Med Burgin og Mischo på Den Blå Festival

Tekst og foto: Jakob Wandam

Den Blå Festival løb af stablen fra den 14. til den 18. august i Aalborg. I de dage var der masser af blues- og jazzkoncerter rundt om på byens pladser og spillesteder. Idet mange af dem overlappede hinanden, blev man som festivalgænger nødt til at træffe nogle indimellem temmelig svære valg.

Da en stor del af festivalens koncept gik ud på at sammensætte musikerne i forskellige, ofte hidtil uprøvede konstellationer, valgte Bluesnews.dk at følge de to amerikanske stjerner R.J. Mischo og Johnny Burgin rundt til de scener, de hver især besøgte. Det blev til mange gode koncerter og desuden en masterclass i, hvordan man som musiker tilpasser sit udtryk og sin rolle til sammenhængen.

Fælles optræden

R.J. Mischo og Johnny Burgins første spillejob på festivalen var en fælles optræden på den lille caféscene på Salling Rooftop. Her spillede de torsdag klokken 16 som duo med Mischo på mundharpe og vokal og Johnny Burgin på elektrisk guitar og vokal, og de gav godt og vel en snes numre fordelt på to sæt.

Man mærkede straks, at her var tale om the real deal – to musikere, som uden påtagethed kunne spille suveræn Chicago blues. I et format uden rytmesektion eller yderligere akkompagnement var det op til de to på skift at agere henholdsvis solist og akkompagnatør, og det gjorde de med en fed kombination af energi og nærvær og tilbagelænet elegance.

R.J. Mischo viste sig som en sand virtuos på sit arsenal af mundharper, der ikke blot inkluderede bluesharper i forskellige tonearter, men også kromatiske mundharper, der for eksempel blev brugt på en overraskende, instrumental version af Bobbie Gentrys ”Ode to Billy Joe”.

Toiletrulle

Et af Mischos glansnumre var at spille gennem et paprør – en industrial strength-toiletrulle! – hvilket gav ham en helt særlig tone blandt andet på Big Joe Williams’ ”Crawling king snake”. Et andet træk var hans imponerende evne til at holde en glasklar tone så længe, at publikum flere gange måtte op efter luft. Det kan lyde enkelt, men det er bestemt ikke nemt og kræver kontrol og vejrtrækningsteknik.

R.J. Mischos virtuose teknik og opfindsomhed gav ham i det hele taget mange tråde at trække i, og det blev på intet tidspunkt hverken kedeligt eller ensformigt.

Også vokalt var R.J. Mischo mere end overbevisende. Den 64-årige bluesmand sang med pondus, klarhed og følelse, men også med bluesens nødvendige ”grus” – og alt sammen med, hvad der virkede som en selvfølgelig lethed. Ud over de nævnte sange hørte vi ham blandt andet på fede versioner Jimmy Reeds ”Ain’t that lovin’ you baby”, Little Walters ”Just your fool” og endnu en Big Joe Williams-klassiker, ”Baby, please don’t go”.

Falset

Den ni år yngre Johnny Burgin sang også rigtig glimrende. Hans stemme er lysere og har mindre patina end kollegaens, men saver intet i hverken styrke, klarhed eller pitch. Johnny Burgin gik sågar op i falset på sin egen ”Silently suffering”, som også bød på en superelegant guitarsolo.

Burgin præsenterede flere af sangene fra sit nye og rigtig glimrende album Ramblin’ from coast to coast, der er udgivet på danske Peter Nandes Straight Shooter Records. Ud over ”Silently suffering” fik vi for eksempel titelnummeret samt ”I need something sweet”. Også den rigtig gode ”When the bluesman comes to town” var fra Johnny Burgins egen pen, men han førte også an på flere covers som ”Birdnest on the ground” (først indspillet Muddy Waters), ”Cry for me baby” (Elmore James) og ”Cold chills” (Hip Linkchain).

Som guitarist er Johnny Burgin en mester udi Chicago bluesens forskellige facetter; han kan spille down-and-dirty, rock & roll’et og pågående eller klart og melodisk, men altid med en ubesværet friskhed og stor forståelse for, hvad der er påkrævet i den givne situation.

