Koncertanmeldelse: The Kyla Brox Band, Rampelys, Silkeborg

Tekst og foto: Peter Widmer

Prisoverdængede Kyla Brox regnes i dag for at være den bedste soul- og bluessangerinde, Storbritannien nogensinde har fostret. I Danmark er hun et ret ubeskrevet blad, men de mange danskere, der valfartede til bluesmusikkens melodi grand prix, European Blues Challenge (EBC) på Azorerne i 2019, fik både øjne og ører op for hendes kvaliteter.

Nu gæster Kyla Brox så Danmark, efter at hun og hendes band vandt EBC 2019, og repræsentanter for nogle danske bluesforeninger blev opmærksomme på hende og fik hende til Danmark. The Kyla Brox Band har deres eget sofistikerede og mangefacetterede take på soul- og bluesmusikken. Kyla Brox startede sin musikerkarriere som teenager i sin fars band, Victor Brox Blues Train.

Faderen, der er multiinstrumentalist, er Manchester-musikeren Victor Brox, der er en velanskrevet kultfigur i bluesverdenen. Han fik hurtigt – og tidligt – indlemmet sin sangbegavede datter i sit orkester, som hun var en del af i små ti års tid. Derefter dannede hun og hendes kommende mand, Danny Blomeley, der var bassist hos Victor Brox, The Kyla Brox Band.

Foruden vokalisten Kyla Brox, der i øvrigt også spiller tværfløjte, og Danny Blomeley, som trakterer både bas og akustisk guitar, består The Kyla Brox Band af andre rutinerede folk. Der er tale om den erfarne trommeslager Mark Warburton og den ligeledes garvede guitarist Paul Farr. Dette firkløver har tilbragt længere tid på mange scener sammen, og så har Kyla Brox, ifølge hendes hjemmeside, syv fuldlængdeudgivelser i eget navn på gaden.

Punktligt

The Kyla Brox Band-koncerten i regi af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association foregik vanen tro på spillestedet Rampelys på Bindslevs Plads 6, der er centralt beliggende i Silkeborg, og var berammet til at starte klokken 20.00. Det gjorde den så også, for The Kyla Brox Band er et punktligt foretagende.

Kyla Brox & co. viste sig nemlig at have sans for det vigtige i, at musikere går på til tiden, og lige fra første færd var der god kontakt til et forventningsfuldt publikum. Og ”Manchesters Aretha Franklin,” som Kyla Brox er blevet kaldt, skuffede ikke, godt supporteret af sine uhyre effektive bandmedlemmer.

Imidlertid brugte formand og booker for B’Sharp Charlie Tambaur to minutter på behørigt, informerende og kort og kontant at præsentere The Kyla Brox Band. Derefter gik de fire briter så i gang med aftenens første sæt. Deres repertoire bestod primært af eget materiale fra Kyla Brox-fuldlængdeudgivelserne Throw away your blues (2016) og 2019-albummet Pain & glory.

Musikerne spillede dog tre covernumre, hvoraf det første faldt i åbningssættet. Det var en fornem version af Dorothy LaBostries ”Don’t mess with my man”, der først blev indspillet af den fine soulsangerinde Irma Thomas i 1959. Samme år blev denne udgave også udsendt.

Tværfløjtespil

I den variant, Kyla Brox & co. spillede, var nummeret tilført tværfløjtespil ved Kyla Brox, og dét fungerede virkelig godt. Og sangerindens band spillede tight som bare pokker. Det gjorde det i øvrigt fra start til slut, såvel som Kyla Brox sang klokkeklart. Desuden viste hun tænder med et formidabelt vokalorgan.

Samme havde virkelig spændvidde fra det næsten tyste til det voldsomt kraftige. Åbningsnummeret var eksempelvis en cool, langsom og vuggende blues, ”When we’re alone”, mens ”Bloodshot sky” var et abrupt, hårdtslående nummer, hvor Kyla Brox fik vist noget af det, hun kan med sin vidtrækkende stemme.

