Esben Just, Morten Nordal, Margrete Grarup
Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)
Det er tradition ved Jam Days i Odense, at TipToe BigBand får lov til at afslutte lørdagens festligheder på festivalens hovedscene på Amfipladsen foran kunstmuseet Brandts. Lørdag den 4. august 2018 var ingen undtagelse, og denne gang havde bigbandet annonceret en ”Big New Orleans Night” med Esben Just og Margrete Grarup som solister.
Netop New Orleans-musikken er naturligvis Esben Justs hjemmebane, og efter en kort intro kunne han slutte sig til det seksten mand store bigband under ledelse af dirigent Torben Sminge. Med Just på klaver og leadvokal satte de i med Dr. Johns ”I thought I heard New Orleans say”, hvor Margrete Grarup også lagde stemme til omkvædene.
Humørbombe
Torben Sminge
Foto: Jakob Wandam
Med Torben Sminge som en konstant dansende, smittende humørbombe i front stod det hurtigt klart, at TipToe BigBand ikke blot var et yderst kompetent og velspillende orkester, men også var i stand til at lade musikglæden strømme uophørligt ud over tilhørerne. Atmosfæren var simpelthen fantastisk, og vekselvirkningen mellem et veloplagt orkester og et publikum opsat på sjov og god musik skabte en opadgående stemningsspiral.
Den jump blues’ede ”Let me love you” var en duet mellem Esben Just og Margrete Grarup, og sidstnævnte demonstrerede endnu en gang, at hun besidder en af de skønneste stemmer på den danske bluesscene. Basunisten Stefan Ringive trådte frem og leverede en herlig solo, og det var en fornøjelse at se og høre, hvordan TipToe BigBands medlemmer koncerten igennem skiftedes til at stå i spotlyset, uden at en eneste af dem skuffede.
Således kunne man nyde den dejlige klang af Tomasz Dabrowskis trompet på ”On the sunny side of the street”, superflot sunget af Margrete Grarup.
Croonede
Esben Just croonede sig lækkert igennem ”Basin Street blues”, hvor han også var mand for en jazzet klaversolo. Finn Henriksen supplerede med en luftig tenorsax-solo.
Esben Just
Så var der rock & roll-stemning og –tempo med Huey ”Piano” Smiths ”Rockin’ pneumonia and the boogie woogie flu”. Her blæste trioen Hans Mydtskov, Anders Ringgaard og Jakob Holdensen publikum igennem på henholdsvis tenorsaxofon, trombone og trompet.
”Everyday I have the blues” var en Margrete Grarup-favorit; hun har indspillet denne bluesklassiker både på sit soloalbum Walk with me (2016) og med Mads Vinding 4tet og synger den gerne med Grarup Allstars og i duo-konstellation med Michael Sunding. I Odense kunne Morten Øberg sætte sin præg på den med en altsax-solo, mens Margrete Grarup nærmest scattede sangen til ende.
Dyster
En dyster trommeintro fra Chano Olskær indvarslede en jazz funeral – eller i hvert fald stemningen fra én. Margrete Grarups højt svævende vokal blandede sig med klarinet, dæmpet trompet og trombone på gospel- og trad jazz-standarden ”Just a closer walk with thee”, inden et temposkift tog sangen fra andægtig til løssluppen med uptempo klarinet og en klaversolo af Esben Just.
Tomasz Dabrowski på trompet
Grarup og Just var nu klar til en række duetter; først Bessie Smith-hittet ”Baby won’t you please come home” med trompetsolo af Tomasz Dabrowski, dernæst ”You are my sunshine” uden andet akkompagnement end Esben Justs klaver og et publikum, der pligtskyldigst sang med.
”Do you know what it means to miss New Orleans” hentede trompet, trombone og saxofon tilbage sammen med bas, trommer og Morten Nordal på banjo. Sidstnævnte gav denne ballade et ekstra strejf af Dixieland, og det var ganske effektfuldt.
Energisk
Morten Nordal skiftede tilbage til elektrisk guitar på Roger Millers ”King of the road”, og det var lige i rette tid til at kunne spille en meget opfindsom og energisk guitarsolo. Esben Just tog sig af vokalen på dette nummer, der vel nok oprindeligt var en country-sang, men som lige som resten af sættet var fremragende arrangeret for bigband, New Orleans-style.
Margrete Grarup
Nu lakkede det efterhånden mod enden, men ingen ”Big New Orleans Night” uden ”Iko iko”. Just og Grarup deltes om vokalen på denne rhythm & blues-standard, men da tempoet blev sat ned, og de første toner af ”What a wonderful world” lød, blev Margrete Grarup det ubetingede fikspunkt.
Louis Armstrongs kæmpehit er nærmest definitionen på fortærsket, men i Margrete Grarups smukke version genopdagede man sangens poetiske styrke, og hendes fremførelse var decideret bevægende. Selv om det meget naturligt hurtigt udviklede sig til fællessang, fremstod nummeret med en smuk skrøbelighed. En dybt påvirket fan betroede efter koncerten Margrete Grarup, at sangen havde rørt hende til tårer, og hun var næppe den eneste.
Heldige
”Hvor er I heldige, at I har sådan et bigband,” proklamerede Grarup for odenseanerne, og dét havde hun ret i. TipToe BigBand swingende forbilledligt, og alle pladser var besat med topfolk inden for genren, som emmede på af musikalitet, spilleglæde og humor.
Esben Just og Margrete Grarup
At både Margrete Grarup og Esben Just stortrivedes i sådan en sammenhæng, var man heller ikke i tvivl om. Der var store smil og latter både musikerne indbyrdes og til publikum, og resultatet blev en formidabel koncert, der sprængte skalaen på alle parametre.
Et ekstranummer var derfor uundgåeligt, og det blev Al Hoffman & Dick Mannings ”Takes two to tango”, som både Pearl Bailey og Louis Armstrong hittede med i 1952. Bedre kunne det sådan set ikke siges; Margrete Grarup og Esben Just havde i fællesskab – med TipToe BigBand og Torben Sminge som den perfekte sparringspartnere – skabt den helt rigtige afrunding af årets Jam Days Festival, som dermed sluttede på en bølgetop.
Esben Just, Margrete Grarup og TipToe BigBand