Af Peter Widmer
Den 32-årige nordjyske bluesmand – guitaristen, sangeren og komponisten Jesper Theis – har altid spillet musik. Han har bevæget sig rundt i forskellige genrer, men har efterhånden fundet sin rette hylde i den akustiske blues.
“Jeg har altid godt kunnet lide blues, men da jeg hørte Thomas Olivers udgave af ”Cocaine blues”, var jeg solgt og vidste, at det måtte jeg også gøre – det er sådan, alle følelserne og smerterne indeni skal lyde, når de kommer ud,” siger Jesper Theis.
Jesper Theis spiller efter eget udsagn ”gammel slidt blues fra 1920’erne og ca. 50 år frem i tiden med en rå og gennemtrængende askebægerstemme og en støvet og rustik guitarlyd.”
Repertoiret består, foruden Jesper Theis-kompositioner, bl.a. af sange af Robert Johnson, Muddy Waters, Son House, Willie Dixon og Blind Blake.
Sangene og repertoiret er valgt ud fra en personlig kærlighed til netop disse numre, ikke for at tilfredsstille nogle kommercielle krav og ønsker.
“Sangene skal have en tekst og et udtryk, som bevæger noget i mig – ellers gider jeg ikke spille dem,” melder Jesper Theis.
Ifølge Jesper Theis lander hans egne numre tekstmæssigt mellem hverdagsoplevelser og samfundskritiske problemstillinger, som bliver udtrykt gennem den gamle delta blues-stil.
Fuldtidsmusiker
Jesper Theis, der bor i Aalborg og er opvokset i Frederikshavn, er uddannet folkeskolelærer og har siden 2014 virket på Gug Skole i Aalborg SØ, men nu er det slut. Jesper Theis har nemlig sagt sit arbejde op og satser fuldt og helt på musikken.
“Musikken har altid været min førsteprioritet, og i flere år har jeg stået i et dilemma mellem den og mit arbejde. Det har været svært at gøre begge dele lige godt og dedikere mig til begge dele. Derfor har jeg nu taget beslutningen om, at det skal være musikken, jeg vil bruge min energi på,” udtaler Jesper Theis.
Det var i øvrigt den velkendte bluesmusiker Peter Nande, som tændte ideen om at leve af at spille, da han syntes, at Jesper Theis skulle indspille et album og gøre noget seriøst ved musikken.
Jesper Theis fastslår, at han altid haft lyst til at prøve nye ting, og frygten for at stagnere skaber en konstant søgen efter nye eventyr og nye udfordringer.
Dette resulterer nu i, at han tager springet til livet som musiker og samtidig rykker teltpælene op og flytter til Spanien sammen med kæresten Ane-Louise.
Flyttedatoen er endnu ikke fastsat, men det bliver i oktober 2017, og destinationen er sat til Barcelona – eller måske et stykke fra Barcelona, alt efter hvad der bliver råd til.
Og Barcelona rummer jo blandt andet Barcelona Blues Society, hvis forkvinde er den kendte spanske bluesmusiker Big Mama Montse, og blues-radioshowet La Hora del Blues, der bestyres af Vicente Zumel, så Barcelona må siges at være et godt bosætningsvalg.
Jesper Theis på scenen
Når Jesper Theis spiller live, er det både som solokunstner og i duo-, trio- og kvartet-sammenhæng.
Med sig har han på kontrabas Olav Gudnason, som er uddannet bassist på Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg.
Olav Gudnason gør det i flere forskellige genrer og har blandt andet kunnet høres med world-fusions-orkesteret Matchbrothers og bluegrass/country-trioen The Muleskinners.
Desuden har han dannet duo med New Jungle Orchestra, Matchbrothers med mere-musikeren Jakob Mygind på saxofon.
Jesper Theis bruger desuden ofte trommeslageren Søren Lykkegaard, som bl.a. har spillet med Tante Andante Band i en årrække.
Som kvartet er den fjerde mand sædvanligvis på mundharpe eller saxofon, og her trækker Jesper Theis bl.a. på Peter Nande (mundharpe), Jens Clemmensen (mundharpe) og Jakob Mygind (sax).
Jesper Theis har dog også for eksempel samarbejdet med den veletablerede bluesmand Tim Lothar.
Debutalbummet
Jesper Theis er godt i gang med at færdiggøre sit debutalbum, der har titlen Bread ’n’ butter. Albummet udkommer efter planen midt i juli måned i indeværende år.
Bread ’n’ butter er indspillet i finske Tomi Leinos studie uden for Helsinki i marts 2017, og det er Tomi Linos trio, som er backingmusikere på pladen, samt Peter Nande, som spiller med og er producer på albummet.
Albummet indeholder en række Jesper Theis-bluessange, nogle har Peter Nande skrevet, og desuden er der et par gamle traditionelle bluessange – det hele i delta blues-stilen.
Medvirkende på pladen er: Jesper Theis (sang og slideguitar), Peter Nande (producer, mundharpe, jødeharpe), Jaska Prepula (kontrabas), Mikko Peltola (trommer og gryde) og Tomi Leino (elguitar og manden bag knapperne).
– Vi overvejer at lægge flere instrumenter på, og derfor kan det godt være, at der kommer flere musikere på listen, men sådan ser det ud på nuværende tidspunkt, konstaterer Jesper theis.
Valg af indspilningsstudie
Hvorfor valgte I lige Tomi Leinos studie til at indspille dit debutalbum i?
– Vi valgte Tomis studie, fordi han er en kanon fyr og meget rar at være sammen med – og så har han det fedeste studie med gammelt vintage-udstyr.
– Gamle rør-preamps, båndmikrofoner og et par rigtig fede båndoptagere – en 16-spors og en 2-spors.
– Derudover er det smart at være væk fra hverdagen og have mulighed for at fokusere 100% på projektet – og ude midt i en skov i Finland er der sgu ikke ret meget, som kan distrahere. Tomis studie ligger ca. 45 minutters kørsel (i snevejr) fra Helsinki lufthavn, slutter den vordende album-debutant.
Indtil Bread ’n’ butter udkommer, kan man lytte til Jesper Theis i forskellige musikalske sammenhænge her: