Musikalitet uden grænser

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Carl Verheyen er måske ikke et navn, der vækker genkendelse hos alt for mange bluesfans. Det mest opsigtsvækkende punkt på den amerikanske guitarist, sanger og sangskrivers cv er hans medlemskab af den progressive rockgruppe Supertramp. Verheyen har spillet med det britiske band siden midtfirserne og været officielt medlem fra 1996.

Sideløbende hermed har Carl Verheyen imidlertid dyrket en alsidig solokarriere, der senest har udmøntet sig i albummet Essential blues (2017). Det er dette album – der ikke overraskende er en bluesplade – som Carl Verheyen Band lige nu turnerer med, hvilket mandag den 10. september bragte dem til Samlingsstuen i Kerteminde.

Sangerinde

Inden Carl Verheyen og hans trio kunne indtage scenen på det lille og komplet udsolgte spillested, var der dog opvarmning ved den schweiziske sangerinde Bettina Schelker. Alene med en akustisk guitar åbnede hun med Eurythmics’ ”Here comes the rain again”, inden hun serverede fem af sine egne sange.

Som Bettina Schelker stod der med bare fødder og shabby chic udseende og spillede sine folk’ede sange, var det svært ikke at være fordomsfuld. Med simpelt fingerspil (som ikke altid fremstod lige sikkert), en behagelig, Dido-lignende stemme og nogle lidt for banale tekster lykkedes det ikke Bettina Schelker at skille sig ud fra den store grå masse af håbefulde singer/songwritere. Hun gjorde ingen fortræd, men gjorde heller ikke noget stort indtryk.

Det gjorde til gengæld Carl Verheyen Band, som ud over kapelmesteren bestod af Dave Marotta på bas og John Mader på trommer. Og det var måske nok et bluesalbum, de først og fremmest havde med i kufferten, men det skulle vise sig at være sværere end som så at sætte en finger på, hvilken musikgenre de spillede – selv de enkelte numre isoleret set.

Folkie

De startede unplugged med ”Beyond my reach”, og med sin akustiske guitar og Mader uden stikker på trommerne lignede og lød Carl Verheyen som en rigtig engelsk folkie (selv om han naturligvis hverken var det ene eller det andet). Dave Marotta spillede stærkt melodisk – og højlydt – bas, og et trommebreak indledte den elektrificerede del af nummeret.

Verheyen skiftede nu til elektrisk guitar og en lyd, der mindede en del om Mark Knopfler – et sted mellem jazz og Chet Atkins. Country/rockabilly-nummeret ”I take what I want” fortsatte i samme rille med kraftige nik til Knopfler, Atkins og måske Albert Lee, men i den uortodokse guitarsolo kunne man nu pludselig også høre påvirkning fra Jeff Beck.

Sangen stammede fra Essential blues-albummet, og herfra fik vi også en let jazzet version af Albert Kings bluesstandard ”Someday after awhile” samt ”Stealing gasoline”. Sidstnævnte var en funky, blues- og jazzpåvirket sag, atter med Jeff Beck-guitar.

Instrumental

Det var der mere af på den instrumentale ”Highland shuffle”. Nummeret var ikke overraskende udsprunget af bandets turneer i Skotland, og undervejs i den jazzede komposition fik Carl Verheyen da også spillet en sækkepibe-lignende solo på guitaren.

John Maders livlige trommespil supplerede godt, og på ”Closing time blues” var det Dave Marotta, der stjal billedet med sit funky slap bass-spil.

Carl Verheyens uortodokse tag på bluesgenren var forfriskende, og hans leg med genrer, fraseringer og arrangementer virkede ikke påtaget, men blot som udtryk for en bred smag. Og smagfuldt blev musikken da også leveret.

Således også slow bluesen ”Diamonds”, der begyndte traditionelt, men snart udviklede sig med et latin/bossa-mellemspil, John McLaughlin-lignende guitar og en fremragende trommesolo af John Mader.

Som en butterfly

Carl Verheyen skiftede nu tilbage til akustisk guitar – denne gang den samme, som Bettina Schelker havde benyttet (”Den sidder som en butterfly,” grinede Verheyen, da han konstaterede, hvor kort guitarremmen var). Den folk-rockede ”Adeline” blev leveret akustisk, dog med fint melodisk elbasspil af Dave Marotta.

Country-guitarmesteren Jerry Reed, som sammen med Chet Atkins tydeligvis var en inspirationskilde for Verheyen, blev repræsenteret ved det instrumentale, uptempo country-nummer ”Jerry’s breakdown,” der virkelig gjorde lykke hos publikum.

Kapelmesteren spillede stadig akustisk, men det ændrede sig i løbet af den lange ”Slang justice”. Nummeret afslørede Carl Verheyens rødder i den progressive rock ved nærmest at bestå af satser, der bevægede sig gennem country, blues, folk og jazz. Marotta demonstrerede særdeles fingernemt basspil, og mens John Mader slog på trommerne med maracas og tamburin, kunne Verheyen skifte til elektrisk guitar og give flere prøver på sine skæve, Beck/McLaughlin-agtige fraseringer.

Personligt og originalt

Efter denne opvisning blev tempoet sat lidt ned med Bob Dylans ”The times they are a-changin’” – et lidt fortærsket nummer, som Carl Verheyen ikke desto mindre var i stand til at gøre til sit eget. Og det var sådan set gældende for hele sættet: Uanset hvilke sange eller genrer, han bevægede sig ud i, lykkedes det Verheyen ikke blot at mestre dem, men også fremføre dem med et helt personligt og originalt præg.

Næste instrumentalnummer blev således præsenteret som en Chicago-shuffle, hvad det da også var, men Carl Verheyen spillede det ikke desto mindre småjazzet. Lige som for eksempel hos Robben Ford var jazzen en fast bestanddel i Verheyens tonesprog.

Det mest rockede indslag blev Supertramp-nummeret ”Bloody well right” – aftenens eneste sang fra dét bands repertoire – som bød på en tung trommesolo fra John Mader.

Trommesoloer var der i øvrigt mange af, og selv om Mader både er en teknisk dygtig og interessant trommeslager, kunne man nu godt have skåret ned på dém.

Alsidig

Det var dog et mindre minus ved en livlig og alsidig koncert med en frontmand, som virkede sympatisk, intelligent og afslappet. Han var flink til at præsentere sine sange og gjorde dette med afvæbnende humor. Samtidig spillede både han og hans to medmusikere med stort teknisk overskud og en god fornemmelse for hinandens spil.

Det resulterede i et entusiastisk publikum, som med ivrige klapsalver lokkede trioen ud til ekstranumre. I første omgang kom Carl Verheyen dog alene og kvitterede for bifaldet med Ray Charles’ fremragende bluesnummer ”Hard times”, idet han akkompagnerede sig selv på elektrisk guitar.

Herefter vendte Dave Marotta og John Mader tilbage og tordnede sig igennem en sublim version af Fleetwood Macs ”Oh well”, hvor Carl Verheyen fik brugt wah-wah-pedalen.

Specielt arrangement

De sluttede med et meget specielt arrangement af George Harrisons ”Taxman”, som Carl Verheyen Band indspillede med fusionsguitaristen Scott Henderson på albummet Trading 8s (2009). Funk-jazzede vers blev kombineret med caribiske rytmer i omkvædet, og temposkift gav Verheyen mulighed for at freestyle i mellemspillet.

Beatles, funk, jazz, reggae – Carl Verheyens musikalitet kendte ikke til grænser, og dét blev denne fremragende koncert i Samlingsstuen et billede på.