Mere blues i DMA Blues

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen (hvor ikke andet er angivet)

Dansk bluesmusiks årlige prisuddeling, Danish Music Awards (DMA) Blues, fandt sted onsdag aften den 14. august. Det var igen Ridehuset i Randers, der dannede rammen for festlighederne, der var arrangeret af JazzDanmark, Tempi, ROSA – Dansk Rock Samråd og Turbinen med økonomisk støtte fra Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Randers Festuge og Statens Kunstfond.

De seneste år har arrangementet været genstand for en del kritik. Kritikken har blandt andet gået på det musikalske program, hvor man gentagne gange har hentet optrædende ind fra andre genrer, hvilket i sagens natur har givet mindre plads til egentlig blues.

I år var ingen undtagelse, idet DMA Blues havde annonceret et program, der ud over bluesmanden Alain Apaloo indeholdt optrædener af americana-sangerinden Viktoria Siff alias Loud Tiger og ærke-rockmusikerne Jesper Binzer og Søren Andersen.

I ellevte time imødekom arrangørerne kritikken og indgik et samarbejde med interesseorganisationen Jysk Blues Netværk om et afterparty, hvor der var koncerter med Mojo Hands og The Blues Overdrive, begge udvalgt af netværket.

Toneangivende

Først og fremmest var DMA Bues 2024 selvfølgelig en prisuddeling, og der blev givet priser i fire kategorier. Den første var nybrudshæderen Ud af det Blå-Prisen, og den blev tildelt guitaristen, sangeren og sangskriveren Joachim Svensmark.

Marianne Lewandowski, næstformand i Dansk Artist Forbund, overrakte statuetten, og i begrundelsen lød det blandt andet: ”Når talen falder på den danske blues-scenes nye toneangivende musikere, er han stensikkert med i flokken. Han har gennem mange år slået sine folder – og fået tilskuerne til at tabe underkæben – hos et af de store etablerede blues-navne herhjemme. Men han kan i den grad også selv,” med henvisning til Joachim Svensmarks medlemskab af Thorbjørn Risager & the Black Tornado og hans nyudgivne soloalbum Head first.

Ud over Joachim Svensmark havde juryen nomineret guitaristen og komponisten David Millmann, orkestret Reddie & Abel og sangerinden og sangskriveren Sahra da Silva.

”Bare musik”

Prisen for Årets Danske Bluesudgivelse blev overrakt af Louise Negro, der repræsenterede Dansk Musiker Forbund. Modtageren blev trioen Aegteskab for albummet af samme navn, der således overstrålede de øvrige nominerede Grace James: Wildfire, Vestbo Trio: Out of place, Loveless Blue Jazz Quintet: Loveless Blue Jazz Quintet og Sahra da Silva: You let a good thing go.

I begrundelsen hed det blandt andet: ”Et meget rost album … som anmelderne har kaldt ”smukt” og ”helstøbt” og ”et stensikkert miks af pop, soul, blues og jazz” – og som DMA Blues’ egen jury betegner som ”enkelt og lige på, ærligt. Et album som går rent ind.””

Medlemmerne Michael Blicher, Mike Andersen og Eddi Jarl tog imod prisen og kommenterede blandt andet på det genremæssigt svært definerbare ved albummet med en anekdote, hvor Eddi Jarl havde svaret en perpleks fan med ordene: ”Det er jo bare musik.”

En formidabel stemme

Blues Liveprisen blev overrakt af musikeren Søren Andersen, og det blev Sahra da Silva, der kunne tage imod den. Da Silva, som sidste år blev hædret som Årets Hoochie Coochie Woman, var i år nomineret i tre kategorier, og det blev altså hendes store og alsidige live-aktivitet, der udløste en pris.