Både Johnny Burgin og R.J. Mischo forstod således kunsten af veksle mellem leder og sideman, og deres indbyrdes timing og udveksling af soloer var en sand fornøjelse.

Skæve eksistenser

Fredag klokken 15 kunne man opleve Johnny Burgin i et andet makkerskab. Denne gang var han sat sammen med Big Creek Slim, og duoen optrådte i Kultur-Centeret Fjordbyen. Kommer man ikke fra Aalborgegnen, forestiller man sig måske et højloftet multikulturhus med glasfacader og hvidmalede vægge, men Fjordbyen er en slags alternativ kolonihaveforening, hvis skur-agtige små huse vidner om, at stedet engang var en fiskeklynge for folk med små indtægter og skæve eksistenser.

De er der stadigvæk, og Kultur-Centeret er blot ét af disse små træhuse, hvor der lige er plads til en bar og et par musikere. Her optrådte Big Creek Slim og Johnny Burgin, begge på guitar og vokal, under halvtaget på terrassen.

Hvor Johnny Burgin og R.J. Mischo delte ståsted i den urbane Chicago- og West Coast blues, er Big Creek Slim mere orienteret mod Mississippi-deltaet, især i en opsætning uden backingband. Så kontrasten mellem de to optrædende var større denne dag, hvilket bestemt ikke gjorde koncerten mindre interessant.

Store bevægelser

Big Creek Slims dybe, buldrende stemme, store bevægelser og hårde anslag satte Johnny Burgins finere tone og linjer i relief. Slim var i fin form, blandt andet på en suveræn udgave af Lightnin’ Hopkins’ ”Automobile blues”. Hans flesh-on-strings-teknik på den berømte guitar fra 1928 gav ham en organisk, men rustik lyd, og hans spil var spændstigt, hårdtpumpet og eminent.

Johnny Burgin svarede igen med en clean West Coast-tone og et anstrøg af jazzet T-Bone Walker-stil på Robert Lockwoods ”The western horizon”, mens hans solo på sammes ”I got to find me a woman” mindede om B.B. King.

Burgin var også solist på en fed ”Killing floor” af Howlin’ Wolf, men man fornemmede, at han måske sparede sig lidt til samme aftens koncert og lod Big Creek Slim tage teten på broderparten af eftermiddagens femten numre.

Således var Johnny Burgin mest relegeret til rollen som sideman og sparringspartner for Big Creek Slim, der til gengæld som vanligt indtog stedet med sin larger-than-life udstråling.

Han forkælede publikum med forrygende udgaver af ”Lone wolf”, Bo Carters ”Mashing that thing” og sin egen festlige ”Chucky chucky”.

Fyr og flamme

Klokken 21.50 var Johnny Burgin klar igen, nu på festivalens hovedscene, Bluesscenen på Toldbod Plads. Var Johnny Burgin en anelse tilbageholdende om eftermiddagen, var han til gengæld fyr og flamme nu. Det blev en Chicago blues-festaften af de store med et uhyre velspillende band bestående af R.J. Mischo på mundharpe og vokal, Johnny Burgin på guitar og vokal, Jaska Prepula på bas og Mikko Peltola på trommer.

Prepula og Peltola udgør rytmesektionen i den finske Tomi Leino Trio, og de er anerkendt som en af de bedste af slagsen i Europa. Det var saftsuseme også en fedt spillende kvartet, der underholdt fra Bluesscenen med benhård Chicago blues.

Her kunne både Burgin og Mischo virkelig give los, og det gjorde de! Vel at mærke forstod begge kunsten at opbygge en solo, så det ikke bare blev drønende lir fra ende til anden, men en slags kompositorisk improvisation, der både kunne være stilfuld og hæsblæsende.

Sprælsk

R.J. Mischo især var en sprælsk frontmand, men de spillede op mod hinanden, og Johnny Burgin leverede for eksempel en heftig guitarsolo på Mischos ”Back scratcher”, mens begge var sublime på Burgins slow blues ”When the bluesman comes to town”. Johnny Burgin var også ophavsmand til aftenens to måske bedste numre, en råswingende ”Ramblin’ from coast to coast” og den afsluttende ”Cold chills”.

Men det var nu svært at udpege højdepunkter i et tretten numre langt sæt, der gik fra succes til succes. R.J. Mischo brillerede i en instrumental Little Walter-hyldest, mens Burgin strålede med en knastør tone og superskarpe licks i Fenton Robinsons signatursang ”Somebody loan me a dime”.

Undervejs kom der gæster på scenen i form af den spanske duo Sweet Marta & Johnny BigStone, der medvirkede på to numre. Mundharpespilleren ”Sweet” Marta Suñé havde svært ved at skjule benovelsen over at dele scene med R.J. Mischo, et lyslevende ikon på instrumentet, men hun gjorde det nu godt i en fed harpeduo med Mischo. Også Johnny BigStone gjorde en god figur med en energisk guitarsolo, og nåede de ikke helt amerikanernes højder, var de stadig et plus til en allerede forrygende koncert.

Bandkoncerten på den store scene gav R.J. Mischo og Johnny Burgin lejlighed til at gøre, hvad de gør bedst: Spille ufortyndet Chicago blues med fuld knald på og med en opmærksom rytmesektion i ryggen, som kunne følge dem uanset hvad.

Førstegangsforeteelse

Næste dag klokken 15 var det R.J. Mischos tur til at komme til Kultur-Centeret Fjordbyen. Han var blevet sat sammen med lokalfødte Jesper Theis som en førstegangsforeteelse – ”en Peter Nande-produktion,” som Theis kaldte det.

Lige som gjorde det Johnny Burgin dagen før, indtog R.J. Mischo først og fremmest rollen som akkompagnatør. Jesper Theis førte an gennem det meste af koncerten i et repertoire, der hovedsageligt bestod af hans egne sange. Ud over at være en særdeles habil guitarist – han optrådte denne dag udelukkende på resonatorguitarer, både dobro og National steel – er Jesper Theis nemlig en sand singer/songwriter.

Stilen var primært blid country blues, hvor Theis’ fine fingerplekter-spil satte hans rå stemme effektivt i relief. Hertil kom flittig brug af bottleneck-slide, der gav hans soloer en særlig elegance.

Jesper Theis sang blandt andet ”Devil and the deep blue sea”, ”Going to the rathole” “Blue eyed Jane” og den folk’ede ballade “The tide will turn again” fra sit eget sangkatalog. R.J. Mischo akkompagnerede roligt, rutineret og prunkløst, inden han selv rundede det første sæt af med en Chicago-shuffle, hvor der straks kom mere knald på.

Bevægende

Andet sæt fortsatte dog i dæmpet tempo Jesper Theis’s sange, først ”Baby blue” og dernæst en bevægende ”Doing me wrong”, hvor R.J. Mischos smukke mundharpesolo var tæt på at få anmelderen til at knibe en tåre.

Det var dog ikke udelukkende Jesper Theis-sange, der udgjorde sætlisten. Blind Gary Davis’ ”Coco blues” bød på en fin slide-solo af Theis, og der var endnu et dyk ned i det traditionelle delta blues-repertoire med Big Joe Williams’ ”Jockey ride blues”, begge sunget af Jesper Theis. R.J. Mischo ville også være med og sang igen ”Crawling king snake”, og atter viste han sig som en virkelig stærk vokalist med både pondus og ”grus” i stemmen.

Men resten af sættet blev, i hvert fald vokalt, overladt til Jesper Theis med Mischo som den opmærksomme medspiller. De sluttede flot af med ”Closing time blues”, der gik fra blid og folk’et via et temposkift opad til noget, der lignede hillbilly-musik.

Ingenlunde forbi

Dagen var imidlertid ingenlunde forbi for R.J. Mischo, for klokken 20 stod han på scenen på AbZalon Event Factory med sin R.J. Mischo Trio. Også dette ensemble var sammensat til lejligheden, men dog med musikere, som Mischo havde spillet med før: Alain Apaloo (barytonguitar og vokal) havde optrådt sammen med amerikaneren mange år tidligere i København, mens Jaska Prepula (kontrabas og guitar) er førstevalg, når R.J. Mischo spiller i Europa, og medvirker på Mischos seneste cd In Finland (læs anmeldelse her).

