Tekst og foto: Jakob Wandam
Torsdag den 20. april 2017 var der endnu en gang blues på programmet i Samlingsstuen, et af landets hyggeligste spillesteder, beliggende i den gamle Andresens Købmandsgård i Kerteminde på Fyn.
Denne gang var det den franske guitarist, sanger og sangskriver Fred Chapellier, der stod på scenen som stop nummer to på den turné, der bringer ham Danmark rundt i de sidste uger af april.
Med sig havde han på trommer Pat Machenaud, på bas Abder Benachour og på keyboard Damien Cornelis. De fyldte godt på den lille scene i Samlingsstuen, der ud over de optrædende har plads til højst 65 betalende publikummer. Disse befandt sig denne aften hovedsageligt, men ikke udelukkende i den modne ende af aldersspektret, og ud over de obligatoriske pilsnere og Ale no. 16 (vi var jo på Fyn!) var der godt gang i salget af rød- og hvidvin.
Fra scenen blev der serveret moderne elektrisk guitarblues, og det gled også let ned hos publikum. Fred Chapellier virkede veloplagt fra begyndelsen, og både han og Damien Cornelis bød på fine soloer i åbningsnummeret ”Watch out”, en swingende West Coast blues med spor af B.B. King.
Herefter fulgte et par funky numre – ”Let me be your loving man” og ”You only know my name” – fra Fred Chapelliers seneste albumudspil, It never comes easy, inden vi fik ”Night work”, et nummer, som Chapellier oprindeligt indspillede sammen med Roy Buchanans vokalist Billy Price.
Roy Buchanan havde en stærk indflydelse på Fred Chapelliers guitarspil, der ligesom Buchanans er præget af den klare Fender Telecaster-tone og elementer af soul, country og rock ’n’ roll. Og Fred Chapellier imponerede i dén grad Kerteminde-publikummet med sit elegante og opfindsomme spil. Den ene solo efter den anden gled fra hans fingre med en ubegribelig lethed. Snart var det soul blues med B.B. King-inspirerede single-note-soloer, snart Texas blues med bidende Albert Collins-tone eller Stevie Ray Vaughan-shuffle-lyd.
Også Damien Cornelis på tangenterne imponerede den ene gang efter den anden. Blandt anden den følsomme slow blues ”If you let me love you” bød på aldeles sublimt orgelarbejde, og på ”Made in Memphis” – en hyldest til musiklivet i nævnte by – demonstrerede han veloplagt el-klaverspil.
Men også rytmesektionen gjorde det godt, og i første sæts afslutningsnummer, ”Never be fooled again”, fik bassisten Abder Benachour lov til at brillere med en lang, jazzet solo, mens Fred Chapellier stemte guitaren.
Andet sæt blev sat i gang med titelnummeret fra It never comes easy, der gav mindelser om Jeff Healey, men også indimellem med B.B. King-præg i guitarsoloerne. Det blev fulgt op af en version af Fleetwood Macs ”I loved another woman”, der var ret tro mod originalen og afslørede Peter Greens indflydelse på Chapelliers stil.
Endnu et covernummer fulgte, Arthur Conleys ”Sweet soul music”, og dét var lige, hvad det var! Til gengæld var der Texas blues over den instrumentale ”Funk it”, som bød på endnu en fin orgelpassage, inden trommeslager Pat Machenaud fik sit øjeblik i spotlyset med en udmærket, økonomisk trommesolo.
Så blev det publikums tur til for alvor at tage del i løjerne. De sang med på bluesrock-balladen ”Under the influence”, mens Chapellier med guitar i hånd vandrede ad den snævre sti mellem stolerækkerne på det lille spillested.
Nu var stemingen på sit højeste, og jubelen var stor, da Fred Chapellier igangsatte endnu et Peter Green-nummer, ”Stop messin’ around”. Dét nummer gav også anledning til en længere el-klaversolo, mens Chapellier skiftede en pludseligt dysfunktionel guitarpedal ud.
Om pedalen var skyld i, at ”Gary’s gone” gled ud af sætlisten, er uvist. Det gjorde nummeret i hvert fald, og det betød også, at Fred Chapelliers Gibson Les Paul-guitar kom til at stå urørt på scenen hele aftenen.
I stedet holdt han fast på Telecasteren, og bandet gik direkte over i den instrumentale ”B shuffle”, hvor guitaristen gav prøver på Stevie Ray Vaughan-stilen, og Damien Cornelis fyrede endnu en fornem orgelsolo af.
Der blev sluttet af med ”Blues for Roy”, Fred Chapelliers hyldest til sin ”number one hero”. En smuk, instrumental ballade med Jeff Beck-lignende passager.
Da publikum i Samlingsstuen endelig måtte slippe franskmanden, skete det med stående applaus, og Bluesnews.dk’s udsendte overhørte mange rosende ord og wow-udbrud på vejen ud.
Fred Chapellier kom, så og sejrede med alsidigt, virtuost guitarspil, højt humør, overskud og et stærkt spillende backing-band. Og Samlingsstuen i Kerteminde kan vinge endnu en velafviklet og stemningsfuld blueskoncert af.