Overbevisende koncert med The Marcus King Band

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Det var temmelig varmt uden for Posten om aftenen den 4. juni 2018, og indenfor blev luften næsten rødglødende, da The Marcus King Band gik i gang med deres sæt, og hvidglødende var atmosfæren, da de afsluttede deres koncert efter en veritabel tour de force af en optræden.

Orkesterlederen er den kun 22-årige guitarist, sanger og sangskriver Marcus King, der mestrer både elektrisk og akustisk, pedal steel- og lap steel-guitar. Hans foretrukne guitartype er en halvakustisk guitar, og hans tone er umiskendeligt hans helt egen. Det same gælder hans vokal.

Marcus King kom til verdenen i 1996 i Greenville, South Carolina, voksede op i en bluesinficeret familie og spillede med sin bluesguitarist-far allerede i en tidlig alder.

Marcus King er i besiddelse af en moden, næsten slidt stemme, der lyder, som om indehaveren er flere år ældre, end hans dåbsattest dokumenterer.

Warren Haynes

The Marcus King Band har to glimrende album, Soul insight (2014) og The Marcus King Band (2016), samt en ep – Due north (2017) – bag sig.

Soul insight blev i øvrigt udgivet i 2015 på Gov’t Mule- og The Allman Brothers Band-guitaristen Warren Haynes’ pladeselskab Evil Teen Records. Warren Haynes producerede også Soul insight.

Endvidere har Warren Haynes produceret The Marcus King Band, hvor han også medvirker, ligesom guitarkollegaen Derek Trucks også bidrager.

Ovennævnte album strøg begge ind blandt de ti øverste på Billboards blues-hitliste, og The Marcus King Band nåede en flot andenplads.

Ikke blot er mange almindelige dødelige begejstrede for The Marcus King Band. Også musikerkollegaer, som for eksempel den anerkendte engelske bluesrock-guitarist Joanne Shaw Taylor, har kun positivt at sige om Marcus King (læs her).

Snart er der tilmed nyt fra The Marcus King Band, for til september 2018 udkommer deres fuldlængdealbum nummer tre med titlen Carolina confessions.

Inspirationskilder

The Marcus King Bands inspirationskilder tæller for eksempel The Allman Brothers Band og Gov’t Mule.

Skal man drage paralleller til andre bands, kan man fremdrage navne som Blues Traveler, Blackberry Smoke og The Revivalists.

Marcus Kings medspillere er Deshawn Alexander på orgel og keyboards, bassisten Stephen Campbell og trommeslageren Jack Ryan.

Hertil kommer Justin Johnson på trompet, trækbasun, kor og tamburin samt Dean Mitchell på saxofoner.

Sammen leverede de seks musikere varen aldeles overbevisende denne aften, hvor de gav deres første og eneste koncert i Skandinavien, men først var der opvarmning ved Lokoroi.

Ungt Aarhus-band

Lokoroi er en meget ung kvartet fra Aarhus, der består af sangerinden og saxofonisten Cæcilie Lassen Lund, guitaristen Frederik Lyhne Uhrenholt, Mads Kjeldgaard på bas og Lasse Wagner på trommer.

De fire musikere så ud til ikke at have rundet de tyve år endnu, men at de kan et par ting både instrumentalt, vokalt og sangskrivningsmæssigt, er svært at komme udenom.

Lokoroi spiller en stemningsfuld blanding af pop, soul og R&B, der bæres flot af Cæcilie Lassen Lunds smægtende stemme, godt understøttet af ofte semi- funky guitartoner og lunt bas- og trommearbejde.

Der er melankolske, drømmende stemninger i Lokorois musik, som de fire bandmedlemmer altid skaber sammen.

Lokoroi blev dannet i 2016 og har en ep – Demo – bag sig, som er indspillet hos den yderst velrenommerede lydtekniker Kaspar Vorbeck, der blandt mange andre har samarbejdet med Shades of Blue, Blue Junction og H.P. Lange & Troels Jensen.

Desuden har denne kvartet, der må siges at være up-and-coming – eller lovende på dansk – blandt andet været præsenteret for offentligheden gennem Karrierekanonen på DR Radio.

Gjorde det godt

Lokoroi gjorde det godt på scenen med deres vuggende blandingsmusik, der blev spillet med energi og behørig koncentration.

Desuden var de på scenen kl. 20.00, som de skulle, og sådan skal en koncertstart times.

Kvartetten gik i gang med et til tider næsten reggae-agtigt nummer, der indeholdt en god guitarsolo og absolut velfungerende bas- og trommearbejde.

Hertil kom Cæcilie Lassen Lunds prominente, fine mørkfarvede vokal, der lyder forbavsende modnet i forhold til hendes alder. Tilmed har hun en god diktion.

