Interview: Syv minutter og syv sekunder med Kirk Fletcher.

Tekst: Peter Widmer

Fotos: Michael Lybker (Lybker Foto) og Søren Ladegaard – SLPhoto.net

Det er ikke til hver en højtid, at man får lov til at møde en af verdens bedste blues-guitarister, nemlig den sorte spade-betvinger fra Californien, USA, Kirk Fletcher. Men det gjorde Bluesnews.dk i regi af Bluesforeningen Crossroads i Vejle den 6. februar 2015 efter første sæt af aftenens koncert.

Her spillede Kirk Fletcher sammen med ”The Mad Turk,” bassisten Erkan Özdemir, kendt fra sit mangeårige medlemskab af Memo Gonzales & The Bluescasters, der har kunnet opleves i Danmark flere gange.

Erkan Özdemir havde endda medbragt sine to sønner – Kenan og Levent – på guitar og trommer. Begge er i starten af 20’erne, og viste både musikalsk talent og potentiale.

Og det var koncerten igennem tydeligt, at Kirk Fletcher hyggede sig gevaldigt ved at spille med de unge musikere og deres far, der tilsammen såmænd kalder sig The Özdemirs, og i øvrigt bor i Münster, Tyskland.

Bluesnews.dk fik en snak med Kirk Fletcher, der viste sig at være både sjov, lun, og imødekommende. Kirk Fletcher har blandt andet spillet med The Fabulous Thunderbirds og The Mannish Boys, men nu har godt gang i en solo-karriere. Kirk Fletchers seneste – og femte – album i eget navn udkom sidste år med titlen ”Live at the Baked Potato Burning Blues.”

Samarbejdet med The Özdemirs

Kirk Fletcher og Bluesnews.dk klemmer sig ind i musikerrummet lige bag ved scenen i Bygningen, i centrum af Vejle, hvor Bluesforeningen Crossroads afholder sine koncerter.

En imødekommende og oplagt Kirk Fletcher giver Bluesnews.dk et fast håndtryk, et direkte blik og et smil, og vi går straks i gang:

Hvordan kom samarbejdet mellem dig og The Özdemirs i gang?

– Jeg har efterhånden kendt Erkan i nogle år. Han har været en fin fyr hele venen igennem, og har hjulpet mig med en anden turné. Vi mødtes gennem nogle fælles venner, og så har det bare formet sig sådan, at vi begyndte at samarbejde; også med Erkans to sønner, der er store bluesfans, og som viderefører blues-traditionen. Det er virkelig fantastisk!

– Hvad var den allerførste koncert, du var til?

Min første blues-koncert var en Albert Collins gav på en festival i USA i 1988. Jeg var omkring 13 år gammel.

– Hvordan var du i skolen?

Jeg var totalt fjern i forhold til skolen, for det eneste jeg ville, var at spille musik. Og skolen kom altid i vejen, når jeg skulle øve, så jeg prioriterede det sidste!

Hvis du ikke var blues-musiker, hvad ville du så lave?

– ”Jeg ville eje en pladeforretning,” griner Kirk Fletcher med glimt i øjet.

Hvad er det kæreste, du ejer?

– Min datter! – Kirk Fletcher slår en hjertevarm latter op.

Den værste plade

Hvad er den værste plade, du nogensinde har lavet?

– Den værste plade jeg nogensinde har lavet? Tjah…Jeg synes ikke, at jeg har lavet dårlige plader, men jeg synes, at jeg har lavet plader, da jeg var ung, der også lyder derefter. De lyder måske lidt grønne – umodne – og måske lidt ru, men jeg vil nu ikke sige, at jeg har lavet en plade, jeg kan kalde min værste.

Hvad er så den bedste plade, du nogensinde har lavet?

– Den bedste? Indtil videre er det nok ”My Turn” (2010). Der har været andre projekter med andre folk, som jeg er virkelig stolt af, men igen – det må være ”My Turn,” der er min seneste studieindspilning.

Hvornår har du sidst grædt og hvorfor?’

– Det ved jeg snart ikke. Måske var det engang, hvor min kæreste sagde noget til mig, der fik mig til at græde. Det har ikke nødvendigvis været noget dårligt, for vi har masser af glæde og passion i vores forhold, og sådan har det været hele vejen igennem, ler Kirk Fletcher lunt.

Hvad drikker du?

– Nu om stunder? Ikke meget. Kun livet som sådan. For mig drejer det sig om at leve livet og prøve at være sund. Yep – det er dét, det drejer sig om.

Karaktertræk

Find fem ord, der beskriver dig selv.

– Sjov, lidenskabelig, omsorgsfuld, fjollet (Kirk Fletcher klukker godmodigt) og ubeslutsom.

Hvad har du i lommerne?

– Kun min mobiltelefon og min tegnebog…og et plekter.

Hvem var den seneste person, du smækkede én?

– Åh mand, det aner jeg ikke engang. Det var nok i børnehaven, ler kirk Fletcher.

Hvad er den seneste plade, du har købt?

– Det er Nick Drakes første album ”Five Leaves Left” (1969). Det er en fremragende plade!

Hvad plejer du at brokke dig over, når du bor på hotel?

– WiFi, der enten ikke eksisterer eller ikke fungerer, og så klager jeg da også, hvis der er beskidt.

Hvilke karaktertræk mener du, at du har arvet fra dine forældre?

– Hæderlighed fra min mor og direkthed, at gå lige til sagen, fra min far.

Hvad er dit mest ubehagelige karaktertræk?

– At sige ”Ja,” når jeg virkelig skal sige ”Nej.”

Har du en kulinarisk specialitet?

Ja, æg. Røræg.

I aften

– Hvad er din mest tilfredsstillende musikalske oplevelse?

– Det er vores koncert her hos Crossroads i aften.

Hvad frygter du mest?

– At jeg glemmer teksten til en sang, når jeg er på scenen.

Hvilken slags musik vil du gerne have spillet til din begravelse?

– Gospel musik. Sikket noget med The Dixie Humingbirds

Hvem er dit største idol inden for musikverdenen?

– Nummer ét er helt klart B.B. King.

Hvad er den fedeste plade, der nogensinde er lavet?

– Det er da alt for svært, siger Kirk Fletcher medens han ruller med øjnene.

– Wow – det ved jeg virkelig ikke. Men i hvert fald er en af de fedeste plader, som jeg lytter til hele tiden, Bobby Blands ”Dreamer” fra 1974. Sådan!

Er du nogensinde blevet arresteret?

– Nej, jeg har aldrig været arresteret, så jeg er ikke en rigtig ”bluesman”, siger Fletcher Kirk med slet skjult ironi i stemmen.

Hvad tænder du på?

– Min kæreste.

Hvad er lykke for dig?

– At være sammen med min kæreste.

Hvor skal du hen nu?

– Vi – bandet og jeg – skal til et andet sted her i Danmark.

– ”Horsens!” råber Erkan Özdemir fra døråbningen til musikerrummet, hvor vi befinder os.

– Ja, Horsens, siger Kirk Fletcher. (Hos Blueskartellet. Red.).

– Og derefter skal vi spille i Tyskland og i Frankrig.

Hvad er dine fremtidsplaner?

– At prøve at lave endnu en studieplade og at blive en bedre sanger, slutter Kirk Fletcher, og gør sig klar til aftenens andet sæt. Scenen og publikum kalder.