Tekst: Jakob Wandam
Trioen Sidetrackers skulle oprindelig have spillet hos B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association den 14. marts i år. Men det blev ikke til noget, da coronakrisen som bekendt satte en brat stopper for koncertaktiviteten i Danmark.
Nu får man imidlertid alligevel chancen for at se og høre Sidetrackers spille live fra Rampelys i Silkeborg. Det sker på lørdag den 9. maj klokken 20, når B’Sharp i samarbejde med CC Silkeborg inviterer til streamingkoncert.
Ganske gratis
Koncerten er ganske gratis at overvære, og man kan se den enten på CC Silkeborgs Facebook-side her eller via Twitch her. Arrangørerne anbefaler dog, at man bruger Twitch, for som de siger:
” … de er specialister i livestreaming, og både billede og lyd derfor er bedre. Desuden er der risiko for at bandet spiller så godt, at Facebooks store computer tror, at vi ulovligt bryder ophavsrettighederne, og derfor stopper udsendelsen.
Vi betaler naturligvis for alle rettigheder, men Facebook spørger desværre ikke først.”
Ny elevator
Koncerten med Sidetrackers bliver spillet til fordel for en ny elevator til spillestedet Rampelys. Som sagt kan man opleve koncerten vederlagsfrit, men undervejs vil man naturligvis have mulighed for at donere et beløb, hvis man skulle ønske det.
Sidetrackers består af Martin Jønsson, Martin Blom og Svend Eeg, og selv om det er tre erfarne herrer, har trioen kun eksisteret siden december 2018 (læs mere her). Til gengæld har de allerede opnået en Danish Music Award-nominering.
Debutalbummet Live! In the studio (2019) var nemlig med i opløbet, da Årets Danske Bluesudgivelse 2019 skulle kåres. Prisen gik dog til Big Creek Slim & Rodrigo Mantovani (læs mere her).
Spilleglæde
Om Live! In the studio skrev Bluesnews.dk blandt andet: ” … et album, der emmer af den afslappethed, det giver at kunne tage sig musikalske friheder uden tidspres. Flere af albummets tolv skæringer er således kommet til verden ganske umiddelbart, spilleglæden skinner igennem, og samspillet mellem trioens medlemmer er virkelig godt … et godt, solidt, ofte overraskende, høreværdigt album fra en spændende trio … ” (læs hele anmeldelsen her).
Man kan altså godt begynde at glæde sig til bandets streamingkoncert, der som sagt begynder lørdag klokken 20.