Af Peter Widmer
Evil Sons of the Blues giver en af deres sjældne koncerter under Jam Days festivalen i Odense på Café Biografen, søndag den 7. august 2016, kl. 15:00.
Orkestermedlemmerne har været på blues-banen i mere end 30 år, og har spillet sammen næsten lige så længe. Først i det for længst hedengangne, lokalt populære Det Blå Blues Band. Samme orkester blev så til Long Lost Evil Sons of the Blues, og i dag er der savet en bid af orkesternavnet, der nu er nede på Evil Sons of the Blues.
Orkesteret har en selvfinansieret og ditto udgivet ”live” cd bag sig, optaget på spillestedet Dexter i Odense. Samme cd fik pæne ord med på vejen af Bruce Iglauer fra amerikanske Alligator Records. Især blev mundharpemanden Poul Ewald femhævet.
Dynamiske Evil Sons of the Blues har gennem årene oplevet en del tumult. Nogle af bandmedlemmerne fik børn, andre flyttede fra Odense og så var der dem, der blev arbejdsramte.
Trods dette har Evil Sons of the Blues formået at holde sammen på tropperne, men deres koncertaktiviteter er absolut ikke så hyppige som de var tidligere. Derfor er det om at gribe chancen for at høre dette lokalt legendariske band, når man kan, og dét kan man så søndag den 7. august 2016, kl. 15:00 på Café Biografen i centrum af Odense.
Evil Sons of the Blues er:
Poul Ewald: Mundharpe, perkussion og sang, Søren Bøje: Guitar og sang, Ulrik Fromholt: Sang og Guitar, Bo Gryholt : Bas & René Dam: Trommer