Det blev blandt andet begrundet med ordene: “[Sahra da Silva] har gennem de seneste år og med stadig større styrke gjort sig selv til et uomgængeligt topnavn på den danske bluesscene … Sammenhængene og konstellationerne kan være forskellige – små som store – men det gennemgående træk er en formidabel stemme. En stemme, som kan blæse omkuld, men som også kan være hudløst inderlig og vise stor sårbarhed.”

De øvrige nominerede var Nello & the Helping Hand Blues Band, The Blues Overdrive og H.P. Lange Big Gumbo.

En central skikkelse

Endelig skulle ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man have sin modtager, og det blev Charlie Tambaur, formand og medstifter af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association. Her har Charlie Tambaur i snart tredive år været en central skikkelse i regionens musikliv, og han fungerer altså i dag som foreningens formand, booker og musikansvarlige. Han fik prisen overrakt af formand for Aarhus Bluesforening Mette Fossing.

Juryen skrev blandt andet: ”Årets vinder er en ægte bluesmand af Guds nåde, som har sørget for, at bluesen lever i Silkeborg – sammen med den fantastiske bestyrelse i B’Sharp. En virkelig frivillig sjæl – derfor en ÆGTE Hoochie Coochie Man.”

Aftenens konferencier var, lige som sidste år, Sahra da Silva. Og havde hun lidt rod i papirerne, var der til gengæld intet at udsætte på sangen ”Wrong”, der åbnede festen og således også var det første musikalske indslag. Sahra da Silva fremførte sangen solo på vokal og surf-agtig guitar; det var stemningsfuldt, og da Silva sang aldeles forrygende og krydrede med diabolsk latter.

Flot og medrivende

En virkelig flot vokal demonstrerede også Viktoria Siff Hansen eller Loud Tiger, som hun kalder sig. Hendes imponerende stemme og gode sceneoptræden sikrede et flot og medrivende minisæt på tre numre, der udfordrede Ridehusets bluespublikum – for blues var det ikke, hvilket Viktoria Siff da heller ikke på noget tidspunkt påstod.

Americana noir kunne man måske kalde det, i hvert fald de to numre, som Viktoria Siff selv havde skrevet: ”Devil” og ”Bad cells”, som begge findes på Loud Tigers album Enter the night (2022). Indpakningen var minimalistisk, men særdeles virkningsfuld med Sune Haansbæk på guitar og Anders Bang Rothmann på bas.

Tekniske problemer med en halvakustisk guitar, der af samme årsag måtte droppes, tog Loud Tiger i stiv arm og fuldførte ”Bad cells” uden problemer. Hendes afsluttende nummer var et cover, nemlig countrysangen ”Tennessee whiskey”, der oprindeligt blev indspillet af David Allan Coe og senere var et stort hit for Chris Stapleton. Bluesmusikere har også kastet deres kærlighed på den (på sidste års Blues Heaven-festival indgik den for eksempel i både Robert Finleys og Zac Harmons sæt), og Loud Tiger præsenterede da også sangen med ordene: ”Det er countryens blues, synes jeg.”

Dét var måske en kreativ udlægning, men ikke desto mindre er det en flot sang, der blev fremført smukt af Loud Tiger og gav Viktoria Siff anledning til lidt vokalakrobatik, som blev holdt på et stiligt niveau (Beyoncé burde tage notater).

Underholdende

Modsat Loud Tiger kunne makkerparret Jesper Binzer og Søren Andersen ikke dy sig for at annoncere, at den musik, de spillede, grundlæggende var blues. Det var den ikke (selv om Muddy Waters sang ”The blues had a baby and they named it rock and roll”, er der stadig et stykke vej fra Berry til Binzer), men underholdende var de to herrer bestemt.

Binzer og Andersen havde fået et par barstole stillet op på scenen, men Jesper Binzer kunne nu ikke sidde stille på sin stol ret længe ad gangen. Både han og Søren Andersen var i dén grad på, og Jesper Binzer stod for det meste op og sang, når han altså ikke sprang rundt på scenen eller ned fra den for at lede publikum gennem taktfaste klapsalver til Søren Andersens guitarsoloer.

