Den finskfødte aalborgenser, trommeslageren Mikko Peltola kan høres på et nyt cd-udspil fra amerikanske R.J. Mischo.
Det drejer sig om albummet In Finland, optaget analogt i Tomi Leinos Suprovox Recording Studio i Karkkila. Indspilningerne fandt sted i november 2022, og R.J. Mischo (mundharpe og vokal) blev bakket op af guitaristen Jonne Kulluvaara samt Tomi Leino Trio, der består af Tomi Leino (guitar), Jaska Prepula (bas) og Mikko Peltola (trommer).
Ved mange lejligheder
Mikko Peltola har spillet med R.J. Mischo ved mange lejligheder, også i Danmark. Bluesnews.dk så dem for eksempel sidste efterår sammen med Franck Goldwasser og Alex Schultz i Maskinhallen i Frederikshavn i forbindelse med Blues Heaven-festivalen (læs her).
På In Finland spiller R.J. Mischo og bandet elleve af Mischos egne kompositioner samt Sonny Boy Williamson II’s ”She got next to me”.
Albummet er udgivet af Bluebeat Music og forhandles eksklusivt via Bluebeats hjemmeside her.