TogoRhino
Tekst: Jens Juel
Foto: Morzybitten
Lad det være sagt med det samme: Mødet med TogoRhino har øget mit musikalske udsyn, og det er en ganske sjælden foreteelse – faktisk er jeg ret sikker på, at kilder i mit nære univers vil hævde, at det ikke er sket, siden jeg som ganske ung kastede min kærlighed på bluesmusikken – den meget traditionelle, forstås.
Termer som trance blues, ørkenblues og psychedelic slide, som anvendes i TogoRhinos promomateriale, var således ukendte i min begrebsverden og lød i mine ører mere foruroligende end egentlig lovende.
Startet som jam
Alain Apaloo
TogoRhino er Alain Apaloo, mere end habil guitarist og sanger med vestafrikanske rødder og siden 1999 bosiddende i København, hvor han ofte kan opleves på blues-spillestedet Mojo. Alain trakterede denne aften en såkaldt baryton-guitar, som kort fortalt er en slags hybrid mellem en elbas og en ”almindelig” elguitar, og lagde et yderst kompetent og solidt fundament under aftenens udfoldelser. Han delte på fineste vis vokal-tjansen med Peter Nande, som udover vanlig virtuos mundharpe trakterede jødeharpe samt forskellige håndholdte rytmeinstrumenter.
Olav Poulsen, Salieu Dibba, Peter Nande
Salieu Dibba er gruppens ekvilibristiske percussionist og er opvokset med vestafrikansk musik i Gambia, men har de sidste 20 år boet i Sverige, hvor han er uhyre efterspurgt af flere musikgenrer. Sidst, men absolut ikke mindst havde vi fornøjelsen af den i blueskredse meget anerkendte Olav Poulsen, som i dén grad shinede på slide– og ”almindelig” solo-elguitar.
Peter Nande berettede indledningsvis, at bandet var startet på Alain Apaloos initiativ som en jam på Mojo, og med ord i retning af: ”Typisk nok har vi ikke engang aftalt, hvordan vi starter …” rullede aftenens koncert i gang – legende, men ingenlunde famlende.
TogoRhino
Efter et sæt af normal længde og en kort pause efterfulgt af et meget generøst sæt på næsten 90 minutter tror jeg, mange af vi fremmødte lettere måbende spurgte os selv, hvad der egentlig havde ramt os. Bluesmusik i min definition var det i hvert fald ikke – jeg erindrer fra aftenen kun en enkelt 12-takters slowblues og dertil et par velkendte gospelnumre. De øvrige 10-12 numre, hvoraf de færreste havde en egentlig titel, benyttede sig af en eller to akkorder, som blev gentaget igen og igen og krydredes med ferme soli og ditto vokalpræstationer.
Tryllebindes
Så gav begrebet trance-blues måske alligevel mening. TogoRhino skriver i en pressemeddelelse blandt andet: ” … ofte tryllebindes publikum og kommer i en meditativ tilstand, hvor det kan være svært at sidde stille. Det er på én gang voldsomt og kryber ind, så man kan miste fornemmelsen af tid og sted … ”
TogoRhino
For egen regning vil jeg tilføje, at virtuose og opfindsomme musikere med glimt i øjet og udpræget sans for dynamiske virkemidler kan udvirke fantastiske ting. Selv den i mine ører fortærskede og overspillede gospel ”Jesus on the main line” formåede TogoRhino at transformere til noget absolut høreværdigt!
Jeg savner ord, der yder denne mindeværdige aften retfærdighed, og vil runde af med min varmeste anbefaling og en opfordring til at gå i byen og opleve TogoRhino ved førstkommende lejlighed.