The Pocket Players – en udsøgt fornøjelse

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 24. februar 2018 vendte The Pocket Players tilbage til Bygningen i Vejle. Bandet besøgte sidste gang Vejle og Bluesforeningen Crossroads i 2016, og mon ikke rygtet om dén optræden (læs anmeldelse her) var løbet dem i forvejen, for denne gang var koncerten aldeles udsolgt.

Publikum kunne se frem til at møde et band med en DMA-nominering i bagagen for deres album nr. 2, Throw your dog a bone (læs anmeldelse her), og ry for en energisk sceneoptræden af nogle af landets mest rutinerede musikere. Og The Pocket Players svigtede ikke.

Fylder meget

I guitarist og sanger Ole Bech har The Pocket Players en frontfigur, der fylder meget på scenen med et livligt kropssprog, et arsenal af rock’n’roll-positurer, et smittende humør og en sympatisk vilje til at præsentere numrene og deres baggrund.

Ikke mindst er han en formidabel sanger med en kraftfuld, rå vokal, og hans guitarspil er forbilledligt smagfuldt – energisk og indimellem decideret eksplosivt, men altid disciplineret. Han kender sin besøgelsestid; endeløse soloer og lir er ikke Ole Bechs stil.

Ved hans side sidder bandets anden solist bag Viscount-elorglet. Palle Hjorth er en institution på den danske musikscene, hvor han optræder i et utal af sammenhænge, bl.a. med The Savage Rose, Peter Sommer og Poul Krebs. Bluesfans kender ham f.eks. fra Ole Frimer Band og Grarup Allstars og ved, at han er et enestående energibundt bag orglet.

The Pocket Players rundes af med bassist Henrik Poulsen (Peter Sommer m.fl.) og trommeslager Søren Poulsen (Jonah Blacksmith et al.). Disse to uhyre erfarne rytmefolk spiller med en intelligent diskretion, som mange kunne lære noget af. Sjældent har man set en trommeslager spille så afdæmpet som Søren Poulsen – og samtidig spiller han varieret og med et skarpt blik for, hvad der sker omkring ham.

Covernumre

Koncerten i Vejle blev åbnet med et par covernumre, Frijid Pinks ”Drivin’ blues” og J.B. Huttos ”Person to person”. Førstnævnte indledtes med et stemningsfuldt lydtæppe vævet af Hjorths orgel, Søren Poulsens trommer og Henrik Poulsens dæmpede basspil, inden Ole Bech satte i med en boogie-rytme fra sin Gibson-guitar og en stærk vokal.

På Hutto-nummeret skiftede han til resonator-guitar og slide, og det gav en sjov og meget vellykket kombination af rå delta blues sammen med den swingende rytme fra Søren Poulsens trommer.

I det hele taget har The Pocket Players et originalt udtryk, der klart har udgangspunkt i bluesens konventioner, men som gerne blander dem på nye måder og også tilsætter elementer udefra.

Psykedeliske toner

Således kan man i Palle Hjorths orgelspil nok høre arven fra Jimmy Smith og Jimmy McGriff, men i den grad også fra Ray Manzarek (The Doors) og – naturligt nok – Thomas Koppel (The Savage Rose). Det tilfører Hjorths spil et element af syrerock, hvilket farver The Pocket Players’ lyd i psykedeliske toner.

På Throw your dog a bone har The Pocket Players skiftet debutalbummets covernumre ud med egne kompositioner, og dem tog de nu hul på i Vejle. ”I believe I’ll cross the rim” var et uptempo boogie-nummer med mere bottleneck-spil fra Ole Bech, og den medrivende ”St. Croix blues” fastholdt energiniveauet, nu atter med Bech på Gibson, hvorfra han vristede en næsten B.B. King-agtig tone, om end hans spillestil er væsentligt anderledes.

Så blev det tid til at involvere publikum, og det skete med endnu en J.B. Hutto-sang, ”Combination boogie”. En psykedelisk solo af Palle Hjorth blev fulgt op af en omgang call-and-response med de taktfast klappende tilhørere.