Igen kunne man konstatere, hvorledes R.J. Mischos optræden skiftede karakter alt efter konstellationen. På AbZalon var amerikaneren ubestrideligt frontmand – selv om han overlod flere numre til Alain Apaloo som featured solist – men stilen var en anden end i gårsdagens hæsblæsende Chicago blues-sæt på Toldbod Plads.

I stedet fik koncerten karakter af en mere intim sammenspilsforestilling. I fraværet af trommer og med Jaska Prepulas akustiske kontrabasspil som bund fik musikken et mere organisk swing, en small group-lyd snarere end en stor band-lyd.

Jazzet

Det var tydeligt allerede fra åbningsnummeret, Snooky Pryors ”How’d you learn to shake it like that”, med en jazzet guitarsolo af Alain Apaloo, R.J. Mischo på kromatisk mundharpe og fremragende vokal samt walking bass af Jaska Prepula.

Stemningen var i top på AbZalon, hvor fremmødet fra begyndelsen havde været lidt bekymrende småt, men hvor de tilstedeværende publikummer til gengæld i dén grad var til stede. Og heldigvis kom der også efterhånden en del flere til.

Bandet kvitterede med en aldeles pragtfuld koncert, hvor R.J. Mischo atter viste sig som den virtuos, han er, med opfindsomt og varieret og teknisk brilliant spil. Samtidig var han en eminent bandleder, der inddrog og kommunikerede med sine medspillere, gav dem plads og forstod at trække på deres kvaliteter.

Ukonventionel

De var også betragtelige. Alain Apaloo er en ukonventionel bluesguitarist, der hele tiden tager sine soloer steder hen, som man ikke forventer. Det betød så også, at man faktisk blev overrasket, når han som her kastede sig over bluesstandarder som Sonny Boy Williamsons ”Good morning little school girl” eller St. Louis Jimmy Odens ”Going down slow”. Dem sang han flot og med sit tydelige personlige særkende på både vokal og arrangementer, og R.J. Mischo supplerede på sidstnævnte med en fed, klagende mundharpesolo gennem det famøse paprør.

R.J. Mischo gav den ikke blot på mundharpe, men også på guitar. Det hørte man for eksempel på hans egen ”Everybody” med lækkert, tilbagelænet groove og parafraser fra ”Turn on your lovelight”. Andetsteds var det Jaska Prepula, der skiftede til guitar (den samme guitar!) – det skete for eksempel på ”Just you fool”, baseret på Little Walters version – men det var især Prepulas fede, dybe basspil, der imponerede på numre som ”She got next to me”.

Da vi nåede til ekstranummeret, var R.J. Mischo ved at være godt brugt efter tre flittige dage i Aalborg, og han overlod det til Alain Apaloo at føre an. Det gjorde Apaloo på et rigtig fedt og dystert trance blues-arrangement af Eddie Boyds ”Third degree”.

Helt eget

Bluenews.dk måtte desværre gå glip af Johnny Burgin Trios afsluttende koncert sent lørdag aften på John Bull Pub. Her spillede Johnny Burgin ellers sit helt eget repertoire med Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas og Nils Bo Poulsen på trommer, og det ville have føjet endnu et aspekt til den samlede festivaloplevelse af ham. Vi fik heller ikke set Johnny Burgin gæste Big Creek Slim & the Cockroaches tidligere samme aften.

Ikke desto mindre oplevede vi både Johnny Burgin og R.J. Mischo i mange, forskelligartede sammenhænge, og vi fik set, hvordan den samme musiker – og nogle gange endda den samme sang – kan have helt forskellige udtryk. Det siger meget om musikernes kvaliteter, at oplevelsen hver gang føltes helt original.

Og skulle nogen have fået det indtryk, at Den Blå Festival ”bare” bød på den samme musik på forskellige scener, kan vi altså godt afvise dette. Tværtimod var det en mulighed for at se stærke navne præstere på mange forskellige måder og blive udfordret af nye konstellationer, et koncept, der er temmelig unikt for Den Blå Festival.