”Jesus at my frontdoor” er titlen på en ny single fra sangskriveren og bassisten med mere Robert Nilsson eller blot Nilsson. Det er den seneste i en række af blues- og country-baserede singleudgivelser fra Nilssons side, som det nu er planen, skal kulminere i en ep til efteråret.
Tidligere har Robert Nilsson blandt andet udsendt ”Give me the water” (læs her), en fortolkning af John Lee Hookers ”When my first wife left me”, ”I wanna come home”, ”Boomer’s story” og “Closing time” I 2021.
I 2022 fulgte “Freedom Hill” og “Desert night”, og den 25. august udkommer altså ”Jesus af my frontdoor”. Lige som de tidligere singler vil nummeret kunne downloades eller streames via Spotify og andre tjenester.
Lige uden for døren
Sangen ”udforsker den fascinerende fortælling om at undvige mødet med den kristne Jesus, på trods af hans vedholdende tilstedeværelse lige ”uden for døren”,” fortæller Robert Nilsson i en pressemeddelelse.
Nilsson har skrevet både tekst og musik på ”Jesus at my frontdoor”, hvor han også spiller bas, guitar og keyboard. På vokal høres Eddie Michaels, Sol Philcox spiller leadguitar, og Ricky Lawson spiller trommer.