Gumpetung

Herpå fulgte et temposkift med den langsomme, latin-tonede ”Brand new start” med lækkert interplay mellem Hjorth og Ole Bechs bottleneck-spil. I kontrast hertil stod den lidt bodega-agtige ”Why get up”, som virkede en smule gumpetung, men dog blev løftet af en humoristisk orgelsolo af Palle Hjort i koncentreret samspil med Søren Poulsen bag trommerne.

Trommer og bas indledte den hill country-agtige ”Throw your dog a bone”, hvor Ole Bech for alvor fik demonstreret sin fingerfærdighed med forrygende slide-spil på resonatoren.

Første sæt blev rundet af med en fin version af Blind Faiths ”Can’t find my way home”, i hvilken Ole Bech med dødsforagt kastede sig ud i at eftergøre Steve Winwoods vokal. Helt deroppe var vi ikke, men det var en glimrende og stemningsfuld fortolkning.

Vanvidsstemning

Andet sæt begyndte med den surf’ede boogie ”One way out” af Sonny Boy Williamson II, og så blev der skabt vanvidsstemning med orgel, bækken og slide-guitar på ”Losin’ it”. Den bød på en virtuos Ole Bech-solo med bottleneck, inden Kim Wilsons ”Amnesia” blev taget under behandling som et uptempo rock’n’roll-nummer. En stående Palle Hjorth og Henrik Poulsen sang kor, mens Ole Bech sprang energisk rundt på scenen.

Den dystre ”Some fine day” indeholdt en skarp, bluesy solo af Ole Bech og ildevarslende orgel fra Palle Hjorth, og den blev efterfulgt af Bob Dylans ”Watching the river flow”. Denne blev givet i en swingende version med mere bluesguitar fra Bech og en veloplagt bassolo af Henrik Poulsen.

Et par rockede numre fra bandets egen sangbog fulgte: ”Will you weep for me” samt ”Nothing but the blues”, det eneste selvkomponerede nummer på The Pocket Players’ debutalbum Acid blue horizon.

Kaniner

Søren Poulsens latin-beat indledte ”Walk the planet for you”, hvor han også spillede shaker, og det ordinære 2. sæt blev sluttet af med Sleepy John Estes’ og Hammie Nixons ”Someday baby”.

Her blev alle kaniner trukket op af hatten med dramatiske temposkift, en gnistrende solo af Ole Bech (der brugte mikrofonstativet som slide!) og Søren Poulsens trommestikker dansende på kanten af trommerne.

Som ekstranummer sang Ole Bech ”Jonah” – et nummer, han selv beskrev som ”Bob Dylan møder munkekor møder chain gang.” Det blev et af koncertens højdepunkter med en stærk vokal og stemningsfulgt slide-spil af Bech, akkompagneret af brummende kor fra hans tre medspillere.

Endnu et gear

Flere ekstranumre blev det ikke til, og da havde The Pocket Players også spillet i sammenlagt omkring to timer. Der havde været høj energi, smil, snak og musikalske bedrifter af høj klasse. Det var alt, hvad man kunne forlange – men alligevel sad man tilbage med fornemmelsen af, at The Pocket Players faktisk havde endnu et gear, som de ikke brugte denne aften i Vejle.

Denne betragtning vidner naturligvis om de høje forventninger, man stiller til et band af The Pocket Players’ kaliber. De leverede, hvad de skulle, og det var også nok til at overstråle mange andre bands på den internationale bluesscene.

Blot er denne anmelder overbevist om, at de har endnu mere i sig – mere løssluppenhed, mere ustoppelig spilleglæde – et sted, hvor den professionelle musiker slipper, og virtuosen tager over. Dér var vi ikke helt denne aften i Vejle, men vi var tæt på, og det var bestemt også en udsøgt fornøjelse.

Læs Bluesnews.dk’s interview med Ole Bech her.