Randers City Blues Festival fylder tre år

Tekst: Peter Widmer

Med afholdelsen af Randers City Blues Festival 2019 runder festivalen tre år, og den allerede veletablerede begivenhed er for mange noget at se frem til.

I år løber festivalen af stablen over hele tre dage og ikke kun to, som den første og anden udgave af festivalen foregik over (læs her og her).

Chris Grey
Foto: Frank Nielsen

Randers City Blues Festival er således i gang fra og med torsdag den 27. juni til og med lørdag den 29. juni. Programmet er på åbningsdagen dog ret sparsomt, men dette til trods er der dog absolut noget at komme efter.

Løjerne starter i Turbinen som et nyt tiltag. Her er der åbningsarrangement med reel start kl. 20, og med gratis adgang for publikum med festivalbilletter fra kl. 19.

Kl. 20 er der officiel åbning af festivalen. Herefter trykker Chris Grey & the BlueSpand den af med funky blues og et nærværende sceneshow, der altid er en messe værd.

I centrum

Åbningsarrangementet slutter kl. 21.30, hvorefter man for eksempel kan gå i byen og opleve det lokale soul blues-band The Van Ness på det legendariske musikværtshus Tante Olga kl. 22-23.

Rosedale Bluesband
Foto: Peter Widmer

Man kan også høre blues på Barry’s Pub i form af trioen Rosedale Bluesband og på Café 38, hvor kvartetten Rox’c træder op. Der er gratis entré til disse arrangementer.

Som nævnt ovenfor tager man i år Turbinen i brug til festivalåbningen. Hidtil har Biblioteket og Kulturhusets Café været værter for festivalens åbningsarrangement, men i år skulle der ske noget nyt.

Nyt er også, at hvor festivalens epicenter hidtil har været Underværket, har man i år valgt at rykke hovedscenen ned i centrum af Randers.

Telt

I midtbyen bliver festivalens hovedscene – i form af et telt med plads til 300 personer – opstillet i baggården til det gamle “S.C. Sørensens Hus”, der nu hedder Sparinvest Huset på adressen Østergrave 4.

H.P. Lange
Foto: Frank Nielsen

Der vil endvidere være barer i teltet, et behageligt udeareal og mulighed for at købe mad til en rimelig penge.

Festivalteltet kommer også til at gå under navnet Scene 1, eller Telt. Scene 2 er Tante Olga, der ligger blot et stenkast fra festivalteltet.

Festivalens store navne kommer til at optræde i festivalteltet, men man kan også være heldig at opleve H.P. Lange Blues Band på Tante Olga.

Unikt

Koncertprogrammet i ”Telt” og på Tante Olga ser fredag den 28. juni ud som følger:

Kl. 18.00-19.30: Trainman Blues (DK) Telt
Kl. 19.30-20.30: H.P. Lange Blues Band (DK) Tante Olga
Kl. 20.30-22.00: Lisa Lystam Family Band (S) Telt
Kl. 22.00-23.00: H.P. Lange Blues Band (DK) Tante Olga
Kl. 23.00-00.30: Evil Sons of the Blues (DK) Telt

Danish Blues Challenge-vindende Trainman Blues (læs her) er et unikt blues-orkester med en helt egen lyd, og man bør bestemt unde sig selv den oplevelse, det er at høre bandet live (læs for eksempel her).

Trainman Blues
Foto: Frank Nielsen

Orkesteret vandt desuden en Danish Music Award (DMA) 2018 for deres debut-album, Trainman Blues (læs anmeldelse her).

I front er herboende irske Richard Farrell på helt egenartig sang og solidt guitarspil (læs interview her).

Richard Farrell flankeres af de glimrende musikere Laust Krudtmejer Nielsen på bas, Thomas Crawfurd på trommer og selveste Ronni Boysen på guitar. Der er alle mulige chancer for, at Trainman Blues trækker mange publikummer, og dét vil være fuldt fortjent.

Akustisk blues

H.P. Lange er en af Danmarks mest solide fortolkere og formidlere af den akustiske blues, der dog oftest fremføres med forstærkede akustiske instrumenter.

H.P. Lange
Foto: Frank Nielsen

H.P. Lange har en større musikproduktion bag sig, og hans seneste reelle fuldlængdeudgivelse er Travelling man blues (læs anmeldelse her). Siden er også kommet jubilæums-opsamlingen Trackin’ my blues (læs anmeldelse her).

H.P. Lange opleves både solo og med diverse musikere, og det er altid en positiv oplevelse at høre H.P. Lange (læs for eksempel her).

På Randers City Bues Festival optræder H.P. Lange med sit band, og kender man sin besøgelsestid, er det bare med at troppe op. Her venter nemlig en garanteret fornem koncertoplevelse, som ensemblet har bibragt verden så ofte før (læs for eksempel her).

Charmerende

Fra Sverige kommer Lisa Lystam Family Band med den charmerende, roste sangerinde Lisa Lystam i front. Bandet, der er tight, har besøgt Danmark flere gange og har begejstret mange publikummer (læs for eksempel her og her).

