Festivalen Skovby Blues på Als er klar med dette års program, og der er tale om en blanding af lokale og landskendte navne.
Troels Jensen var med til at stifte Delta Blues Band i 1967, og den 6. juli optræder han som special guest sammen med hovednavnet Big Creek Slim Band til Skovby Blues.
Big Creek Slim har modtaget et væld af priser. Han blev kåret til Årets Danske Bluesnavn i 2015 og har ligeledes flere gange modtaget prisen for årets bluesplade ved Danish Music Awards Blues, og hans orkester består af en perlerække af danske musikere.
Den dobbelte danske mester i mundharpe Lars Ringgård, der sammen med guitarvirtousen Per Andersen udgør duoen Beat and Stomp, kommer også på besøg. En duo, der i den grad kommer ud over scenekanten.
Ingen Skovby Blues uden H.P. Lange, der for 13. gang lægger vejen forbi festivalen for igen at demonstrere, at han er Danmarks absolut bedste fortolker af den klassiske blues fra det sumpede syden i Amerika. Han medbringer et swingende backingband.
Fra Hjørring kommer Sivert Thomsen, der i mere end 25 år har spillet sin egen blues rundt på landets spillesteder og festivaler.
Det lokale indslag kommer i form af Roughhaired Chickendogs, der med mere end 20 års erfaring er garanter for solid underholdning af bedste kvalitet.
Skovby Blues afholdes for 13. gang, og vanen tro er der kun 149 billetter til salg, hvoraf omtrent halvdelen allerede er solgt. De fantastiske rammer i de tidligere kornsiloer og det begrænsede antal pladser gør festivalen til en intim oplevelse, hvor publikum og musikere er i øjenhøjde med hinanden.
Billetter til Skovby Blues koster i år 250 kroner, og interesserede kan købe billet på www.skovbyblues.dk, hvor der også er yderligere information at finde.