Kontakt

Publikum reagerede positivt på indledningsnummeret, hvis titel aldrig blev afsløret, og Cæcilie Lassen Lund kvitterede med et ”Mange tak skal I have.” Således var der kontakt til de fremmødte.

“Red coat” fulgte, og dermed blev tempoet skruet en smule ned med Cæcilie Lassen Lunds stemme som fokuspunkt.

Herefter blev man trakteret med et ret funky nummer med en fin bas-indledning, en god slide-guitarsolo, tungt og effektivt bas- og trommearbejde og næsten jazzede fraseringer fra Cæcilie Lassen Lund.

Samme nummer, der åbenbart var titelløs, gled direkte over i Lokorois fjerde nummer, en ret heavy sag, der heller ikke blev præsenteret.

Saxofon

Femte og sidste nummer fra Lokoroi var “Hey my friend”, der ifølge Cæcilie Lassen Lund er nyindspillet og snart bliver udsendt.

Her hørte man sangerinden på saxofon, hvor hun til tider spillede unisont med guitaristen Frederik Lyhne Uhrenholt.

Sidstnævnte bidrog i øvrigt med melodisk spil, godt sekunderet af de to effektive rytmefolk.

Kl. 20.29 var Lokorois sæt forbi, og Cæcilie Lassen Lund takkede af på bandets vegne og forlod scenen med sine medmusikere efter et udmærket sæt.

Lokoroi består af fire kapable unge mennesker, der i fællesskab har skabt et spændende eget udtryk med positivt fremtidspotentiale, og bandet viste sig at være et behageligt bekendtskab, man gerne hører igen.

Hovednavn

Aftenens hovednavn – The Marcus King Band – entrerede scenen kl. 21.02 og med et ”Hey, how are you doing?” fra Marcus King gik orkesteret straks i gang med et hæsblæsende southern rock-nummer, nemlig “Self hatred” fra The Marcus King Band.

Her var der straks tråd i læssevis med wah-wah-pedalen i brug fra Marcus Kings side, mens resten af dette velsammenspillede band med det samme demonstrerede, at de kan deres kram, og det til fulde.

Uden at stoppe musikken råbte Marcus King: ”This is our first time in town. Thank you so much for having us,” og så gled indledningsnummeret over i den voldsomt funky og tunge ”Good man”.

Som hele koncerten igennem sad hornarbejdet lige i skabet. Her leverede Dean Mitchell en fin sax-solo, mens Justin Johnson hørtes på trompet og tamburin på én og samme tid, mens den hårdtarbejdende trommeslager og bassist drev musikken fremad.

Svært

Desværre var det konstant svært at høre, hvad Marcus King sang, hvilket var et større irritationselement, men hans særegne stemme bidrog i sig selv positivt til det musikalske helhedsbillede.

Ved overgangen til tredje, soul-agtige nummer, var det for publikum tid til at klappe og råbe ”Yeah” på orkesterlederens opfordring, og publikum gjorde det beredvilligt, så der var gang i den.

Desuden lød Marcus King næsten som en James Brown, da han flere gange råbte ”Clap your hands!”

I dette nummer – ”Ain’t nothing wrong with that” fra The Marcus King Band – var der smældende horn samt brusende orgeltoner og kildrende keyboard-ditto ved Deshawn Alexander, og Marcus Kings guitar slog gnister.

Jazz

”Ain’t nothing wrong with that” gled via en næsten Allman Brothers-lignende, lang guitarsolo direkte over i et i passager næsten jazz-agtigt nummer. Marcus Kings vokaludladninger var intense, og Deshawn Alexander brillerede med en fin keyboardsolo suppleret af orkesterlederens bidende guitartoner.

En langsom blues fulgte, og her var Marcus Kings intense vokal og imponerende guitarspil i fokus. Man fik en længere opvisning i guitarspil på højt niveau, så det var en sand fornøjelse.

Tempoet blev sat i vejret i næste nummer, der var en ren, lang og bastant ekskurs i rock, soul og funk. Her hørtes en formidabel saxofonsolo ved Justin Johnson, der også hev sin trækbasun frem.

Den hårdtarbejdende bassist Stephen Campbell veg ikke en tomme under hele koncerten, men leverede en fremragende indsats, og i dette nummer blev der pumpet, så han lige måtte tørre sveden af panden.

Marcus King gjorde det blandt andet i jazzet akkordspil og trykkede den afslutningsvis af med en overfed solo med tungt trommespil som baggrund.

Ned i gear

Med næste nummer kom musikken ned i gear. Der var en fin trompetsolo at fornøje sig med, såvel som Marcus Kings vokal var fremtrædende og indtrængende.

Publikum blev atter opfordret til at klappe, og igen gjorde folk, som der blev sagt, for at støtte det konstant hårdtarbejdende band.

Marcus King skiftede guitar og præsenterede sit orkester, og der blev fuldt berettiget klappet, fløjtet og hujet foran scenen af begejstring over samme.

