

Troels Jensen havde nu atter sat sig ved flyglet, og Thomas Puggaard-Müller supplerede med en fin, fin guitarsolo.

Perlerække

Herefter fik vi en lille perlerække af classic female blues-standarder: ”Nobody knows you when you’re down and out” og “You’ve got to give me some” fra Bessie Smiths repertoire, W.C. Handys ”St. Louis blues” og en uptempo-version af ”Trouble in mind”, et stort hit for Bertha ”Chippie” Hill.

Fra Troels Jensens eget sangkatalog bød trioen blandt andet balladen “Look this way” med en lækker, blød solo af Thomas Puggaard-Müller.

Og gospel-numrene ”Take me home” (Jensen) og ”Motherless children” blev sunget som duetter af Mandipira og Jensen. Særligt sidstnævnte sangs tostemmighed var lige, så hårene rejste sig, som denne anmelders borddame bemærkede.

Her kunne man også høre Thomas Puggaard-Müllers diskrete, men meget effektfulde brug af ekko-pedal, lige som Troels Jensens slide-spil på Robert Johnsons ”Come on in my kitchen” var aldeles sublimt.

Chicago

Efter Troels Jensen & Miriam Mandipiras ballader, gospel og blues fra deltaet rykkede festivalen efter en pause teltpælene op og bankede dem i stedet ned i Chicagos asfalt. Big Creek Slim Band skulle slutte aftenen af, og det bestod denne dag af Big Creek Slim på guitar og vokal, Peter Nande på mundharpe, Niels ”Nello” Mogensen på bas samt Asmus Jensen på trommer.

Det var således et erfarent hold, der var sat. Det var dog ikke alle, der havde stor erfaring med at spille sammen, og det skinnede en smule igennem på startnummeret, Tampa Reds ”Don’t you lie to me”.

Den lød lidt rodet, men Big Creek Slims guitartone var knivskarp i en kantet, Jimmie Vaughan-agtig solo, og også Peter Nande leverede en fed solo på mundharpen.

Sat på prøve

Snart kom også koordineringen med Nellos og Asmus Jensens tunge bund på plads, og bandets evne til at improvisere sammen blev hurtigt sat på en prøve. Kort inde i Sonny Boy Williamsons ”Early in the morning” (ikke den samme som Louis Jordans!) brast Big Creek Slims ”guitarrem” – reelt en længde sejlgarn – og bandet måtte holde nummeret gående, mens han heroisk forsøgte at få instrumentet på plads igen.

Det gav plads til en udstrakt solo fra Peter Nande, men det hjalp nu ikke Big Creek Slim, og han måtte opgive projektet. Nød lærer dog som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Slim fortsatte i begyndelsen simpelthen ufortrødent uden rem; siden fik han en stol ind på scenen, som han kunne sætte den ene fod op på.

Rem eller ej, tilhørerne var ligeglade, og nu blev der danset mellem bordene. Troels Jensen sluttede sig til løjerne på scenen og sang blandt andet Sticks McGhees ”Drinkin’ wine, spo-dee-o-dee” og sine egen ”I’m your boogie woogie man”. På sidstnævnte var også Thomas Puggaard-Müller dukket op og spillede nu elektrisk guitar med en klar, skarp tone.

Stemningen steg

Efterhånden som stemningen steg i salen, steg også antallet af kunstnere på scenen. Miriam Mandipira var den næste, og hun fik vist, at også oldschool-Chicago blues er blandt de stilarter, hun mestrer. Koko Taylor- og Howlin’ Wolf-hittet ”Wang dang doodle” var en duet med Big Creek Slim, og efter en elegant version af gospel-hymnen ”Precious memories” sang hun Big Mama Thorntons berømte ”Hound dog”.

En smukt, smukt sunget version af Etta James’ ”I’d rather go blind” blev krydret med en flot solo af Thomas Puggaard-Müller, og efterhånden var orkestret fuldtalligt med Mik Schack på vaskebræt og Jesper Theis på resonator-guitar.

Dermed kunne alle, herunder publikum og ikke mindst en meget entusiastisk Big Creek Slim, synge fødselssang for Troels Jensen, som fyldte 73.

Dermed var det dog ikke helt forbi, for ironisk nok kunne der lige blive plads til at slutte med ”Start it up”.

Her var der soloer fra stort set hele holdet, inklusive Mik Schack og Niels ”Nello” Mogensen.

En succes

The Blues Train Festival var en succes i Rødovre, og efter en pause fortsætter den omrejsende festival i maj, hvor den kommer til Ikast og Skagen henholdsvis den 10. og 11. (læs mere her), og endelig kommer den til Holbæk i oktober.

Planen er ifølge Peter Nande, at The Blues Train Festival skal være en tilbagevendende begivenhed med skiftende besætning. Tiden må vise, hvor festivalen dukker op næste år.