Af Peter Widmer
Man skulle tro, at det var løgn, men et af Europas bedste blues bands kommer fra Riga, Letland, og hedder Latvian Blues Band. Latvian Blues Band kan opleves i Vollsmose Kulturhus torsdag den 6. oktober 2016, kl. 20 – 22. Her spiller de for første gang på Fyn. Billetter i forsalg på Kulturhusets hjemmeside til 60 kr.; 80 kr. i døren. Der er adgang for publikum fra kl. 19:30.
Latvian Blues Band spiller power blues, soul og rhythm ‘n’ blues ”Chicago style,” så det virkelig rykker. Med en smældende hornsektion, en guitarist, trommer, bas og en fin vokalist/guitarist med en fremragende fornemmelse for udadvendt sceneoptræden, kommer der virkelig gang i den ved hver eneste af deres koncerter.
Latvian Blues Band er et glimrende orkester, der styres af en eminent bassist, der som de andre orkestermedlemmer ved, hvordan tingene skal skæres. Og det bliver de så – også i dén grad!
Latvian Blues Band, der har ti cd’er bag sig, blev dannet for 15 år siden, og har efterhånden spillet med mere end 200 blues-kunstnere fra USA og andre lande. Ydermere blev den prominente amerikanske blues-guitarist Duke Robillard så begejstret for orkesteret, at han medvirkede på bandets cd ”Unreal” fra 2009.
Latvian Blues Band har spillet masser af klub-jobs i Canada og har spillet på flere blues-festivaler i samme land. Desuden har de optrådt i store sammenhænge i Kroatien, Grækenland, Polen og Spanien med mere. Og så har de også spillet i Danmark; for eksempel i Vejle og på Frederikshavn Blues Festival med stor succes.
Desuden spillede Latvian Blues Band, som det første europæiske orkester overhovedet, på Chicago Blues Festival i 2005. I 2008 spillede Lativan Blues Band desuden på diverse blues-spillesteder i Chicago, hvor de blev endog meget vel modtaget.
Latvian Blues Band er påvirket af for eksempel Albert King, Freddie King, B.B. King, Albert Collins, Willie Dixon, Muddy Waters og T-Bone Walker, og orkesterets original-kompositioner spænder over New Orleans “second line” rytmer, rhythm ‘n’ blues, soul og dyb Chicago blues. Med andre ord er bandets repertoire meget vidtspændende, og når de spiller ”live,” har de som oftest kun få velforberedte sætlister at trække på. Hver koncerts repertoire afhænger af atmosfæren på det enkelte spillested, og ikke to koncerter ligner hinanden.
Garanteret er det dog, at man vil blive blæst bagover af orkesterets power blues, soul og rhythm ‘n’ blues ”Chicago style.” Der er således lagt op til en aldeles spændende aften, når Latvian Blues Band rammer Vollsmose Kulturhus.
Latvian Blues Band er:
Janis “Bux” Bukovski: Blues guitar, sang, Marcis Kalnins: Bas-guitar, Rolands “Rolx” Saulietis: Trommer, Jonatans Racenajs: Blues guitar, Artis Locmelis: Sax, orgel, piano & Viesturs Grapmanis: Trompet.
Koncerten er støttet af Odense Musikudvalg og Statens Kunstfond.