Long Line Down vinder Danish Blues Challenge 2019

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 15. juni blev Danish Blues Challenge 2019 afviklet på Underværket i Randers. Blues Challenge er ”bluesens melodi grand prix”, et internationalt format, hvor hvert af de lande, der er repræsenteret i European Blues Union, har mulighed for at sende et band eller en kunstner til European Blues Challenge, som i 2020 foregår den 17.-18. april i Zaandam i Holland.

I Danmark har man traditionelt fundet deltageren via en showcase, som har fundet sted i regi af Jysk Blues Netværk (næste år overgår afholdelsen til den nye forening BluesDanmark). I år havde showcasen to deltagere, nemlig Long Line Down fra Aalborg og Trouble Is fra København (læs mere her).

Long Line Down og Trouble Is var hver især tildelt et 45-minutters sæt, hvor de fik chancen for at overbevise dommerpanelet om deres fortræffeligheder. Og da voteringen var forbi, stod det altså klart, at det bliver Long Line Down, der skal repræsentere Danmark ved European Blues Challenge 2020.

Dommerpanelet

Dommerpanelet bestod af Bodil Petersen fra Bluesnight Randers, musikeren Ole Frimer og Peter Widmer fra Bluesnews.dk. De havde til opgave at vurdere deltagerne ud fra de fastlagte kriterier om blues-originalitet, instrumentalt talent, vokalt talent og sceneoptræden.

Trioen begrundede Long Line Downs sejr med følgende erklæring, som blev læst op af Peter Widmer:

”Vindernavnet er i besiddelse af en smittende spilleglæde og en ungdommens energi i deres musikalske udtryk.

Vi ser et spirende talent med lyst til at afsøge nye musikalske muligheder, men stadig med en forbindelse til bluestraditionen.

Dette afspejles i en vis portion originalitet.”

Med sejren fulgte, ud over deltagelse i den internationale konkurrence, hædersprisen Møblomania Blues Award. Det udmønter sig konkret i en kunstgenstand skabt af keramikeren Henriette Duckert samt kr. 5000.

Minimalistisk

Long Line Down består af sanger og trommeslager Anders Holm og guitarist Martin Christensen. Som sådan giver deres arrangementer mindelser om den minimalistiske hill country blues, som blandt andre praktiseredes af R.L. Burnside.

Duoen spiller imidlertid væsentligt mindre bluesorienteret, om end rødderne i bluesen naturligvis kan spores.

I Randers fik Long Line Down fyret ti numre af i hurtig succession. De spildte således ikke megen tid mellem sangene, hvilket tjente til at understrege den energi, der var i deres performance.

Stående

Anders Holm optrådte stående bag trommerne. Det gav indimellem nogle problemer med at holde tempoet konstant, men til gengæld støttede det publikumskontakten, og han kunne få mere luft til vokalen.

At Anders Holms stemmeudladninger alligevel ofte virkede decideret råbende, demonstrerede, at han er en ung sanger, der stadig har en del at lære, for så vidt angår sangteknik.

Til gengæld stemte det godt overens med den rå, upolerede æstetik, som Long Line Down åbenlyst efterstræber. Der var et ikke ubetydeligt element af garagerock i duoens optræden.

Ud på kanten

Martin Christensen spillede ofte med en surf-agtig lyd og gjorde gerne brug af både effekter og whammy-bar. Desuden kom han gerne helt ud på kanten af scenen, hvorfra han også kunne anspore publikum til at klappe i takt.

Det tog Long Line Down et par numre at komme i gear, men med den tredje sang, ”Kinda knew”, var tilhørerne klar på at klappe i takt, og to af duoens mest fængende numre, Me & I” og ”Generic”, hjalp yderligere på stemningen.

”The way it is” bød på bluesy slide-spil af Martin Christensen og var sættets hidtidige højdepunkt. Nu var Long Line Down også ved at være varme, og Christensens brug af cigarkasse-guitar og bottleneck på ”Knocking on my door” gik rent ind.

Mest interessant

I det hele taget var Martin Christensens spil mest interessant, når han brugte slide, og det skabte atmosfære på den afsluttende ballade ” … When the night … ”

Long Line Downs sæt var råt på flere måder; både i den tilsigtede metalliske garage/punk-energi og i den ganske naturlige uerfarenhed og tekniske usikkerhed, som altså heller ikke lod sig skjule.

Desuden gik snakken blandt publikum om, hvorvidt vi havde bevæget os så langt væk fra bluesens udgangspunkt, at det ikke længere gav mening at tale om blues. Det var der nok omtrent lige så mange meninger om, som der var tilskuere!

Supplere

Trouble Is er lige som Long Line Down en duo, men i Randers havde Mathias Heibøll Østlund (vokal og guitar) og Poul Valdemar Prahl (trommer) ladet sig supplere af Johan Riis på keyboard og Mikkel Lundfald på bas.

Det var tydeligvis ikke første gang, for kvartetten virkede ganske sammenspillet. Det ubetingede fikspunkt var Mathias Østlund, hvis guitar både billedligt og bogstaveligt talt overdøvede det meste. Særligt Johan Riis’ keyboard forsvandt således i lange perioder fuldstændig ud af lydbilledet.

Trouble Is nævner selv Pink Floyd som en inspirationskilde, og det skinnede også igennem. Det var åbenlyst, når man lyttede til Østlunds guitarspil, at David Gilmour ikke har levet forgæves. Det er bestemt ingen skam at lyde som Gilmour, men også her kunne det være svært at få øje på blues-elementet.

Hard rock

Faktisk havde det meste af sættet mest karakter af hard rock, og Mathias Østlund gav den som guitarhelt med alle de obligatoriske grimasser og positurer. Det gjorde han til gengæld godt, og der var ingen tvivl om, at han havde teknikken i orden.

Det viste han helt fra start, hvor hans guitarrem løsnede sig under de første toner af ”Another roadside attraction”. Østlund spillede tappert videre, mens Johan Riis fik fæstnet remmen igen. Godt håndteret!

Trouble Is var tydeligvis et band, som meget gerne ville ud over scenekanten, og de arbejdede hårdt for sagen.

Tonstunge riffs

Man tog sig dog i af ønske, at de en gang imellem ville prøve knap så meget. Efter 5-6 numre med tonstunge riffs og guitarlir savnede man simpelthen variation – og en mulighed for at puste ud og nyde nuancerne i spillet.

En showcase er naturligvis en kunstig situation, for her skal et band på forholdsvis kort tid vise, hvad de kan. På den måde kan det måske være svært at holde igen, men resultatet blev i Trouble Is’ tilfælde, at publikum blev tromlet over, og numrene gled sammen til ét stort guitarorgie.

Tilmed opererede Trouble Is så langt inde i rock-territoriet, at blues-udgangspunktet knap kunne anes bag dem. Dét kan have sin egen berettigelse og skal isoleret set ikke ligge bandet til last. I en blues-konkurrence er det imidlertid problematisk.

Imellem showcase-koncerterne og prisoverrækkelse var der koncert med Beefeaters, arrangeret af den lokale bluesforening Bluesnight Randers. En anmeldelse følger snarest her på Bluesnews.dk.