SP Just Frost bragte festen til Posten

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

SP Just Frost turnerer i disse dage i det ganske land, og det er lidt af en genkomst for trioen, der ikke har optrådt i denne formation siden 2007, hvor Henrik ”SP” Schou Poulsen forlod ensemblet. Esben Just og Søren Frost fortsatte herefter sammen med Ole Skipper som Skipper Just Frost, men også denne opstilling smed håndklædet i ringen i 2011.

Nu er SP Just Frost altså tilbage, og lørdag den 8. september klokken 21 spillede trioen på Posten i Odense. Det var der tydeligvis mange, der var glade for, thi både bandet og publikum var særdeles veloplagte og opsat på at gøre koncerten til en fest.

Det egnede SP Just Frosts glade og tempofyldte New Orleans-blues og –rhythm & blues sig heldigvis godt til. De spillede to sæt med en blanding af genrens klassikere og egne, både dansk- og engelsksprogede sange.

Konstellationer

Esben Just førte an på leadvokal og klaver. Siden sidste omgang med SP Just Frost har han blandt andet været fast inventar med sine ”Piano Nights” på Bartof Station på Frederiksberg (læs f.eks. her og her), og han har spillet i mange forskellige konstellationer, blandt andre med Fessor (læs her) og Margrete Grarup og TipToe BigBand (læs her).

Konstanten har været Esben Justs hengivenhed til musikken fra New Orleans, hans energiske sceneoptræden og hans fine tangent- og vokalarbejde. Alt sammen blev der givet masser af prøver på i Odense, hvor SP Just Frost lagde ud med en slags medley af bl.a. Professor Longhairs ”Mardi Gras in New Orleans” og deres egen ”Come into my house”.

Koncerten var i det hele taget præget af numre, som gled over i hinanden, hvilket blev håndteret upåklageligt af de tre musikere. Med perfekt timing fulgte SP Just Frost hinanden gennem glidende overgange, breaks og abrupte temposkift.

Det vidnede om deres høje tekniske niveau hver især, samt om, hvor ualmindelig tight sammenspillet de er.

Højt humør

Bassisten SP var i højt humør og sprang og dansede storsmilende rundt på scenen, mens han udvekslede blikke og grin med tilhørerne. Hans walking bass indledte ”Bryggen”, hvor han kom helt frem på scenekanten og ledte et ivrigt publikum gennem en syng-med-session.

Henrik ”SP” Schou Poulsen brød i sin tid igennem som medlem af Thomas Helmig Brothers. Siden blev han en efterspurgt studiemusiker og var ikke mindst flittigt brugt på 1980’ernes og 90’ernes danskrock-scene med navne som One Two, Sko/Torp, Ester Brohus, Søs Fenger og Nanna – og senere med bl.a. Rasmus Seebach.

Den jazzede blues har SP imidlertid også glimrende styr på, og på standarden ”St. James Infirmary” kunne man tilmed høre ham på den første af mange udmærkede soloer. Nummeret bød også på stemningsfuldt begravelsesmarch-trommespil af Søren Frost, og det var blot én af udtryksformerne for Frosts alsidige spil.

Flere hundrede udgivelser

Søren ”Blackfoot” Frost er ansat i DR Big Band og kan desuden høres på flere hundrede udgivelser med forskellige kunstnere. Bluesfans kender ham måske især fra Kjeld Lauritsens band, med hvem han f.eks. optrådte på årets Copenhagen Jazz Festival (læs her).

Frost er en blændende dygtig trommeslager, og det var virkelig en fornøjelse både at høre og iagttage hans spil i Odense. Han tog heller ikke til takke med at sidde bag trommesættet, men sprang også gerne rundt med tamburinen, som da Esben Just spillede solo – med højre fod på klaviaturet! – i den festlige ”Charmetrold”.

Der var også soloer til både Frost og SP i den passende betitlede ”How can they be so white and so funky”, bandets egen komposition, som de sluttede første sæt med – i et medley med New Orleans-standarden ”Iko iko”.

Løjer

SP Just Frost er et rigtigt partyband, men selv om der ikke er nogen tvivl om, at mange af deres løjer på scenen er indøvede, virkede humøret ægte og var stærkt smittende.

Den musikalske knowhow kunne der heller ikke sættes spørgsmålstegn ved. Publikum kvitterede med jubel, klapsalver og danserutiner, og man fornemmede, at det for mange af dem også var gensynets glæde, der gjorde sig gældende. Der blev sunget godt med på sangene, både i call-and-response-sektionerne og uopfordret.

Tilmed blev der langet en pænt antal cd’er og ikke mindst vinylplader over scenekanten i pausen, så det var et selvsikkert SP Just Frost, der kunne kaste sig ud i andet sæt med Esben Justs ”Bring the money home”.

Den blev fulgt af et medley af 1970’er-New Orleans-funk i form af The Meters’ ”Hey pocky a-way” (eller ”Hey pocky way”) og Wild Magnolias’ ”(Big Chief like plenty of) fire water”.

Søren Frost var sublim på trommerne, og Esben Just serverede et lækkert, jazzet mellemspil på klaveret, inden alle tre bandmedlemmer forenedes med tamburiner og vokal.

Danses

Nu skulle der danses, bekendtgjorde Esben Just, og det blev der så – både af det begejstrede publikum og af SP og Frost, mens Just spillede hæsblæsende boogie-woogie/rock & roll-klaver på Chuck Berrys ”You never can tell”.

Tempoet blev sat ned med ”Down heart blues”, der bød på fremragende bluesspil af Esben Just, og ”Let me love you” var en decideret tour-de-force af pianisten, som også lige fik flettet et par linjer af Fats Dominos ”The fat man” ind.

Countrysangeren Roger Millers ”King of the road” var et sikkert hit med soloer af SP og Frost, og så var det tilbage til New Orleans med Allen Toussaints ”New love thing”.

Et par af gruppens egne festnumre fulgte, ”04 bliver et fedt år” og ”Shake that ass”, og gæsterne på Posten var med på festen og på syng-med-seancen.

Påkrævet

Ekstranumre var således ikke blot obligatoriske, men i dén grad påkrævet. Fats Dominos ”When my dreamboat comes home”, Hank Williams’ ”Jambalaya” og Jimmie Davis’ “You are my sunshine” udgjorde ekstra-sættet, og der blev naturligvis – på bandets opfordring – sunget med til den store guldmedalje på den sidstnævnte.

Efter knapt to en halv time (inklusiv pause) blev dette enden på SP Just Frosts genkomst på Posten i Odense. De havde bragt festen med sig, og odenseanerne tog imod med åbne arme.