Af Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen
Der er sort blues af den bedste slags på programmet, når Big Creek Slim Band runder Vollsmose Kulturhus. Det gør orkesteret torsdag den 1. december 2016, kl. 20–22. Der er adgang for publikum fra kl. 19:30. Billetter i forsalg på Kulturhusets hjemmeside til 60 kr.; 80 kr. i døren.
Den autodidakte blues-sanger, guitarist, mundharpespiller og sangskriver Marc Rune – alias Big Creek Slim – er en helt unik personlighed på den danske – og internationale – blues-scene. Manden, der er født i 1983 i Ikast i ”det mørke Jylland,” er i besiddelse af en stemme, der vil få dig til at gå bagover. Selvom manden er hvid og dansk, lyder han nemlig knaldhamrende sort og amerikansk. Og Big Creek Slim Band står for beskidt blues med masser af ægte blues ”feeling” som få andre (europæiske) blues bands.
I 2006 definerede Marc Rune sig virkelig som blues-mand. Snart drog han på en længerevarende blues-pilgrimsrejse til de amerikanske sydstater, hvor han i 2007 indspillede sit i blues-kredse meget roste debut-album Tumbleweeds. Her medvirker for eksempel den sorte piano-legende Henry Gray, kendt fra sin tid med Howlin’ Wolfs orkester. Marc Rune har desuden spillet med eks-Rolling Stones guitaristen Mick Taylor samt med Omar & the Howlers. Med Tumbleweeds under bæltet vendte Marc Rune tilbage til Danmark og spillede nogle få koncerter, men så måtte han atter ud i verden. I de senere år har Marc Rune boet i Brasilien, hvor han lever af at spille blues på gader, stræder, værtshuse og klubber med mere. Men han har også indspillet og fået udgivet sit andet album, Ninety-nine and a half.
Marc Rune er en ægte blues-vagabond, der kun sjældent runder Europa, men når han gør det, sker der noget. Således vandt han med sit første faste band – Big Creek Slim & the Cockroaches – konkurrencen Danish Blues Challenge i 2013, og i 2014 forsvarede bandet de danske farver ved European Blues Challenge i Riga, Letland.
Ydermere begyndte Big Creek Slim at samarbejde med den foretagsomme bluesmand Peter Nande, og Big Creek Slim Band blev en realitet. Samarbejdet resulterede desuden i de anmelderroste cd-udgivelser Blues for my soul (2015) og Keep my belly full (2016). Sidstnævnte blev tilmed i september måned i år kåret som “Årets Danske Bluesudgivelse 2016”, og sidste år fik Big Creek Slim Copenhagen Blues Festivals ærespris som ”Årets Danske Blues Navn 2015”.
Når Big Creek Slim rammer Vollsmose Kulturhus sammen med sit orkester, som består af en håndfuld top-musikere, der alle er veteraner på den danske blues-scene, er der lagt op til en aften med en solid omgang sort og beskidt juke joint blues, leveret med ægte blues “feeling”, autenticitet, autoritet og originalitet.
Big Creek Slim Band er:
Big Creek Slim – Vokal/guitar, Peter Nande – Mundharpe, Troels Jensen – Klaver/guitar, Paul Jr. – bas & Asmus Jensen – Trommer.
Koncerten er støttet af Odense Musikudvalg og Statens Kunstfond.