Et nyt nummer – ”Where I’m headed” – fra det kommende album Carolina confessions fulgte, og her var det klart, at The Allman Brothers ikke har eksisteret forgæves.

Mere nyt

Mere nyt fulgte i form af nummeret ”Homesick,” der også vil kunne høres på Carolina confessions.

”Homesick” viste sig at være et melodiøst, langsomt, duvende og basdrevet americana-soul-nummer med Marcus Kings karakteristiske stemme i centrum og godt korarbejde ved Justin Johnson.

Som ved flere andre lejligheder denne aften var der stor applaus fra publikum, og mens folk i salen klappede, gik bandet i gang med et et rock-soul-nummer med synthesizer- og orgeltoner i rigt mål og guitartoner i kaskader, så man var ved at gå bagover.

Nummeret gled over i The Allman Brothers-klassikeren ”Hot ‘Lanta”, der blev afleveret i en kongenial udgave med fremstående orgelarbejde og flere funklende guitarsoli, og det var lige før, det føltes, som om Duane Allman gik gennem rummet.

Nummeret indeholdt også en kort, men effektiv trommesolo fra den konstant ihærdige, lydhøre Jack Ryan.

Fræs

Med begejstret klappen fra publikum som underlægning blev man præsenteret for et horndomineret rocknummer, der havde Marcus Kings inciterende og fræsende guitarspil som dominerende element.

Marcus King skiftede atter guitar, og der var til tider melodiøst guitarspil i det følgende nummer, ”Goodbye Carolina”, der var af americana-rock-tilsnit.

Der var dog også Jimi Hendrix-agtige toner at spore fra tid til anden, og Marcus Kings vokal var helt fremme i lydbilledet.

Tilmed var der også her fornemt horn- og orgelarbejde at glæde sig over.

Guitarskift

Så var der guitarskift igen, mens en lang passage med næsten psykedeliske, smukke orgel- og keyboardtoner startede det langsomme, vigorøse titelnummer på bandets kommende album, ”Carolina confessions”.

Her var Marcus Kings indtrængende vokal i centrum, såvel som Marcus King var leveringsdygtig i atter et fornemt solospil.

Med ”Carolina confessions” var koncerten slut. Marcus King takkede af på alle musikeres vegne, og hele bandet forlod scenen, men Marcus King nåede lige at kaste sit plekter ud til det 209 personer stærke, begejstrede publikum.

Der var fløjten, piften, klappen, fodstampen og begejstrede tilråb, og alt dette kunne The Marcus King Band ikke være døve overfor.

Ekstranummer

Det var orkesteret da heller ikke, og efter kort tid kom bandet atter ind på scenen. The Marcus King Band gav så ”Plant your corn early” fra The Marcus King Band som ekstranummer.

”Plant your corn early” er en gang funky shit, der her blev leveret i en ekstra lang version, for der skulle være plads til en trommesolo.

Den fik man så, og i modsætning til, hvad der ofte sker med trommesoli, var der ikke ét kedeligt sekund under Jack Ryans behandling af tønderne.

Resten af bandet luskede af, så Jack Ryan var i absolut fokus, men kom snart tilbage.

Megafon

Marcus King havde endda en megafon med, og nu blev publikum gennem denne opfordret til at råbe på kommando – og dét gjorde de – såvel som der også blev klappet og klappet.

Bassisten Stephen Campbell skulle også lige demonstrere, at han kunne håndtere det at spille solo, og det gjorde han så til publikums henrykkelse.

Marcus King præsenterede hver enkelt musiker igen, og alle blev de mødt af entusiastiske klapsalver, og alle så de glade ud.

Men ikke nok med det. Marcus King serverede også en længere solo med wah-wah-pedalen i flittigt brug, og efter en længere afslutning på ekstranummeret var koncerten slut kl. 23.09.

Fuld valuta

Da The Marcus King Band definitivt forlod scenen, kastede orkesterlederen atter et plekter ud til publikum, og folk kunne finde hjemad efter en på alle måder yderst tilfredsstillende, aldeles overbevisende koncert, hvor man fik fuld valuta for pengene.

Eneste anke er som anført, at det var svært at høre, hvad Marcus King faktisk sang, og det var synd, for manden har noget på hjerte, som man jo nødigt skulle gå glip af.

Bortset herfra var det en stor glæde at opleve The Marcus King Band, der er et utroligt velspillende, velsammenspillet og udholdende band, der står for fornemt musikerskab.

Desuden har The Marcus King Band en personlig lyd, man absolut bør stifte bekendtskab med, hvis man er til et swingende, forførende mix af en knivspids jazz, americana, blues og ”soul-påvirket psykedelisk southern rock.”

Det er med andre ord om at kende sin besøgelsestid, næste gang The Marcus King Band kommer inden for rækkevidde.