Lisa Lystam
Foto: Frank Nielsen

Lisa Lystam Family Band har to album bag sig, nemlig When money’s running out (2014) og Give you everything (2016).

Her blander sangerinden og hendes medmusikere blues og roots med en smule rock i deres musikalske udtryk, og det gør de med stor dygtighed og energi. Sidstnævnte album er i øvrigt mixet og medproduceret af Søren Bøjgaard, der til daglig er bassist hos Thorbjørn Risager, som også medvirker på Give you everything.

Desuden optræder Lisa Lystam sammen med sin landskvinde Ida Bang med Thorbjørn Risager & the Black Tornado ved særlige lejligheder (læs for eksempel her).

Der er absolut noget at høste, når Lisa Lystam Family Band gæster Randers City Blues Festival, og tilmed har de nyt repertoire med – ifølge en sædvanligvis pålidelig kilde.

Spredning

Dagens sidste band er fynske Evil Sons of the Blues. Bandet består af Poul Ewald (mundharpe, perkussion og sang), Søren Bøje (guitar og sang), Ulrik Fromholt (sang og guitar), Bo Gryholt (bas) og René Dam (trommer).

Evil Sons of the Blues
Foto: Emil Andresen

Evil Sons of the Blues har en enkelt cd bag sig – Live – der er indspillet på spilletedet Dexter i Odense i 2013 (læs anmeldelse her). Bandet har været på banen i utallige år, men grundet geografisk spredning af bandmedlemmerne har det ofte været svært at få samlet tropperne.

Dét er der dog lavet nogenlunde om på nu, og sidste år fik bandet en andenplads ved Danish Blues Challenge, der som i år blev afviklet på Underværket i Randers (læs her).

Imidlertid er deres koncerter stadig ikke alt for hyppige (læs her). Dog har orkesteret i en relativt høj alder fået skovlen under flere og flere spillesteder, og der er et højenergisk show på scenen og gedigne blå toner i luften, når Evil Sons of the Blues gir’ den gas, og det gør de, for de kan slet ikke lade være.

Street blues

Som under de to tidligere udgaver af Randers City Blues Festival vil der være masser af gratis ”street blues” at høre på gader og stræder lørdag den 29. juni kl. 10–15.

I skrivende stund ser programmet således ud:

Jesper Theis & Olav Gudnason (DK)
Nellie BM & Lars Møller (DK)
Tim Lothar & Holger “HoBo” Daub (DK)
Mark T. (GB)
Martin Blom & Henrik Hansen (DK)
Henrik “Faze” Nybo (DK)
The Van Ness (DK)
Rox’c (DK)
En Kort og en Lang (DK)

”Street blues” foregår blandt andet på Houmeden, i Brødrestræde og i Torvegade.

Tim Lothar
Foto: Frank Nielsen

Flere af ”street blues”-navnene har gæstet Randers City Blues Festival før, nemlig Jesper Theis, Nellie BM & Lars Møller, Tim Lothar & Holger “HoBo” Daub og Martin Blom & Henrik Hansen (læs her og her).

De resterende ”street blues”-navne bliver spændende at stifte bekendtskab med, såvel som det altid er en fornøjelse at genhøre gamle kendinge, især når de er i konstant kunstnerisk udvikling.

”Street blues”-delen af festivalen er et godt tiltag, da mange folk, der måske normalt ikke er til blues, her bliver udsat for masser af blå toner på gader og stræder, lige meget om de vil det eller ej, og mange nye lyttere syntes under de første to udgaver af Randers City Blues Festival at være positivt stemt over for the blues, så hvorfor ikke også i år?

Sidste dag

På festivalens sidste dag – lørdag den 29. juni – ser programmet i teltet og på Tante Olga således ud:

Kl. 15.30-17.00: The Cornfeds (DK) Telt
Kl. 17.00-18.00: Rosedale Bluesband (DK) Tante Olga
Kl. 18.00-19.30: The Chris O’Leary Band (US) Telt
Kl. 19.30-20.30: Daniel Eriksen & Stig Sjöström (N) Tante Olga
Kl. 20.30-22.00: Latvian Blues Band (LT) Telt
Kl. 22.00-23.00: Daniel Eriksen & Stig Sjöström (N) Tante Olga
Kl. 23.00-00.30: The BluesBones (B) Telt

Tryllebundet

Randrusianske The Cornfeds, der vandt Danish Blues Challenge i 2016 og fik udgivet deres DMA-nominerede debut-album samme år, spiller halvakustisk blues og roots-musik.

The Cornfeds
Foto: Frank Nielsen

Det gør de så godt, at man bliver tryllebundet af deres vokale og instrumentale udladninger, og så har de humor.

En koncert med The Cornfeds er altid en god oplevelse, som de blandt andet viste på Randers City Blues Festival 2017, og har man chancen for at høre kvartetten, bør man gribe den.

The Cornfeds betår af Sune Bjerre på vokal, resonatorguitar og mundharpe, Jostein Burmann på ”hollowbody” – halvakustisk – guitar, Kasper Bjerre på halvakustisk bas og Jakob Kjærlund på vaskebræt, spand og trommer.

