Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer
Samba Touré og hans lille ensemble af nærmest uforskammet velspillende musikere gav publikum på Dexter i Odense en musikalsk oplevelse af de større, da de optrådte på det lille spillested i den fynske hovedstad onsdag den 3. maj.
Tourés fusion af traditionel Songhai-musik fra Mali og elegant spillet blues tryllebandt tilhørerne på dette første stop på hans skandinaviske mini-turné.
Man kan let forfalde til klichéer, når man vil forsøge at beskrive den vestafrikanske ørkenblues. For når der bliver sunget på songhai, bambara, tamashek og andre afrikanske sprog, som de fleste af os blege danskere ikke forstår mange stavelser af, griber man til at beskrive den stemning, der ligger i selve musikken.
Og det er en hypnotisk, næsten tranceinducerende musik, der skabes af Tourés kraftfulde stemme og de blues’ede licks fra hans guitar. Det er som at blive taget i hånden og ført helt tilbage til bluesmusikkens dybeste rødder.
Da Ali Farka Touré, den store maliske bluesman, brød igennem i den engelsktalende verden i 1990’erne, mente mange bluesskribenter, at han var beviset på bluesmusikkens udspring i Vestafrika: Her var the missing link mellem det gamle slavekontinents polyrytmiske musiktradition og John Lee Hookers repetitive boogie.
Hvad de muligvis overså, var, at Farka Touré, der var født i 1939, havde lyttet til John Lee Hooker det meste af sit liv og var åbenlyst inspireret af den gamle Clarksdale-legende. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at der er et slægtskab mellem nordamerikansk blues og den musiktradition, der blev dyrket af Ali Farka Touré og fortsat bliver det af mange andre navne fra Vestafrika og især Mali.
Ibrahim Séré på kalabas
Således også Samba Touré (som ikke er i familie med den gamle mester, men har spillet med ham) og hans fremragende band, der ud over ham selv på vokal og elektrisk guitar består af Djimé Sissoko på ngoni og tamani, Ibrahim Séré på kalabas og Mamadou Sidibé på elbas.
Allerede fra første sang stod det klart på Dexter, at her var the real thing: Den glasklare tone og de repetitive blues-riffs fra Samba Tourés guitar skabte et vuggende groove, dygtigt understøttet af Sidibés elastiske basspil, der samtidig hele tiden tilføjede små farvenuancer. Imens fik Ibrahim Séré forbløffende kraft og variation ud af sin kalabas, der grundlæggende blot er en hul kuppel, som han spiller på med hænder og små trommestikker.
Djimé Sissoko på ngoni
Den helt store oplevelse var dog Djimé Sissoko, der fik de mest forbløffende rytmer og soloer ud af sin ngoni – et bedragerisk simpelt udseende strengeinstrument, som Sissoko betjente med imponerende dygtighed og stor bluesfornemmelse.
Det var i øvrigt fascinerende at se Sissoko stemme sine ngonier – snakken gik i pausen blandt publikum om, hvordan man overhovedet kunne dét – og ikke mindst at høre ham spille med wah-wah-pedal!
Samba Touré brillerede også med adskillige glimrende, kontrollerede guitarsoloer i løbet af første sæt, hvor han lige skulle føle sig ind på publikum. Kommunikationen med tilhørerne foregik hovedsageligt på fransk, hvilket desværre lod til at udgøre et problem for de fleste. Men god stemning blev der nu skabt under alle omstændigheder, og det lykkedes da også at få publikum til at synge med på ”Al barka”, en sang om vandets velsignelser, selv om det foregik på songhai, og der næppe var mange, der forstod, hvad de sang!
Djimé Sissoko på tamani
Stemning og publikumsbegejstring blev der også skabt til overflod, da Djimé Sissoko greb sin tamani, en lille tromme, der placeres i armhulen, hvor man spiller på det stramt spændte trommeskind med en lille kølle. Således sprang Sissiko rundt på scenen og styrede publikums taktfaste klappen, mens smilene blev bredere og bredere hos alle tilstedeværende.
Hvis første sæt var godt, var andet sæt fabelagtigt! Samba Touré & co. havde simpelthen lige et ekstra gear, og især i løbet af de første 3-4 numre efter pausen sad man ganske enkelt henført og fuldstændig opslugt af de fede bluessoloer fra Samba Touré, der nu virkelig slap tøjlerne og begyndte at bøje strenge på vestlig vis og i det hele taget udvise imponerende fingerfærdighed og en dybfølt bluesforståelse.
Samba Touré på guitar
Han fik modspil af Djimé Sissoko, der fortsat fiskede den ene geniale solo frem efter den anden, og de to strengebetvingeres samspil var aldeles tryllebindende. Samtidig var spilleglæden næsten håndgribelig, og der var vitterligt øjeblikke, hvor man følte, at der opstod magi mellem musikerne – og mellem musikere og publikum.
Til slut bad Samba Touré publikum rejse sig, og de gjorde de beredvilligt. Touré kvitterede med dansetrin og tog da også turen med guitar i hånd ned mellem de klappende tilskuere, inden bassisten Mamadou Sidibé – tydeligvis den mest engelskkyndige af de fire – takkede af på bandets vegne.
Mamadou Sidibé på bas
Det lod Dexter-publikummet sig dog naturligvis ikke stille tilfreds med, så der måtte ekstranumre – og mere tamani-spil fra Djimbé Sissoko – til, inden den maliske blueskvartet kunne trække sig tilbage.
Samba Touré og hans band fik skabt magi på Dexter, og der skal nok være et begejstret publikum til dem, når de forhåbentlig en dag vender tilbage til Odense.
Lige nu går turen videre til Aalborg, Føllenslev, Malmø og København.