Nyt billet-website gør livet lidt nemmere for bluesfans

Tekst: Peter Widmer

Nu bliver livet lidt nemmere for bluesfans, i hvert fald for dem, der gerne vil opleve de blå toner på diverse danske spillesteder. Et nyt billet-website henvender sig nemlig kun til bluespublikummet, og det hedder Bluesbilletten.dk.

Her sælges billetter til bluesarrangementer og koncerter inden for blues og blues-relaterede genrer (se mere her).

Rampelys i Silkeborg lægger scene til de fleste af B’Sharps koncerter

Det er folkene bag billetudbyderen Yourticket.dk, der har konstrueret det nye website, som er opdelt i kategorier som Akustisk blues, Bluesrock og Soul.

Indtil videre bliver Bluesbilletten.dk blandt andet benyttet af Bluesforeningen Crossroads i Vejle, B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association og mundharpemanden med mere Peter Nande via sammes firma Straight Shooter.

Brugbare informationer

På Bluesbilletten.dk kan man selvsagt købe billetter til diverse koncerter inden for blues og beslægtede genrer. Der er naturligvis oplysninger om billetpriser, og desuden får man gode, nyttige og brugbare informationer om de relevante kunstnere, tid og sted for afholdelse af de enkelte koncerter og meget andet godt.

Mojo Blues Bar
Foto: Jakob Wandam

Bluesbilletten.dk er meget overskueligt opbygget. Flere blueskoncert-arrangører ventes at komme til, og ifølge sædvanligvis pålidelig kilde overvejer eksempelvis endnu flere af de jyske bluesforeninger også at benytte Bluesbilletten.dk.

Endvidere forlyder det, ifølge samme kilde, at folkene bag det hæderkronede københavnske bluesspillested Mojo ligeledes påtænker at benytte Bluesbilletten.dk.

Velkomment

Bluesbilletten.dk er et velkomment initiativ, for her er det let at finde frem til koncertbilletter, billetpriser, omtale af kunstnere, adresser på spillesteder med mere, når det gælder blues i diverse afskygninger samt lignende musikformer.

Mange arrangører af blueskoncerter har længe benyttet sig af billetudbyderen Yourticket.dk.

Yourticket.dk formidler billetter til mange andre events end blueskoncerter. For eksempel kan nævnes arrangementer som “Nak en nisse og æd en and” og “Julevandring i Mols Bjerge med gløgg og fortælling”.

Er man interesseret i at se, hvad Yourticket.dk formidler generelt, kan man se mere her.