Kan man lokke folk af huse på en søndag aften til en omgang solid blues? Det håber Blueskartellet i Horsens, der gør et forsøg den 14. maj, hvor Lurrie Bell og hans Chicago Blues Band gæster musikstedet KulisseLageret.
Dørene åbnes klokken 19, og musikken starter klokken 20, så der er mulighed for at komme hjem i ordentlig tid. Desuden er der masser af siddepladser på KulisseLageret, og der er varm kaffe på kanden, hvis øl på weekendens sidste aften afskrækker.
Amerikanske Lurrie Bell var en af de helt oplevelser på Bluesfestival Horsens i 2015, og mange vil se frem til at gense ham. Han kommer med sit helt eget band.
Lurrie Bell er søn af mundharmonikalegenden Carey Bell, som bl.a. spillede med John Lee Hooker. Lurrie begyndte at klimte på faderens guitar i en temmelig tidlig alder, og allerede som otteårig spillede han gospel i den lokale kirke.
Lurrie er født i 1958 og voksede op i Chicago, da bluesscenen her var befolket af legender, og han havde tydeligvis et medfødt talent for at lytte og skabe sin helt egen, unikke lyd. Han har medvirket på mere end 50 produktioner med andre kunstnere, hvor hans distinkte lyd af elegance og intensitet har skabt den rette feeling.
Entreen er 140 kroner, og billetter kan købes i døren eller via forsalg på KulisseLagerets og Blueskartellets hjemmesider.