Rundt om Live in Eppingen med Ole Frimer

Ole Frimer Band
Foto: Michael Gregers Nielsen

Tekst: Peter Widmer

Ole Frimer Band er et produktivt foretagende. Tidligere på året slap de studiealbummet faerd, der var bandets første skive med den nye keyboardmand Niels Ole Thorning, som afløste Palle Hjorth (læs anmeldelse her).

I efteråret sidste år var Ole Frimer Band, der foruden ovennævnte nye mand består af Claus Daugaard på trommer, bassisten Jesper Bylling og naturligvis Ole Frimer på guitar og vokal, på en ni koncerter lang turné i Tyskland og Østrig.

Her ramte orkesteret blandt andet Eppingen Jazz Festival den 19. oktober, og det var her, at bandets spritnye live-album – Live in Eppingen – blev til. Eppingen ligger i øvrigt cirka halvanden times bilkørsel fra Frankfurt am Main.

Albummet har en interessant tilblivelseshistorie, og som med så meget andet spillede corona-pandemien også en rolle her. Ole Frimer fortæller:

– Under corona-perioden, hvor Danmark var nedlukket, var det nok for alle en træls tid. Heldigvis havde jeg vores nye live-cd, der lige er udkommet i cd-format i Tyskland i dag – den 28. august 2020 – at pusle med. Cd’en udgives i Danmark på onsdag den 2. september.

– Alt er foregået long distance – pr. telefon og mail. Dette gælder produktion af cover, mixningen af skiven etc. Blandt andet gælder det også promotionplaner og geografisk rækkevidde.

Tysk pladeselskab

I denne omgang har I samarbejdet med et pladeselskab i Tyskland. Hvorfor det?

– Vi bevæger os mere og mere i udlandet. Faktisk spillede vi 60 % af vores koncerter uden for Danmark i 2019. Da vi fik muligheden for at udgive fra et centralt sted i Europa – Weingarten/Baden i Tyskland – faldt det helt naturligt ind i udviklingen af vores koncertvirksomhed.

– Pladeselskabet hedder Katti Records og gør det primært i blues og jazz. De er meget oppe på at indgå i et tæt samarbejde med deres kunstnere på alle planer.

– Desuden har de via Beatonal Tonstudios nogle fremragende indspilningsfaciliteter og hyperprofessionelle teknikere etc.

– Tilmed har de et velsmurt promotion-apparat, og det hele har vi nydt godt af og er yderst tilfredse med.

Hvordan blev samarbejdet med Katti Records etableret?

– Vi skulle på en turné i Tyskland-Østrig i oktober sidste år og spille ni koncerter. Pladeselskabet Katti Records, som kender vores tyske promoter, ringede mig op og spurgte, om vi var interesseret i at lave et live-album på Eppingen Jazz Festival, hvor vi skulle spille 19. oktober. Det sagde vi ja til.

Slagets gang

Kan du fortælle noget mere om albummets tilblivelsesproces?

Claus Daugaard, Ole Frimer, Jesper Bylling
Foto: Frank Nielsen

– Ja, det kan jeg da. Dagen før koncerten i Eppingen havde vi et møde med pladeselskab og promoter og aftalte slagets gang.

– Der blev rigget et mobilt studie til på spillestedet, og så fyrede vi bare en koncert af, som vi plejer.

– Vi fik senere tilsendt en lydfil med al musikken og valgte numre ud derfra. Behandling, mixning og mastering er foregået i Beatonal Tonstudios af studiets ejer Kurt Eisfeld og et par ansatte.

– Her assisterede jeg og Claus Daugaard – long distance.

Produktion og versioner

Hvem har produceret albummet?

– Pladeselskabs- og studiemanager Kurt Eisfeld i samarbejde med Ole Frimer Band.

Hvordan foregik produktionen helt konkret?

– Forslag til numre, rækkefølge og mix blev sendt frem og tilbage. Især mix tog tid og kostede mange mails og lydfiler. Det kræver stor data-disciplin, men det fungerede rigtig godt, og vi er rigtig godt tilfredse med resultatet.

Kommer der både en cd- og en vinylversion?

– I første omgang udgives den på cd og digitalt. Hvis efterspørgslen kræver det, vil vi overveje at udgive på lp også.

Ole Frimer
Foto: Frank Nielsen

Fysisk udgave af albummet Live in Eppingen bliver, har du indikeret, tilgængelig via imusic.dk her i Danmark, men ellers ligger albummet vel for eksempel på Spotify?

– Download og streaming kommer ud på mange medier (Amazon, Spotify, Apple Music m.fl.). Fysiske cd’er bliver solgt fra Amazon, Müller Markt, Mediamarkt m.fl.

– I Danmark – og resten af Skandinavien – bliver det fysiske salg fra Pladekisten, som er velfungerende, århusiansk og troværdigt, siger Ole Frimer lunt.

– Men der kan godt støde andre salgsplatforme til.

– Aftalen med Pladekisten er i øvrigt indgået mellem pladeselskabet og Pladekisten. Det bliver Pladekisten i Aarhus, der varetager distributionen af vores nye cd her i Danmark. Imusic får den også, men det bliver via Pladekisten.

Den vestlige verden

Hvordan forberedte I albummet?

– Det var ikke de store forberedelser. Dog var vi opmærksomme på at have numre med på repertoiret, som vi ikke tidligere har indspillet.

Hvor er albummet indspillet mere præcist?

– På Alte Universität i Eppingens gamle bydel.

Ole Frimer
Foto: Frank Nielsen

Du har fortalt mig, at Live in Eppingen udkommer ”i hele den vestlige verden.” Dét er jo ret stort for et dansk band. Hvordan er dette kommet i stand?

– Det er så nemt at sige i disse tider, da det meste salg foregår via net-platforme – og dermed overalt. Men det, jeg mener, er, at albummet bliver sendt til anmeldelse og til radioer i store dele af den vestlige verden.

– Sådan gik det også den forrige Live at Blues Baltica (læs anmeldelse her), som blev spillet relativ hyppigt i Europa, England og USA i diverse radioprogrammer, der omhandler blues.

Skal I på nogen form for promotionturné i forbindelse med udgivelsen af albummet?

– Vi er jo corona-ramt, men vi laver fire-fem releasekoncerter i Danmark her i efteråret 2020. En europæisk turné er ved at blive forberedt til august-september 2021. Aktiviteter i foråret 2021 vil være afhængige af corona-tilstanden, slutter Ole Frimer.

Bluesnews.dk anmelder Live in Eppingensnarest. Læs mere om Ole Frimers indspilninger her.