Dagen før Kristi Himmelfart onsdag den 1. juni får Horsens Ny Teater atter besøg af toppen af amerikansk showbizz.
Aftenens topnavn Rod Piazza & The Mighty Flyers (som kan ses på videoen på forsiden) fra Californien gæstede senest teatret i 2006, hvor stemningen i salen nåede kogepunktet.
Aftenen åbnes af “Orkanen fra Texas”, Sherman Robertson med band, som i 2009 var et af hovednavnene på Horsens Bluesfestival.
Carsten Mellson fra Blueskartellet oplyser, at forårs-programmet egentligt var tilrettelagt, men da disse 2 store navne tilbød sig dagen før Kristi Himmelfart, var der ikke så meget at tænke over.
Bandleder, komponist, producer, sanger og mundharpevirtuos Rod Piazza har vundet alt, hvad der kan vindes af priser i blues-verdenen. Piazza er født i 1947, har spillet siden 1962 og er et forbillede for alverdens mundharpespillere.
Med de første roste pladeudgivelser fra 60‘erne slog han sig sammen med en ung kvindelig piano-spiller, Honey Alexander, som han senere giftede sig med. De dannede sammen det nu legendariske “The Mighty Flyers”, og siden har karrieren virkelig taget fart med deres helt unikke stil og sceneshow. Rod Piazza & The Mighty Flyers rejser overalt på kloden, og det er blevet til tusindvis af koncerter.
Sherman Robertson, født 1948 i Louisiana, er en gudbenådet sanger, komponist og elektrificeret guitarguru, som i mange år arbejdede hos bl. a. B.B. King, Albert Collins og Big Mama Thornton.
Sherman blev professionel allerede som 16-årig og begyndte hurtigt at turnere med superstjernen Bobby ”Blue” Bland. Shermans spillestil kan være aggressiv som Buddy Guy og Stevie Ray Vaughan eller soulfyldt som Robert Cray. Hans tone rammer ”lige på og hårdt”, hans sceneoptræden viser en ”her-og-nu” musiker, der ikke kender ord som beskedenhed og jantelov. Han er i besiddelse af alverdens selvtillid med dertil hørende professionel ”showman-ship”.
Det er virkelig erfarne og velspillende topnavne, der gæster Horsens Ny Teater den 1. juni. En unik oplevelse i verdensklasse venter musik-elskende publikum forude!