Tekst: Jakob Wandam
Det bliver sangerinden Sahra da Silva, der skal repræsentere Danmark ved den internationale blueskonkurrence European Blues Challenge i 2023. Det oplyser interesseorganisationen BluesDanmark til Bluesnews.dk.
Det er BluesDanmark, der står for at finde Danmarks deltager til ”bluesens melodi grand prix”. Tidligere blev dette gjort via en national musikkonkurrence, Danish Blues Challenge, men i 2021 gik BluesDanmark over til i stedet simpelthen at udpege en deltager, der bliver bedt om repræsentere landet. Denne fremgangsmåde benyttes også i flere andre europæiske lande, og Sahra da Silva har sagt ”Ja tak!” til at forsvare de danske farver.
Sidste år var det Jake Green Band, der blev udvalgt til hæderen. Jake Green Band var således Danmarks deltager ved European Blues Challenge 2022 i Malmø i juni.
European Blues Challenge 2023 finder sted den 1.-3. juni 2023 i Chorzóv i Polen. Her kommer Sahra da Silva til at dyste udi bluesmusik med deltagere fra mere end tyve andre europæiske lande.
Møblomania Blues Award
Som Danmarks udvalgte blues-ambassadør bliver Sahra da Silva også tildelt årets Møblomania Blues Award. Sahra da Silva bliver den femtende modtager af prisen, som blev indstiftet af arkitekten Ib Kjærgård i 2007.
Med æren følger en kunstgenstand skabt af keramikeren Henriette Duckert, og overrækkelsen samt den officielle kåring af Sahra da Silva vil finde sted ved dette års Blues Alive Festival i Horsens den 29. oktober 2022.
Sahra da Silva er en uhyre flittig musiker på de danske blues- og jazzscener. Her optræder hun i talrige konstellationer, blandt andet med sin egen blueskvintet og som medlem af The Cornbread Project. Sahra da Silva har flere pladeudgivelser bag sig og arbejder p.t. på et kommende album, der produceres af Laust ”Krudtmejer” Nielsen (Trainman Blues, The Cornbread Project m.m.). Den første single, ”Just a bit crazy”, udkom den 25. maj (læs mere her).
I morgen, fredag den 19. august, spiller Sahra Silva med sit band på Jonstrup Jazzfestival, og søndag den 21. august kan hun høres sammen med Alain Apaloo og Lars Emil Riis ved en havekoncert hos Kai Krogh Christiansen i Silkeborg.