Tekst: Jakob Wandam
Guitaristen, sangeren og ikke mindst komponisten Oscar Mukherjee er at finde blandt de nominerede til Carl Prisen 2024. Carl Prisen blev indstiftet i 2013 af brancheorganisationen Musikforlæggerne, som hvert år uddeler hædersbevisninger i 15 kategorier.
Carl Prisen er opkaldt efter komponisten Carl Nielsen, og hvor de fleste musikpriser fokuserer på de udøvende kunstnere, gives Carl Prisen først og fremmest til sangskrivere, komponister og tekstforfattere. I kategorien Årets Komponist inden for Roots har Musikforlæggerne altså valgt at nominere Oscar Mukherjee.
Pay Day
Den 27-årige Oscar Mukherjee har i de seneste år markeret sig både med americana-bandet The Mukherjee Development, der har udsendt to album, og med blueskvartetten Pay Day. Sidstnævnte består af Asmus Jensen, Søren Bøjgaard, Jakob Holm og Oscar Mukherjee, og Pay Day udgav sidste år debutalbummet Getting there (læs anmeldelse her).
Pay Day var i spil til Ud af det Blå-prisen ved Danish Music Awards Blues 2023, lige som Getting there blev nomineret i kategorien Årets Danske Bluesudgivelse.
Og det er også netop i kraft af Getting there, at Oscar Mukherjee nu er blevet nomineret til Carl Prisen. De øvrige nominerede i kategorien Årets Komponist inden for Roots er Sunbörn (Gustav Rasmussen og Michael Blicher) for albummet Sunbörn samt AySay (Aske Døssing Bendixen, Carl West Hosbond og Luna Bülow Ersahin) for albummet Köy.
Selve overrækkelsen af Carl Prisen 2024 finder sted foran et inviteret publikum i Pressen i Politikens Hus den 30. april 2024.