Den langsomme ”Pain & glory” var også afsæt for Kyla Brox til at sende sin stemme ud på flere varierede ture i rummet, og det samme gjaldt ”Sensitive soul”. Imidlertid virkede det indimellem, som om musikerne ikke var helt oppe på inspirationsdupperne, men de fik spillet sig op mod slutningen af første sæt.

Her fik man nemlig en forrygende, velturneret jump blues i form af ”Bluesman’s child”, og der blev sluttet af med den langsomme ”Honestly blues”, hvor Kyla Brox fik anskueliggjort, at hun også mestrer vibratoteknikkens mysterier. Klokken 20.45 var første sæt slut, og musikerne tog sig en mindre pause.

Stjernen

Numrene i første sæt var forskelligartede i forhold til hinanden, men inden for rammerne af de enkelte numre var der noget statisk, der snak snuden frem. Ikke desto mindre reddede Kyla Brox og hendes glimrende band alle stik hjem, blandt andet på deres gode og ofte interessante håndværk og meget sympatiske fremtoning.

Der var anerkendende smil mellem musikerne, når én havde præsteret noget specielt bemærkelsesværdigt, og der var glimt i øjet på Kyla Brox og masser af smil, samt positiv gestik, der fik hele showet bundet godt sammen. Trommeslageren Mark Warburton lå flot og solidt og dannede sammen med den versatile bassist Danny Blomeley en tæt rytmegruppe.

Stjernen blandt Kyla Brox’s musikere var dog uden tvivl den formidable guitarist Paul Farr, der i praktisk taget hvert eneste nummer fyrede den ene eminente solo af efter den anden. Desuden opfyldte han på én og samme tid både funktionen som rytmeguitarist og som leadguitarist, så man ofte troede, at det var løgn. Dén mand styrede!

Hvor enkeltnumrene i det meste af første sæt rummede et gran af stilstand, var dette som blæst bort i andet sæt, der startede klokken 21.18 med den lettere slæbende, nedtonede ”If you see him”. Nummeret indeholdt dog en del vokaldynamit og blev fulgt af den bastante ”In the morning”, hvor Kyla Brox også fik vist sin frække side med vovede blikke og ditto mimik.

Etta James

Med tredje nummer, ”Devil’s bridge”, var der klar inspiration fra Latinamerika, og det var faktisk lige før, at man var ude i en mambo. I modsætning hertil fulgte Etta James-klassikeren ”I’d rather go blind”. Sangen blev leveret i en smuk, dæmpet udgave, der begyndte med vokal og guitar alene, hvorefter bassen sluttede sig til for at blive fulgt af diskrete trommer spillet med whiskers.

Nummeret manglede selvsagt den karakteristiske kraft, som det amerikanske bluesikon Etta James besad, men arrangementet i aftenens udgave var fint i al sin lavmælthed. De mere dæmpede passager samt de mere kraftige banede desuden vej for, at Kyla Brox med en flot vokalpræstation kunne vise sit format.

Med det lystige, shuffle-prægede uptempo-nummer ”365” var der call and response-inddragelse af et velvilligt publikum, der igen blev trakteret med tværfløjtespil af Kyla Brox. Publikum blev senere opfordret til at klappe med til tonerne af uptempo-sangen ”Choose me”, og atter var folk med Kyla Brox.

At Kyla Brox er rigtig god til publikumskontakt, fik hun således også demonstreret ved denne lejlighed. Der var spræl i den funky ”For the many”, og så var koncerten reelt slut. Bandet spillede dog et ekstranummer, koncertens tredje covernummer, nemlig en lang og meget smuk udgave af Leonard Cohens ”Hallelujah”, der gik rent ind hos publikum.

Kyla Brox fik under afviklingen af dette klassiske nummer tårer i øjnene, og kiggede man sig omkring, kunne man notere sig, at også mange publikummer var berørte.

Og der var stående ovationer. En fornem måde at afslutte en ganske vellykket koncert på, der trods en del metaltræthed i første sæt blev kørt godt hjem af The Kyla Brox Band, og som var slut et stykke efter klokken 22.