Efteråret er traditionelt højsæson for nye udgivelser – i god tid til julehandelen. Efterhånden ligger der vel næppe mange cd’er under juletræerne, men der sker alligevel ting og sager på udgivelsesfronten.
Den danske bluesscene er ingen undtagelse, og lige nu er der en lille håndfuld nye – digitale – singler ude eller på trapperne, som alle foregriber kommende album.
Trainman Blues
Trainman Blues’ kommende plade er ganske vist først planlagt til foråret 2021, men de første to singler har set dagens lys. Den første var ”Poor you”, som blev udgivet den 19. august. Musikvideoen kan ses herunder:
Den 30. september fulgte ”I’m fire”. Begge sangene har tekst af forsanger Richard Farrell, der også har skrevet og arrangeret musikken til ”I’m fire”. ”Poor you” er komponeret og arrangeret sammen med Laust ”Krudtmejer” Nielsen, der ligeledes har produceret begge numre. Se og hør ”I’m fire” her:
Holtsø & Wittrock
Også Holtsø & Wittrock tager tilløb til en kommende albumudgivelse. Vi har allerede fortalt om de første to singleforløbere, ”Love a wonderful disease” (læs her) og ”Holding on” (læs her), der udkom henholdsvis i maj og juni. Se videoen til ”Love a wonderful disease” her:
Den 23. oktober kom så det tredje singleudspil fra albummet Blink of an eye, der nu forventes udgivet i begyndelsen af det nye år. Det drejer sig om sangen ”Won’t let go”, som er en duet med Esther Brohus.
Ester Brohus har tidligere sunget duet med Jes Holtsø, nemlig på singlen ”Postkort” fra Holtsø & Wittrocks 2018-album Det’ altid nu! (læs anmeldelse her).
Medvirkende på ”Won’t let go” er også Knud Møller og Jacob Rathje på guitar, Mikkel Risum på bas, Mads D. Andersen på trommer og naturligvis Morten Wittrock på tangenter. Sangen er skrevet af Morten Wittrock og Lei Moe, og den vil også kunne høres – i en ganske anderledes version – på Lei Moes kommende soloalbum, som Wittrock ligeledes producerer.
JB & the Hüggeli
Kan man ikke vente helt til næste år med at få fingrene i et nyt dansk bluesalbum, er der trøst af hente fra JB & the Hüggeli, der tidligere kaldte sig Det Hyggelige Blues Band. Bandet består af blues- og swing-veteranen Jesper Bjarnesen på vokal og guitar, Oscar Martin Eriksen (Big O & the Blue Quarters) på trommer, Jais Eriksen (nys udtrådt af Big O & the Blue Quarters, læs her) på bas og Hanse Jensen (Kims Bacon) på saxofon.
JB & the Hüggeli varsler et album med titlen Thank you blues med udgivelse den 1. december, og den første single udkommer den 1. november. Singlen har fået titlen ”Will you be mine”.