Vi fik fire sange fra D-A-D-sangerens solokarriere, inklusive den, indrømmet, bluesriff-baserede ”Save your soul” fra 2020-albummet med samme titel. Fra forgængeren Dying is easy (2017) kom ”Rock on rock on rock”, “The bumpy road” og “Undecided”, sidstnævnte med fællessang. Jesper Binzer og Søren Andersen havde nemlig godt fat i publikum, de var ærligt talt ret sjove, og både Binzers tordenvokal og Sørens Andersens stilsikre guitarspil fortjener anerkendelse.

Inciterende

Hvis der er én, der fortjener mere anerkendelse, end han hidtil har fået, er det guitaristen, sangeren og sangskriveren Alain Apaloo, som var sidste indslag i den ”regulære” prisfest. Apaloo har for nylig skrevet kontrakt med amerikanske Kurt Rosenwinkels pladeselskab Heartcore Records, og forhåbentlig kan et kommende album kaste lidt velfortjent spotlys på den togolesisk-fødte musiker.

DMA Blues-publikummet fik i hvert fald et par inciterende prøver på Alain Apaloos kvaliteter. Han optrådte alene på scenen, bevæbnet med elektrisk guitar og vokal. Begge dele betjente han på fortryllende vis, og hans seks numre lange sæt var et stort musikalsk højdepunkt.

Et langsomt opbygget, ordløst nummer indledte hans performance og blotlagde de stærke vestafrikanske ørkenbluesrødder i hans musik. Men Alain Apaloos stil er mangefacetteret, og ”Rendez-vous”, som i studieversionen på Flying vision (2007) er en folk blues, kunne her næsten forveksles med en James Taylor-sang. Blandt de mest bluesy øjeblikke var en sublim, nedbarberet og dyster fortolkning af Robert Johnsons ”When you got a good friend” med guitarlicks, der vred sig.

Den smukke ”Ease my pain” rundede Alain Apaloos sæt af, lige som den var sidste indslag i prisceremonien. Sahra da Silva opfordrede dog i sin afrunding publikum til at blive til afterparty’et, og de, der fulgte opfordringen, blev vidne til to umanerligt tight spillende bands med hver sin veldefinerede stil.

Til fingerspidserne

Mojo Hands har udviklet sig fra et mere skizofrent udtryk i begyndelsen af karrieren til en stram rhythm & blues-lyd med et pift af Texas blues. Dén stil kan de til fingerspidserne, og alt sad lige i skabet under deres timelange sæt. Zenia Levring Madsen var den sikre vokalist i front, der sammen med en virkelig veloplagt Bo Møller på guitar løb med det meste af opmærksomheden.

Men det swing, som Mojo Hands lagde for dagen, opnås kun gennem rutineret og veltimet sammenspil, og det var, hvad orkestret på overlegen vis præsterede. Erik Lodberg på trommer, Lars Thomsen på bas, Rasmus Grønborg på klaver og orgel, Hans Christian Erbs på trompet og Christoffer Kjærulff Find på saxofon spillede sømløst og råswingende gennem tolv numre.

Bo Møller spillede konstant med et stort smil og rystede med stor selvfølgelighed det ene vilde Texas blues-lick efter det andet ud af ærmet. Han sang desuden kor, og så var ”Under one condition” en duet mellem ham og Zenia Levring Madsen. Man fornemmede en Stevie Ray Vaughan-påvirkning på Møllers letflydende improvisationer, og særligt på Sonny Thompsons ”Sick and tired” blev der også plads til decideret Chicago blues, hvilket Bo Møller også håndterede mere end tilfredsstillende.

Rasmus Grønborg stak næsen frem med energisk barrelhouse-klaver på eksempelvis Big Al Andersons ”Poor me” samt på Anders Orbornes New Orleans-smagende ”Ho-di-ko-di”, hvor han skiftede mellem orgel og klaver. Her var også spotlight på H.C. Erbs’ fine trompet-tone og solo af Christoffer Kjærulff Find på saxofonen.

Blæserne gjorde det i det hele taget godt, både som solister og i samspil med Erik Lodbergs og Lars Thomsens rytmegruppe – det var her, Mojo Hands’ uafrystelige swing opstod.

Fandenivoldskhed

Lige så tight spillende som Mojo Hands var The Blues Overdrive, som fik lov til at lukke og slukke. Deres sæt begyndte omkring klokken 23, og her var Ridehuset gået fra fuld til lidt under halvfuld sal. Det var synd for både band og de publikummer, der var gået hjem, for The Blues Overdrive spillede virkelig godt.

The Blues Overdrive har efterhånden mere end et årti på bagen, og de har spillet massevis af jobs både i ind- og udland, hvor de også har høstet stor ros og priser. Så Martin Olsen (guitar og vokal), Andreas Andersen (guitar), Louisian Boltner (trommer) og Thor Boding (bas) strålede af selvtillid, men også spilleglæde og fræk fandenivoldskhed.

De har også noget at have det i, for deres grooves var superfede. Hvor Mojo Hands stod for det heftige swing, bød The Blues Overdrive på tunge boogie-rytmer, som ud over den rendyrkede blues også trak på navne som Mark Knopfler, J.J. Cale og ZZ Top samt surf og twang.

Ud over Martin Olsens egne numre som ”Death on the highway”, slow bluesen “I was wrong”, “Woman of love” og “I need your lovin’” fik vi et udvalg af covers.

En sejt drævende “Working on a building” inddrog gospelmusikken, “High water” var en fed udgave af Bob Dylans sang, og idolet Peter Thorup blev hyldet med sin signatursang ”16 tons” (med dansk tekst af Sejr Volmer-Sørensen). Og naturligvis måtte vi også forbi J.J. Cale med den afsluttende ”Bringing it back”.

De tre strengespillere smilede, jokede og poserede, Andreas Andersen vred seje soloer ud af guitaren, og det var i det hele taget en oplagt og fedt spillende kvartet, der underholdt frem til midnat.

Afviklingen

Der er sagt og skrevet meget om afviklingen af DMA Blues både i det forgangne år og i optakten til dette års prisfest. Ideen med at inddrage beslægtede genrer i fejringen er ikke dårlig; det kan både i kommercielt og publikumsudviklende øjemed være fornuftigt at prøve at trække folk til på tværs af genregrænserne. Tidligere års DMA Blues-fester har også budt på spændende kunstneriske øjeblikke, som man ville være gået glip af med et mere ”rent” bluesprogram, og som med succes har udfordret nogle fordomme om, hvad blues er og ikke er.

Men debatten har også vist, at balancen er svær, og at dele af bluesmiljøet i Danmark har følt sig fremmedgjort ved det, der skulle være miljøets egen fest. Ejerskab er vigtigt, lige som det naturligvis er vigtigt for en branchefest at huske at promovere de kunstnere, der rent faktisk begår sig inden for genren.

Parløbet mellem DMA Blues og Jysk Blues Netværk imødekom som nævnt kritikken og gav mere blues i DMA Blues. Det var et velkomment og klogt træk af arrangørerne, lige som Jysk Blues Netværk skal roses for at vælge to ret forskellige bands, som tilmed repræsenterede forskellige regioner (Mojo Hands er fra Esbjerg, mens The Blues Overdrive har base i København).

Formatet med et afterparty var dog ikke den bedst mulige løsning. Næste gang ser vi gerne en egentlig integrering i formatet – et band fra toppen af dansk blues skal ikke spille for en halvtom sal den sidste time inden midnat.

Alt i alt var der dog tale om gode takter, og uanset om man så kunne lide musikken – og om det var blues eller ej – kunne man ikke klandre kvaliteten af aftens underholdning.