Danske Rosedale Bluesband består af tre modne herrer på bas, trommer og guitar/vokal. For dem drejer det sig om at formidle ånden i bluesmusikken.

Trioen spillede på Randers city Blues Festival i 2017 og gjorde en god figur (læs her).

Amerikansk

The Chris O’Leary Band er et amerikansk bluesband, der har tre fuldlængdeudgivelser bag sig. Seneste udgivelse er albummet Live at Blues Now fra 2014, og siden er desuden fulgt to soloalbum af Chris O’Leary, senest det meget velanmeldte 7 minutes late (2019).

The Chris O’Leary Band
Foto: Margaret Stahl

Frontfiguren Chris O’Leary – på mundharpe og vokal – var i seks år medlem af The Band-trommeslageren Levon Helms orkester The Barnburners.

Chris O’Leary har stået på scenen med blues-notabiliteter som Bill Perry, Hubert Sumlin og James Cotton, men har også optrådt med rock-orienterede navne som Dave Edmunds.

Chris O’Leary Bands debut-album Mr. Used to Be fik mange roser med på vejen og en Blues Blast-pris. Desuden blev bandet nomineret som bedste nye kunstner ved American Blues Music Awards i 2011.

Det seks mand høje orkester har ry for at være et rent energibundt på en scene, så der er noget at glæde sig til, når amerikanerne spiller op.

Norge

Daniel Eriksen
Foto: Frank Nielsen

Fra Norge kommer en spændende duo, der består af slide-guitaristen og vokalisten Daniel Eriksen og trommeslageren Stig Sjøstrøm.

De to har samarbejdet i ti år og er efterhånden blevet en fast sammentømret enhed.

Duoen gør det i delta- og New Orleans blues, og Daniel Eriksen har lært af slide-guitarmestre som John Mooney, Roy Rogers og den alt for tidligt afdøde strengevirtuos Bob Brozman.

Daniel Eriksen og Stig Sjøstrøm har turneret intenst gennem årene, så det er en scenevant duo, man kan opleve på Tante Olga, hvor de optræder hele to gange.

Letland

Latvian Blues Band har efter flere besøg i Danmark fået sig et trofast publikum herhjemme. Kender man til gengæld ikke Latvian Blues Band, er der alle mulige gode grunde til at stifte bekendtskab med dette sprængfarlige lettiske orkester.

Latvian Blues band
Foto: Frank Nielsen

Bandet blev dannet for mere end femten år siden og har en god stribe fuldlængdeudgivelser bag sig. De har spillet over hele Europa, i Canada, og i 2005 spillede de som det første europæiske bluesband overhovedet på Chicago Blues Festival.

Latvian Blues Band er påvirket af for eksempel Albert King, Freddie King, B.B. King, Albert Collins, Willie Dixon, Muddy Waters og T-Bone Walker, og orkesterets originalkompositioner spænder over New Orleans’ second line-rytmer, rhythm & blues, soul og dyb Chicago blues.

Med andre ord er bandets repertoire meget vidtspændende, og når de spiller live, har de som oftest kun få velforberedte sætlister at trække på. Hver koncerts repertoire afhænger af atmosfæren på det enkelte spillested, og ikke to koncerter ligner hinanden.

Latvian Blues Band spiller power blues, soul og rhythm & blues ”Chicago style,” så det virkelig rykker. Med en smældende hornsektion, en guitarist, trommer, bas og en fin vokalist/guitarist med en fremragende fornemmelse for udadvendt sceneoptræden kommer der virkelig gang i den ved hver eneste af deres koncerter, og publikum har det med at blive blæst bagover (læs her).

Belgien

The BluesBones kommer til Randers City Blues Festival fra deres hjemland Belgien.

Bluesrock-kvintetten er en erfaren størrelse, der formår at spille både tung og pågående bluesrock og emotionelle ballader. Tilmed skriver de ofte deres egne numre, der har det med at vinde genklang hos deres tilhørere, hvor end bandet kommer frem.

Nico de Cock (The BluesBones)
Foto: Frank Nielsen

The BluesBones har delt scene med og været opvarmningsband for navne som Tommy Castro, Seasick Steve og Guy Forsyth, hvilket skulle borge for en vis kvalitet.

Med deres varierede repertoire og udstrakte spilleerfaring kom The BluesBones tilmed ind på en flot andenplads ved blueskonkurrencen European Blues Challenge 2017, der blev afholdt i Horsens (læs her).

I Horsens – som så mange andre steder – blev The BluesBones ”rigtig godt modtaget af publikum.”

Og mon ikke det samme bliver tilfældet under Randers City Blues Festival, hvor de nok skal få teltet og Tante Olga til at koge?

Der er lagt op til en fin festivaloplevelse i Randers den 27.–29. juni 2019 med både danske og udenlandske navne og masser af variationer over de blå toner, så der skulle være tilstrækkeligt med bluesmusik for enhver smag.

Læs her for yderligere informationer om den tredje udgave af Rander City Blues Festival.