Tekst: Jakob Wandam
Amerikanske Robert Cray var et af de mange udenlandske koncertnavne, der sidste sommer måtte udsætte deres besøg i Danmark. En koncert med Robert Cray i Amager Bio i København blev udsat til den 1. juli i år, og nu er der godt nyt til danskere, for hvem hovedstaden er lidt langt væk.
Endnu en koncertdato med Robert Cray er nemlig føjet til kalenderen, og det er spillestedet Posten i Odense, der lørdag den 2. juli lægger scene til.
Allerstørste
Det er et af den internationale bluesverdens allerstørste navne, der hermed kommer til landet. Sangeren, guitaristen og sangskriveren Robert Cray pladedebuterede i 1980 med Who’s been talkin’, men havde allerede inden da dannet sit Robert Cray Band og desuden samarbejdet med Curtis Salgado.
Bad influence fra 1983 indeholdt blandt andet den Blues Music Award-vindende ”Phone booth”, og titelnummeret blev siden indspillet af Eric Clapton. I det hele taget fik Robert Cray en del bevågenhed fra kollegerne, og i 1985 udgav han trio-albummet Showdown! sammen med legendariske Albert Collins og Johnny Copeland på det navnkundige Alligator Records. Pladen indbragte dem en Grammy og endnu en Blues Music Award.
Herfra er det gået slag i slag for Robert Cray, hvis radiovenlige soul blues ikke blot har gjort ham til en stjerne i bluesmiljøet, men også sikret ham en betragtelig crossover-succes. 18 Blues Music Awards og fem Grammyer er det blevet til i en karriere, der har indeholdt omkring 20 studiealbum med The Robert Cray Band plus det løse. I 2011 blev Robert Cray optaget i The Blues Hall of Fame.
Robert Cray har delt pladestudier og scener med mange af de største bluesstjerner. Ud over Albert Collins og Johnny Copeland har Robert Cray således spillet med blandt andre John Lee Hooker, B.B. King, Stevie Ray Vaughan, Buddy Guy, Eric Clapton, Bonnie Raitt, Jimmie Vaughan, Chuck Berry, Etta James og Katie Webster.
Southern soul
Stilmæssigt har Robert Cray altid trukket lige så meget på southern soul som på elektrisk blues. Han har en sjælfuld, Al Green-påvirket stemme og sangstil, og hans guitarspil er økonomisk og smagfuldt.
Gælden til sydstats-soulmusikken anerkendte Robert Cray i 2017 med albummet Robert Cray & Hi Rhythm. Pladen var indspillet med nogle af de musikere, som arbejdede med den legendariske producer Willie Mitchell i hans Hi Records-studier i 1970’erne og blandt andre bakkede Green, Ann Peebles og Otis Clay op på deres stilskabende plader.
Siden er udkommet That’s what I heard (2020), og begge album er resulteret i yderligere Blues Music Awards til Robert Crays kaminhylde.
Festivaler
Robert Cray har besøgt Danmark ved flere tidligere lejligheder. For eksempel var han support for Eric Clapton i 2006 på Augustenborg, og i 2013 optrådte han netop på Posten i den fynske hovedstad. I november 2018 spillede Robert Cray på de to festivaler Blues Heaven i Frederikshavn og Blues Paradise i Næstved (læs anmeldelse her).
Næste år vender Robert Cray altså tilbage til vore breddegrader med koncerter i Amager Bio i København den 1. juli (find praktisk information og billetter her) og på Posten i Odense den 2. juli 2022 (se mere her).