Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
Shawn Holt er søn af Chicago-legenden Morris Holt, bedre kendt som Magic Slim. Da Magic Slim døde i 2013, tog Shawn over som frontfigur for hans band, og det var Shawn Holt & the Teardrops, man kunne opleve på Godset i Kolding mandag den 5. februar.
Der er nu ikke meget andet end navnet tilbage af faderens backinggruppe. Trommeslager Allen Kirk spillede ganske vist med Magic Slim & the Teardrops for år tilbage, men ellers har Shawn Holt indforskrevet nye navne: bassisten Kris Jefferson, som tidligere især har spillet med Popa Chubby, og guitaristen Jimi ”Prime Time” Smith, som bl.a. har turneret med Lynwood Slim, Eddie ”Cleanhead” Vinson og Big Jay McNeely.
Shawn Holt selv synger og spiller guitar – rigtig meget guitar. Allerede fra første nummer var skabelonen for koncerten klar: Bandet satte i med en blues-shuffle, og så gik Shawn Holt ellers i gang med den første af mange, langstrakte soloer, inden han begyndte at synge ”Strange things happen”.
Godt groove
Rytmesektionen Kirk og Jefferson swingede godt, og bandet fandt hurtigt et godt groove. Jimi ”Prime Time” Smith bød også ind med en guitarsolo, og dem skulle der også komme mange af fra hans side.
Shawn Holt besidder en god sangstemme, og han er bestemt heller ingen ringe guitarist. Hans spil er melodisk og disciplineret, og han har en cool, metallisk tone, der sammen med det tommelplekter, han altid spiller med, giver ham en egen lyd.
Med sang nummer to, Hound Dog Taylors ”It’s alright”, fornemmede man, at det bare rullede derudad. Holt og Smith skiftedes til at strø soloer ud over publikum, og på tredje nummer, en dovent swingende version af Elmore James’ ”Shake your money maker”, blev det også til en jazzet bassolo fra Kris Jefferson.
Variationen
Imidlertid stod det også efterhånden klart, at det var så som så med variationen i Shawn Holt & the Teardrops’ sæt. ”Shuffle, shuffle, shuffle,” instruerede Jimi ”Prime Time” Smith inden et af de tre numre, hvor han tog leadvokalen, og det var så sandt, som det var sagt: Den ene shuffle afløste den anden, og man tog sig god tid til hvert nummer. Elleve sange på ca. 100 minutter – så kan man selv regne resten ud.
Bandet lignede nogen, der hyggede sig. Der blev udvekslet smil og grin, ikke mindst da ”Prime Time” Smith halvvejs gennem koncerten måtte løbe på toilettet, og Shawn Holt advarede publikum: ”Don’t eat the cheesecake!”
Men det var, som om Shawn Holt & the Teardrops havde svært ved at få begejstringen til at forplante sig ud i salen. De kom ganske enkelt ikke rigtig ud over scenekanten – dette på trods af, at Shawn Holt faktisk vandrede spillende ud mellem publikum! – og frontmanden var da heller ikke helt tilfreds med den respons, han fik fra tilhørerne.
Ensformighed
Problemet lå ikke mindst i materialets ensformighed. Der er bestemt intet i vejen med old-school Chicago- og Texas blues, men indimellem savnede man nogle temposkift og ikke mindst noget ildhu og nærvær. Musikerne udtrykte spilleglæde, men på en så tilbagelænet måde, at det grænsede til det nonchalante, og Jimi ”Prime Time” Smith virkede af og til simpelthen uskarp.
Allen Kirk på trommerne swingede rigtig fint og kunne åbenlyst spille de evindelige shuffles i søvne, uden at det ville gå ud over elegancen. Han kom straks mere på glatis, når han skulle spille solo – det kneb med opfindsomheden. Det kunne man til gengæld ikke sige om Kris Jefferson, der begejstrede med et par energiske soloer, ikke mindst på den afsluttende ”Walking the dog” af Rufus Thomas, med slap bass og imponerende fingerarbejde.
Håndværk
Shawn Holt & the Teardrops gjorde, hvad de skulle, men så heller ikke så meget mere. Var man kommet for at høre solid, traditionel urban blues med masser af guitarsoloer, kunne man gå glad fra Godset efter en time og fyrre minutter, og det var der sikkert også flere publikummer, der gjorde. Shawn Holt kan sit håndværk og er for dygtig til at kunne affærdiges som ren husmandsblues.
Men der skal lægges en større indsats, hvis han for alvor skal skille sig ud fra den store masse af dygtige bluesguitarister. Det lykkedes ikke denne mandag aften i Kolding.