Den 4. juli er der for ottende gang bluesfestival på Als for de særligt indviede. Der sælges et stærkt begrænset antal billetter – fordi nærheden og nærværet med musikerne er det bærende element i arrangementet.
Til gengæld får de 150 heldige deltagere en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Og i lige så usædvanlige rammer. De tidligere kornsiloer på Kegnæsvej I Skovby danner rammen om Skovby Blues.
” Tættere på Mississippi kommer man ikke i Danmark” udtalte landets absolut bedste rootsblues fortolker H.P. Lange fra scenen i 2009. Han har spillet sig ind i hjerterne hos publikum og er igen i år at finde blandt de optrædende.
H.P.Lange har gennem årene haft en lang række gæster med og end ikke arrangørerne ved i år, hvorvidt han kommer selv eller har nogen med. Men han skuffer aldrig og tilhørerne er gennem årene blevet påtvunget selskab af bl.a. Hugo Rasmussen, Troels Jensen, Paul Junior og andre af Danmarks store musikere.
Den international anerkendte Copenhagen Blues Festival ønskede i 2001 at få flere kvinder blandt de optrædende. Derfor skabte de deres eget drømmeband. Og hvilket et !
Tre kvinder med hver sin stemmepragt ud over det rimelige. Og samlet er de frygtindgydende gode !
De fik et backingband bestående af nogle af Danmarks bedste musikere, der sammenlagt har hundredevis af pladeindspilninger bag sig.
Ladies Sing the Blues er noget af det ypperste der kan præsenteres fra en scenekant i dansk regi. Orkesteret serverer swingende og svedig underholdning, der går direkte i fødderne.
Roughhaired Chickendogs har 17 års erfaring i at fortolke de bedste af de bedste klassikere. De har et overskueligt sceneshow uden pral og unødige armbevægelser. Det er bare bundsolidt og ærligt arbejde. Håndværk når det er allerbedst. Og smukkest.
Wiborg & Guitar kan nemmest beskrives som lyden af en engel der synger akkompagneret af en harpe med seks strenge. En slags musikalsk fredfyldt oase.
The Pianoman, The Guitarman & The Bluesman har deres egen charmerende mangel på sound og nogle absolut intetsigende tekster. De har gennem årene optrådt i mange forskellige sammenhænge og er nu samlet for en – foreløbigt – sidste gang.
The Pianoman udvandrer nemlig til USA for at fortsætte den musikalske karriere der. Skovby Blues er særdeles stolte af at lægge scene til afskedskoncerten og The Pianoman’s – indtil videre – sidste optræden på dansk grund.
I baren vil der vanen tro være udskænkning af kolde og varme drikke til særdeles overkommelige priser og serveret med et ægte dansk smil af byens bedste bartender: TromPeter.
Jespers Pølsevogn sørger for ernæringsrigtig kost dagen igennem.
Det hele foregår lørdag den 4. juli 2015 i tidsrummet 16.00 – 01.00 og billetsalget er startet.
Billetter koster 150 kroner og sælges i Brugsen i Skovby og fra hjemmesiden www.skovbyblues.dk hvor også det endelige program og yderligere oplysninger kan findes.